Jeg har det som om, jeg har givet mig selv en lussing

Bedst som jeg gik og overvejede, om en blog overhovedet havde sin berettigelse i min verden, så står jeg pludselig i en situation, der gør, at jeg bliver så glad for at have en platform, hvor jeg selv kan taget ordet og styre narrativet, som jeg ønsker det.

Jeg tager tilløb til dette blogindlæg. Trækker vejret helt ned i maven. Beroliger mig selv for ligesom at sige “Annemette, nu skal du heller ikke tage det så tungt. Værre er det jo ikke. Du er også bare menneskelig… eller… slet ‘bare’. Du er menneskelig.”

Er det ikke sådan for alle mennesker, at vi i bund og grund helst vil være søde og blide ved os selv? At vi foretrækker at gøre ting, der føles rart, og som sættter os i gunstige positioner i forhold til vores omverden? Er det ikke sådan, at alle mennesker vel bedst kan lide at have det fedt, være succesrige og være ‘ovenpå’ – både indeni men også udadtil? 

Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg er aldrig bange for at gøre det modsatte – altså sætte mig selv i en ikke gunstig situation, og jeg er heller ikke bange for, hvad der udadtil kan kommunikeres af ubehagelig fakta (eller fiktion) omkring min person. Jeg er ikke bange for det, men jeg vil, når alt kommer til alt, allerhelst behandle mig selv blidt, sætte mig selv i gunstige situationer og være ‘ovenpå’. Jeg vil helst læse de positivt vinklede artikler om mig, og jeg vil helst have, at folk synes jeg virker ordentlig og oprigtig. 

Jeg stræber altid efter det glædesfyldte fremfor det melankolske, og jeg higer efter anerkendelse for de ting, som jeg véd i mit hjerte, jeg er god til. Det ligger i min natur, det er sådan jeg er opdraget – at positivitet og anerkendelse er vigtigt. 

Jeg er godt klar over, at det er højest umoderne at snakke om anerkendelse, som noget man har brug for. Jeg ved godt, at det er mere tjekket at sige ‘jeg er overhovedet ikke bekymret om, hvad andre mener’, men alligevel, så er det ikke sandt – ikke på alle fronter. Der er områder i mit private og i mit arbejdsliv hvor jeg virkelig (!!) ikke kunne give en fløjtende fis for, hvad andre måtte mene, og så er der punkter, hvor det betyder noget for mig. Typisk er det de punkter, hvor jeg føler mig en anelse usikker, at jeg søger anerkendelsen. 

Jer, der følger med og måske har hængt ved i længere tid, ved, at jeg er en krudtugle, der sætter gang i 1000 ting på dagsbasis. I véd også, at jeg helst leverer kvalitet, og hvis jeg ikke gør, så går det mig meget på. I ved, at jeg har en ret ukuelig tro på mig selv, samtidig med, at jeg har ydmyghed overfor min oververden. Men selv ikke tro kan flytte bjerge – ikke hver gang. 

I længere tid har jeg arbejdet virkelig fokuseret på at skabe en online-platform, hvor jeg vil holde foredrag. Dette på baggrund af, at jeg véd, at jeg igennem de sidste 8 år har oplevet så meget og så mange både sjove, svære og udfordrende ting på egen krop, at jeg vil kunne bidrage med en masse god og nyttig viden og inspiration til andre mennesker – altså dem, der gider lytte. 

Jeg har tænkt længe over særligt prissætningen for at være fair og tage i mente, at der er tale om et online forløb og ikke fysiske foredrag, som man alt andet lige kan tillade sig at tage mere for, da det fysiske fremmøde giver en anden dimension og nærhed til selve foredraget – det højner vel underholdningsværdien, om man vil. Jeg har gjort det muligt at melde sig til både til det enkelte foredrag eller til alle 6 foredrag i løbet af 2021, så man kunne spare en betydelig ‘slat’ penge ved at comitte sig til forløbet. 

