Hvorfor er det SÅ svært? Det er jo direkte lovbrud.

Kære læsere, kære venner, kære fans og kære følgere.

Kært barn har mange navne, og sådan er det i mange henseender. Det får mig til at tænke på, at der også findes utroligt mange ord, der beskriver hvorvidt man gør reklame for noget på sine SoMe, Youtube eller blog. Reklame, Sponsoreret, Samarbejde, Affiliate links, betalt af etc etc. Jeg ser mange gode bud på rundt omkring hos de forskellige influencers, hvad man skriver.

Her er det, at jeg bare gerne lige vil gøre opmærksom på noget. (Et lille pip herfra). Og nu lyder jeg helt sikkert som klassen sure elev – eller endnu værre, en sur, snerpert gammel kone (so be it!). Der findes altså ikke noget ord, der kan skjule, at der er tale om reklame. Det er altså ikke sådan, at man kan lade være med at skrive det er en reklame, hvis det faktisk er det. Eller, jo det kan man selvfølgelig sagtens – det er jo ikke svært – man kan jo bare lade være. Men det er altså ikke helt i overensstemmelse med den nye markedsføringslov.

Hvordan man så skriver det, ja det må man da helt selv om. Faktisk er reglerne rimelig klare, så man bør jo nok kunne finde ud af det. Men det må naturligvis være op til den enkelte at fortolke reglerne. Det er ikke det, som jeg blander mig i.

Jeg er faktisk ret ligeglad med, om man lægger et billede ud på InstaStory med en bluse man har på, som man en gang har fået i gave og et par øreringe, der lå i en goodiebag – og så i øvrigt ikke skriver, at der er tale om reklame. For er der egentlig det? Tja, nogen vil mene at der er – men det er nok en gråzone.

Men når man, som jeg selv, f.eks. laver billeder fra mit hjem med direkte sponsorerede produkter, som jeg tagger i billedet etc. så skal jeg altså oplyse om, at der er tale om reklame tags eller links – eller hvad man nu vil kalde det. Og jeg skal faktisk oplyse om det som det allerførste. Eller når jeg deler et billede af en kage, hvortil der linkes til opskriften, som er bagt med et vaffeljern, som er sponsoreret af et firma. Her er et par eksempler.

(REKLAME) Her kan man f.eks. se et sådan indlæg: Jeg hedder Annemette Voss, og jeg er afhængig af…

(REKLAME) Eller dette: Gammeldags sprøde vafler

Så dette er min kærlige opfordring til mine fellow-influencers. Kom nu mine kære kollegaer. Kom nu for fanden. Det er jo direkte lovbrud at lade være. Og helt ærligt, bør man ikke bare være mega stolt over, at der findes mennesker/virksomheder derude, der synes at man er så fed en personlighed, at de rent faktisk har lyst til at indgå samarbejder?

Troværdighed.

Ofte, når jeg lige løfter pegefingeren omkring dette emne, så hører jeg, at ord som Reklame, Sponsorat etc gør blogpostet eller IG-billedet utroværdigt. Det kan jeg ikke forstå. Er det mig, der fuldstændigt har tabt sutten her?

For mig kan jeg ganske enkelt ikke forstå, hvordan det kan gøre noget utroværdigt, at man skriver at det er en reklame. Personligt reklamerer jeg aldrig for noget, som  jeg ikke kan stå inde for, – så det er vel meget enkelt. For mig er det langt mere utroværdigt og sådan lidt “shady”, at man ikke vil vedkende sig, at man laver reklame for andre businesses på sine kanaler. Og hvor nederen er det ikke lige for den samarbejdspartner, man har, at man ikke bare vil følge loven?

Nå, men det var min mening. Den er hermed delt, og så kommer der pt ikke flere sure opstød herfra. (jeg lover det 😉 )

Jeg synes jo i bund og grund, at vi allesammen har ret til at mene om det, hvad vi vil. Man må jo gerne være uenig med den nye markedsføringslov (det er jeg selv på flere punkter). Så at folk er uenige med mig er meget velkomment. helt fint, A-OK. Men loven, den synes jeg nu alligevel, at vi allesammen bør følge (eller i det mindste gøre vores bedste for det!). Og hvis vi skal ændre på loven, så tror jeg ikke, at det at bryde den, er den rigtige løsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Kom med på mit nyhedsbrev

Webshop