Om at kaste med osten…

I min familie er der en historie, som bliver fortalt igen og igen. Det er den om dengang moster kastede osten efter min onkel. Det var min bror, der i en alder af 6-7 år overværede at moster kastede en ost ned gennem korridoren med den hensigt at ramme onkel i nakken – eller noget i den retning.  Moster var i hvert fald vred (kvinderne i min familie, inklusive undertegnede, har lidt et iltert temperament) og onkel var den udvalgte, som vreden skulle gå ud over – mon ikke han selv havde bedt om det…haha?! Nu tror jeg ikke vi snakker sådan en 2 kg tung osteblok fra den lokale ostehandler – nærmere en rimelig uskyldig, blød havarti – but still. Osten kom under alle omstændigheder flyvende gennem luften. Det skal lige siges, for god ordens skyld, at min moster og onkel fortsat er lykkelig gift den dag i dag. Så altså, ingen ko på isen – eller måske rettere ingen ost i høvlen…eller hvad man nu siger?!

For en måneds tid siden kommer min kæreste, Micky, til mig og påpeger, at jeg skal til at fokusere mere på osten fremfor hullerne i den. Det er vist et lille fikst ordsprog, som han har hørt hos sin ven Nils (nej, vent – Nils er oprindeligt MIN ven – hvad bilder Nils sig egentlig ind, sådan at skifte hold…haha). Men altså, Nils og Micky er vist rimelig enige i, at vi kvinder bør lære at se indhold fremfor mangler. Jeg kunne ikke lade være at tænke på min moster. Gad vide om hun havde hørt det lille ordsprog nogensinde – inden hun kastede osten gennem lejligheden?

Men tjooo…. jeg kan da godt se at mændene har en pointe. Jeg er nok en streng kæreste nogle gange. Det er faktisk helt sikkert. Sådan en, der ser alle hullerne før jeg ser osten. Typen der kommer ind ad døren og hører mig selv (stik mod al lyst eller vilje) brokke mig over at Micky har stillet sine sko i entreen, men det forkerte sted. Der pænt takker ham for at han har sat vasketøj over hvorefter jeg lige sniger ind i samtalen at næste gang må han altså gerne lige sortere tøjet rigtigt først (underforstået at den rigtige måde er min måde). Typen der i samme sætning kan sige tillykke med at han har fået en bonus på arbejdet men også lige påpege at han har glemt at betale vandregningen… ØV. Er jeg sådan??? Ja, nogle gange.

Men jeg er altså også en virkelig kærlig og hengiven kæreste, som hopper på tungen for at Micky og drengene skal have en dejlig hverdag, et skønt hjem, spise lækker sund mad og at der altid er tip top tjek på hele lortet. Og det er der. Tjek på det.

Jeg leder dog stadig efter den gyldne mellemvej. Hvordan søren er det lige at man får sagt tak for hjælpen. Og bare mener tak. Hvordan søren er det lige, at man ikke får fortalt ham hvordan han skal gøre tingene på den rigtige måde, men derimod oprigtigt (o p r i g t i g t!) begynder at synes om hans måde at gøre tingene? Jeg synes simpelthen det er en af de aller sværeste ting i et parforhold. Jeg nægter at begynde at behandle ham som en hund. Hvor jeg lige klapper ham på kinden, når han har gjort det godt og står klar med en kiks som belønning. Det er i mit hovede bare helt forkert. Det er ikke balance for mig.

Læs også mit indlæg: Roser du din mand som en hund?

Så nu må vi se hvor længe der går her i det lille hjem i Lyngby før osten kommer flyvende gennem luften. Vi må se, om ikke jeg kan lære at være glad for den lidt hullede ost, og fokusere på den gode smag, konsistens osv. som osten trods alt er gjort af. 😉