Jeg har villet fokusere på mod og evnen til at flytte sig, – eksekvere, når man gerne vil. Fordi det er jeg selv rigtig god til. Faktisk, når jeg tænker over det, så gør jeg brug af nogle af de ‘redskaber’ jeg gerne vil dele ud af lige præcis i denne sammenhæng. Jeg iværksætter ‘noget’, som jeg gerne vil have skal ske. Og som med alt andet jeg kaster mig ud i, så går jeg efter det med is i maven og en tro på succes. 

Det omtalte univers har krævet megen tilrettelægning, mange møder og rigtig (!) mange overvejelser omkring, hvordan jeg har skulle vinkle min fortælling, for at skabe de bedst mulige foredrag for dem, der lytter med. Og jeg synes jo selv, at det er blevet godt – alt det, jeg har planlagt. 

Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at 20 tilmeldte deltagere ville være en succes. Og at så længe, der var bare 5 personer, der havde lyst til at lytte med ved hvert foredrag, så ville jeg afholde det. Men jeg skal også ærligt sige, at jeg havde tænkt, at 20 personer skulle jeg nok nogenlunde nemt kunne lokke til, og havde da en forhåbning på noget nær det dobbelte. Og måske er jeg blevet blændet af, at folk på min vej har været meget positive omkring det hele. Der har været sådan en ‘vibe’ af, at “det bliver bare skidegodt, Annemette”, “folk bliver vilde med det!”. 

Men jeg har måttet sande, at sådan skulle det ikke gå. Avs. 

Kald mig naiv eller forvent – eller noget helt tredje. Men jeg har været lidt overrasket over, hvor svært det her projekt åbenbart skal blive at få sat i værk. Det har jo ikke ligefrem væltet ind med tilmeldinger, tværtimod. Faktisk er der kun 3. Der kan jo komme flere til, bevares, det er jeg helt klar over – men jeg er blevet meget bevidst om, at det ser ud til at blive et længere træk. 

Og her kommer det tragikomiske… Jeg gik rundt og trøstede mig lidt ved tanken om, at okay, i det mindste var der da 3 fremmede personer, der mente, at jeg var inspirerende nok til, at de ville betale for at lytte til mig. Men det var så kun lige indtil min mor helt glad og opbakkende (på den dér jeg-er-din-største-fan agtige måde) fortalte mig, at hun da var én af de betalende kunder på min nye online-platform. Dér følte jeg mig sgu lidt til grin. Alså ikke som om, at min mor gjorde mig til grin – slet ikke… men på den dér måde “Hvad er det lige, jeg har sat mig selv op til?”. Jeg fik det som om, at jeg lige havde givet mig selv en lussing. 

I kender vil godt det dér udtryk, ‘at man sætter røven i klaskehøjde’? Sådan føles det lidt, at gå ud til verden og sige det højt og tydeligt, at her er noget, man rigtig rigtig gerne vil, og noget, som man inderst inde véd, at man er god til – men så er der ikke nogen, der rigtig er enige. Eller så har de i hvert fald ikke fået øjnene op for det. Det føles som at have blottet sig, og være blevet taget med bukserne nede. Sådan ‘overraskende ubehageligt’.

Men jeg kan da, – sådan helt gratis, hehe – afsløre, at et af de emner, som jeg i mit foredrag ‘Stå stærkt’ (som jeg heldigvis har afholdt fysisk med stor succes) fokuserer på, er modgang. Jeg plejer nemlig altid at sige til mig selv og andre, at modgang grundlæggende kan brydes ned til to ord. ‘Mod’ og ‘gang’. Så når man oplever modgang i sit liv, er det som regel universets fineste måde at vise dig, at det er lige netop NU, du skal være modig og sætte gang i de tiltag – den bevægelse – der skal flytte dig ud af den position, du er havnet i. 

