En helt vidunderlig god sauce, – det er, hvad det her er.
Og den smager rigtig skønt til min opskrift på andesteg i ovn fyldt med æbler, appelsiner, svesker og timian.
Andesauce skal nemlig ikke smage som flæskestegssauce og i min familie serverer vi derfor altid to saucer til jul – ligesom så mange andre familier. Den store forskel er, at min andesauce får lov at stå og koge ind over flere timer og får virkelig megen kraft fra krydderier, andefond og rødvin – hvorimod saucen til flæskestegen er en helt anden type sauce.
Jeg håber du vil forelske dig i denne sauce ligeså meget som jeg selv. Lad mig høre, hvad du synes?
Andesauce med rødvin, timian, appelsin og fløde
Andesauce
20 g smør
2 skalotteløg, finthakket
3 dl kraftig rødvin
1 stjerneanis
4-5 timiankviste
1,5 dl appelsinsaft
3 dl andesky fra bradepanden under stegen (uden fedt)
1 dl piskefløde
Sovsejævner
Salt/peber evt.
Andesauce: Smelt smørret på bunden af en lille tykbundet gryde. Snit løgene fint og sauter i gryden til de er blanke. Løgnene skal ikke blive brune. Hæld 3 dl rødvin på, læg stjerneanis og timiankviste ned i gryden og skru helt ned for blusset. Lad det koge ind i løbet af de næste par timer. Når der kun halvt så meget lidt væde tilbage i gryden tilsættes appelsinsaften. Lad det fortsat småsimre ved lav varme.
Når anden kommer ud af ovnen sier du skyen fra bradepanden. Kasser indvoldene og grøntsagerne, der lå i bradepanden. Når fedtet flyder ovenpå skyen skal det fjernes ved hjælp af en sovseske eller lign., så det kun er skyen der er tilbage. Tip: brug en lille pipette eller sprøjte til at suge fedtet op fra overfladen. Andefedtet kan gemmes til at stege i, eller du kan smide det ud.
Tilsæt 3 dl andesky til sovsen sammen med fløde. Giv sovsen et opkog og smag til med salt og peber. Jævn sovsen med sovsejævner.