Modgang er ikke alene negativt, fordi det er som regel først, når vi oplever modgang, at vi for alvor flytter os. Så modgang fører udvikling med sig. Det véd jeg. Det har jeg nemlig prøvet før, og jeg vil gå så langt som at sige, at jeg næsten er blevet ekspert i at flytte mig væk fra den modvind, som jeg kan havne i fra tid til anden. Derfor velkommer jeg som regel også modgang med åbne arme og ryggen rank, og det vil jeg også gøre denne gang. 

Så nu er jeg nødt til at se grundigt på det her arbejdsmæssige set-up, jeg har lavet for mig selv, og forholde mig til, hvad jeg skal bruge min tid på. Der er jo både en webshop, der skal arbejdes på, designs, der skal sættes i værk, kunst, jeg gerne vil finde tid til at lave, podcasts, der skal produceres, bøger, der skal skrives, influencerlivet, der skal udleves etc. Måske er online foredrag bare ikke den hest, jeg skal satse mine penge eller tid på. Måske skal jeg male mere, designe mere og måske bage noget mere online, – for det er der heldigvis rigtig mange, der finder stor glæde ved. 

Det er pisseærgerligt. Jeg er lidt ked af det på én eller anden måde. Og min kind er stadig rød efter den her lussing, som jeg på alle måder føler, jeg lige har givet mig selv. Jeg satte mig i hvert fald selv op til den, og da den ramte, ramte den hårdere, end jeg havde troet, den ville. 

Jeg kan godt mærke, at den der gamle floskel ‘Hvis bare jeg kan gøre en forskel for én person, så er det nok til mig’ ikke rigtig holder i længden. Det er noget vås. Man sætter jo ikke et helt online-univers op for at der så ‘kun’ er 3 personer, der ser med. Jeg vil gerne gøre en forskel for flere, – langt flere – samtidig med, at jeg er meget bevidst om, at min tid ikke er gratis. Den tid jeg bruger på det ene eller andet arbejdsrelaterede projekt kommer med en pris, – for det koster tid sammen med min familie. 

Jeg oplever så ofte, at folk siger eller skriver til mig, at ‘al min succes’ jo også er meget nemmere, fordi jeg har mange tusinde følgere. Og det her er så et klokkeklart eksempel på, at man ikke er garanteret succes, bare fordi man har mange følgere. Det er én af de mest fejlagtige antagelser, man kan lave om influencers, og meget langt fra virkeligheden. Så lad være med at tro det – alle skal arbejde hårdt og dedikeret for det de vil, og alle oplever bump på vejen. Forskellen er så bare, at der er x-antal tusinde mennesker, der ser med på sidelinjen, når jeg snubler. 

Men sagen er den, at nu har jeg en foredragsrække planlagt i hele 2021, hvor der egentlig kun er 3 personer, der vil lytte med. 3. Hvoraf den ene er min mor. Det er sgu ikke prangende, nej, det er mildest talt nedslående. Tragikomisk. Spørgsmålet er nu, om jeg skal bruge min tid på det? Skal jeg afholde foredragene og håbe på, at der kommer flere interesserede med, og så gøre mit ypperste for at give de få interesserede deres livs bedste og mest nærværende foredragsoplevelse? Eller skal jeg kaste håndklædet i ringen denne gang og sige ‘bedre held næste gang’’?

Hvad synes du? 

30 reaktioner

  1. Jeg kan jo kun tale for mig selv. ???? Jeg er mættet af online-oplevelser – og savner den virkelige verden. Så hvis du lige kan lukke den op? Hvis ikke du kan det ???? – så synes jeg det er helt ok, at du skubber eller ændrer projektet. Måske laver det som podcast eller små videoer, som folk kan købe? Du kan selvfølgelig også kæmpe videre – for tror nu sagtens du kan få flere kunder med dine evner for at fighte! ???? Men du er jo så god til så meget, så du kan jo også dyrke det der kører som varmt brød – og som du jo også elsker! Gad godt at jeg havde bare 1 ting som jeg brændte for, og som jeg kunne tjene på! Der er du lige en hel del sejere mere powerkvinde end mig! Sejt! ????????

  2. Jeg tænker at du er oppe imod at der er rigtigt meget gratis content – podcasts og andet.
    Jeg tror personligt, at en stor del af grunden til, at influencers fysiske foredrag sælger er det at møde personen IRL – kendis-effekten. Også selv om vedkommendes foredrag i sig selv har en værdi.
    Tænk på alt det, du lykkes med – og dvæl ikke ved dine fejlskud????

  3. Jeg synes at jeg plejer at følge meget godt med, men jeg har helt ærligt slet ikke fanget at du har gang i et online forløb og jeg kan slet ikke finde noget om det på din website?
    Så måske at jeg ikke er den eneste, der ikke har opdaget dit tilbud?
    Synes at det lyder som en god ide, men er enig i at hvis kun 3 har signet op, så er det måske bare ikke der, du skal sætte fokus lige nu.

  4. Årh søde Annemette, jeg kan godt huske du nævnte det for noget tid siden, og jeg tænkte at det måtte jeg lige ind og kigge nærmere på. Og så er jeg kommet helt fra det…… og kan ikke mindes jeg er stødt på det siden…..❤️????

    Er da sikker på at vi er mange som gerne vil hører dine foredrag, men måske skal du gøre os lidt mere opmærksomme på det….. selvom jeg godt kan forstå det måske er lidt grænseoverskridende ????
    Bare tro på det og Hype det noget mere….. jeg er sikker på det er det der skal til ❤️

    Og hvor kan jeg melde mig til??❤️

  5. Øv hvor ærgerligt. Min fornemmelse er, at folk er SÅ trætte af at leve online, det kunne være en årsag. Vi vil ud og “mærke” personen, måske det skal rulles ud, når man igen må holde det fysisk.
    Efter et år med hjemmearbejde og zoommøder, er det i hvert fald sådan jeg har det ???? varme hilsner

  6. Har du mon været god nok til at fortælle om de foredrag? Jeg anede intet om dem men kunne da godt være interesseret ???? men det er helt umuligt at finde noget om de foredrag nogen steder?
    Dit indlæg her er egentlig god markedsføring ????

  7. Kære Annemette,
    Har købt flere af dine bøger med største fornøjelse. Har fulgt dine bageprojekter online med succes. Har efter din anbefaling købt Faaborg produkterne og fået øjnene op mange Lidl produkter, fordi du virker ærlig. Men helt ærligt – jeg ville ikke købe et online forløb, som det du nu forsøger at søsætte. Der er allerede et meget stort markedet af psykologer, psykoterapeuter og coaches, der sælger noget lignende online – og her ville jeg istedet søge hen. Beklager!
    Kæmpe kram fra Jette

  8. Min mand havde meldt sig til et foredrag et af den gode gammeldags slags, på Nationalmuseet, emnet var Grønland ( min man har arbejdet der og er vild med grønland. Og det var før Corona og alligevel var han den eneste der kom, foredragsholder tævede lidt ville han blive skulle de aflyse. De blev hentede kaffe og snakkede og lyttede og ikke kun min mand men også fordragsholderen fik noget med hjem. Min mand havde nemlig været nogle af de steder fordragsholderen fortalte om så der blev spurgt og suppleret. Ift dit kan du måske se, når du har afholdt 1 eller 2 om der kommer flere til og måske deltagerne har input. Og så er det jo bare at mærke efter. Held og lykke PS jeg vidste faktisk ikke du havde sat noget igang, jeg lurer lidt med via insta, passer på pengene pt. Af personlige årsager og vælger ud hvad der skal ses, høre og opleves. Så måske Corona m.m spiller ind. SS Monica

  9. Kære Annemette
    Et lille indspark: Måske er årsagen simpelthen, at det ér online foredrag. Jeg kan naturligvis ikke tale på andres vegne, men når man sidder på Teams og Skype fra sit hjemmekontor hver dag, så orker man måske ikke lige mere skærmtid. Jeg kiggede faktisk på dine online foredrag, og jeg vil egentlig gerne, men jeg orkede bare ikke mere online-halløj. Og måske har mange det sådan? Vi vil ud og se mennesker 😉 Så måske skal du vente til, at man må komme til foredrag med fysisk fremmøde. Så tror jeg, du vil få held med det. Ligesom du havde i efteråret. Jeg tror bestemt ikke, du skal tolke det som, at folk ikke synes du finde ud af det, eller at du ikke har noget interessant budskab. Som sagt blot et indspark. Tak for en god insta-profil. Mvh

  10. Jeg elsker at følge med hos dig på IG, og læser en gang i mellem også med her, blandt andet i dag. Jeg ved ikke om, det bare er corona og alt det online der har fulgt med denne der gør, at jeg bare ikke orker mere online som tager mere end de få sekunder storys tager – jeg kan simpelthen ikke overskue tanken om at skulle sidde foran computeren til et foredrag – jeg har siddet foran den i ét år nu og arbejdet, så når jeg har fri, så magter jeg ikke mere online. Og, så må jeg tilslutte mig de andre kommentarer, der er SÅ meget online, om alt – og alle har i dette år lavet et online univers med foredrag og jeg tror det gode forsvinder i mængden, desværre ????

    Jeg har ikke helt sat mig ind I, om det du tilbyde er “bedre” end alt andet der findes på markedet, men hvis jeg tænker på de andre ting du laver er jeg sikker på, at du har gennemtænkt og gennemarbejdet det godt, og så tænker jeg at du skal holde fast i det – men vent til verden ikke drukner i online universer – du skal ikke forsvinde i mængden ❤

  11. Enig med Heidi.. jeg har heller ikke set noget om dit online forløb. Tænker da det lyder meget spændende og meget fedt at det er online så os fra “udsigts Danmark” også kan være med????

  12. Jeg elsker normalt alt hvad du laver, det er du vidst ikke i tvivl om. Dette er bare ikke mig – jeg har set dig live flere gange og det har været virkelig inspirerende. Et online-foredrag er bare ikke mig – synes ikke at jeg kommer i den rigtige stemning, når jeg sidder alene foran en skærm.

  13. Jeg er kæmpe fan af dig, følger dig og du er en kæmpe inspiration for mig, elsker dine projekter, din energi, din krea-side og bare dig❤️

    Jeg er mættet af alt foregår online, derfor har jeg ikke tillmeldt mig.

    Men skulle du afholde noget, fysisk, i Midt-Nordjylland, når verdenen åbner op igen, så er jeg den første, som køber billet!!

    Det er udelukkede derfor og INTET med dig at gøre ❤️

  14. Hej. Jeg var inde og kigge på det. Kun kort godt nok, men jeg forstod ikke helt konceptet og klikkede væk igen. Det lød ellers spændende. Hvis jeg skulle have været en kunde i det univers skulle du have forklaret mere om det, både hvordan selve universet er bygget op og hvad du fortæller om.

  15. Det er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, at du havde online foredrag! Jeg er fuldstændig fan af online foredrag, for så kan jeg få lidt kvalitetstid, når børnene er lagt i seng. Hvor står der noget om de foredrag henne?

  16. Kære søde Annemette!
    Jeg læste godt nok om dine onlineforedrag, men tænkte åh nej, ikke mere online. Hvis jeg kunne komme til et virkeligt foredrag med dig og måske også endnu en podcast, så meget gerne. Jeg tror, der er en online-mæthed i tiden. Jeg er normalt helt vild med familien Beha og har set alle deres rejseudsendelser og været til et almindeligt foredrag. For kort tid siden viste de rundt på skibene online. Nej tænkte jeg. Det gider du ikke. Jeg venter til de sejler igen.
    Jeg tror, du skal vente med at udgive dine foredrag eller lave dem enkeltvis som podcasts, og så skal du give rigtig meget lyd om det på forskellige platforme. Dine livebagninger vil jeg fortsat følge med stor interesse, og jeg køber alle dine bagebøger.
    Måske kan jeg engang få lov til at opleve dig ved et rigtigt foredrag i den virkelige verden.
    For alt i verden: Se det ikke som et nederlag!

  17. Jeg har som Heidi ikke fattet, at du har foredrag man kan købe – men jeg følger kun på IG.
    Men kunne det ikke være en ide, at reklamere mere for det – jeg gad da godt at vide lidt mere om hvad foredragene indeholder.
    Og ja det er sku tragikomisk og jeg smilede da også lidt med lyd???? – men kun fordi at du tør blotte dig og have selvironi. Skideskønt????
    Jeg har forsinket live-bagning i dag med mine piger – pisse godt koncept og gode tips????♥️

  18. Allerførst, du er mega sej, at du deler det som er så såbart!! ????????Jeg synes klart du skal vente og så lave nogle live foredrag i stedet. Personligt ville jeg meget hellere det..meget mættet af alt det online-halløj.
    Du brænder jo mega godt igennem live, det har jeg jo selv set, når vi ses på ‘Kreative Dage’ ????

    Så kæmpe krammer & masser af hep herfra????????????????????????????

    Charlotte (Middelfart)

  19. Hej Anne-Mette,

    Årsagen til at jeg ikke har taget stilling til et online-forløb er, at jeg ikke har forstået, hvad indholdet er????????‍♀️?! Jeg mindes, at det måske kunne handle om, ar være modig..? Og, jeg har ikke rigtig været opmærksom på, at forløbet er blevet sat til salg og hvornår..
    Jeg synes som altid, at du er mega sej og dybt inspirerende!!!!

    Hilsen Diana

  20. Hej:) Det kommer helt som en overraskelse at du har online forløb – og jeg kan læse ud fra kommentaren at jeg nok ikke er den eneste. Måske skrue lidt op for branding?
    Hvis det er noget du har lagt så meget arbejde i, så giv det lige en chance:)
    Mange hilsner
    Paulina

  21. Hej Anne Mette
    Hvor har du markedsført dit produkt? Har intet set på bloggen som er der jeg følger med.

  22. Helt enkelt tror jeg at du ikke har solgt det godt nok. Og hvem er det du sælger det til og hvad får jeg ud af det. Hvorfor skal jeg bruge tid penge på dit foredrag? Der er lidt der hvor jeg er. Jeg ser dig på IG næsten hver dag og synes du er en meget inspirerende person, så jeg kunne nemt være en af dem der købte det.
    Men jeg er ikke solgt. Min tid er begrænset, så jeg gider ikke at bruge endnu mere tid på et foredrag jeg ikke får noget ud af. Det er virkelig mange der bare snakker for at holde sig varme.

    For mig betyder det ikke så meget det er online. Jo det er helt sikkert meget bedre når det er er rigtigt foredrag, men det er ligesom ikke en mulighed lige nu. Så online er fint, så længe det er nærværende.

    Jeg har hørt dig omtale dit foredrag en gang. Så prøv at fortæl mere om det og fortæl hvad det er man får ud af det.
    Det kan godt være at du har omtalt det flere gange, men husk at alle ser dig ikke hver dag og derfor er gentagelse vigtig. Luk os ind i processen ligesom med dine andre projekter. Dine malerier bliver lidt vores, da du viser os hele processen og lader os blive en del af den.
    Jeg håber det giver mening.

  23. Ikke mere online, for det bliver aldrig det samme. Det skal være fysisk med en lille goodiebag og er lille glas, sådan er jeg. Måske er det også konceptet med et forløb og flere gange der skræmmer og er lidt meget at komite sig til.

  24. Kære Anne Mette????
    Da jeg læste teksten ovenover slog det mig at jeg personligt ikke har hørt nok om dine online foredrag.
    Og det lyder også til at andre mener ikke at have hørt om det.
    Så kan det ren faktisk være at du slet ikke har markedsført det nok til at det giver slag?
    Jeg har selv lagt mærke til at jeg sjældent slår til første gang jeg høre om noget hvad end det er online kursus eller andet men at det nogen måske først er 4 eller 5 gang jeg høre om det hvor jeg slår til.
    Så måske skal du blot bare reklamer endnu mere for det også giv det det sidste skud.
    Måske lave en meningsmåling i en story om hvor vidt folk har set det og om de har styr på hvor de kan tilmelde sig.
    Tror bestemt der kommer flere til. Jeg bliver desværre ikke en af dem selv men det er simpelthen fordi jeg ikke kan koncentrere mig så længe af gangen pga senfølger ved covid 19.
    De bedste tanker til dig????

  25. Og her gik jeg og troede (også da jeg læste ovenstående blogindlæg), at du ville lave en slags bagekursus. Jeg kan helt sikkert være “lost in translation”, men personligt associerer jeg dig med hende der kan smække en flot kage sammen. Og at kaste sig ud i et kageforløb forbinder jeg bare ikke med mod. Mange vil sikkert gerne se og opleve dig irl, da de i forvejen kan se dig på både blog, IG og i Go’ Morgen og Go’ Aften. Så tænker ikke mere skærm med dig er det, der får dem til at trykke på “tilmeld” knappen. Vent og se, om der ikke opstår mere interesse i at møde og se dig irl. Folk er mættet af distancering. De har brug for at føle og mærke nærvær ????

  26. Hej Annemette,

    Jeg må tilslutte mig koret. Jeg har også fået mere end nok af skærmen med zoom og teams møder dagen lang… Man er simpelthen nødt til at lave noget andet end at sidde foran skærmen, når man er færdig med at arbejde. Man trænger sådan til social kontakt og at se mennesker – men det er omstændighederne jo desværre ikke til. Ud over dette må jeg også sige at jeg heller ikke har set noget om det på din blog, som er der hvor jeg primært følger med, efter jeg stoppede med at være på IG for et år siden… Så hvis du vil fortsætte skal du måske simpelthen bare mere ud over rampen med selve præsentationen og salget af produktet? Men tror grundlæggende at du er offer for at ramme ind i en dum tid, hvor mange simpelthen bare har fået nok af at sidde bag en skærm. Held og lykke med alle dine projekter – det er dejligt at følge med 🙂

  27. Hej Annemette. Kan huske du nævnte at du arbejdede på nogle foredrag men har intet set til det siden. Mange af os sidder hjemme foran en skærm mange timer hver dag. Ville ikke selv vælge et online foredrag foran en skærm. Vi trænger til fysiske oplevelser. Vist det er muligt ville jeg måske gemme foredragene til de kan blive holdt irl. Knus Malene

  28. Jeg melder mig i det kor, som jeg kan se er ret dominerende i kommentarfeltet her 🙂
    – Jeg følger med på dine kanaler, men det er simpelthen røget henover hovedet på mig, at du har gang i sådan et projekt.
    – Jeg er personligt mættet af online aktiviteter. Med hjemmearbejde og dage, uger, måneder, som flyder ud i ét, så orker jeg ikke at bruge mere tid på min computer, end jeg gør i arbejdstiden. Tidligere gik der en del mere tid i weekender og om eftermiddagen/aftenen på computeren. Det gør der ikke længere. Jeg prioriterer i stedet en lang gåtur hver dag, hvor jeg ikke skal forholde mig til andet end at gå, samt lytte til musik eller lydbog, hvor jeg kender indholdet af begge dele på forhånd. Jeg lytter til bøger, jeg allerede har læst fysisk, historier jeg allerede elsker. Jeg kan pt. ikke engang overskue at læse en fysisk bog. Det er sgu en meget mærkelig tid!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN