Veninder

Det er vel bare en følelse…?

I går passede vi min venindes to piger. Og i går aftes sad jeg i min sofa med min venindes 7-årige datter på skødet – helt sammenkrøllet – mens jeg tyssede hende ind i øret og nussede hende i søvn, fordi hun savnede sin mor og var bange for at få mareridt. Jeg sad der i sofaen og kunne mærke, hvor meget jeg egentlig holder af dette lille væsen. Jeg mener, hun er ikke en gang min egen datter, men min venindes datter. Og jeg elsker hende virkelig højt. Jeg vil gå til verdens ende og tilbage igen for denne lille pige. Og det synes jeg faktisk er ret vildt, når man lige tænker over det.

Fordi det kræver altså noget af et venskab, at stole nok på hinanden til, at man overlader ens børn til hinanden. Derudover så er det ret specielt, at man som veninder kan udvise hinanden så megen tiltro, at man er villig til at lade den anden opdrage på ens børn, når man ikke selv er der. Og sådan er det med os – min veninde og jeg.

Hun er vel det jeg vil kalde for min bedste veninde. Sådan én er jeg faktisk heldig at have to af. To bedste veninder. Tænk engang. Det er noget underligt noget, det dér med at skrive bedste veninder, fordi hvad definerer egentlig det? Det er vel bare en følelse? En underforstået enighed om, at man er en slags selvvalgt familie overfor hinanden. At ens børn er som fætre og kusiner. At man bare er helt åben, – selv med de sværeste emner.

Jeg har også en barndomsveninde. Én, der har været der fra den dag jeg kom til verden – og hun er der stadig…til hver en tid. Men jeg snakker sjældent med hende. Faktisk ville jeg gerne snakke med hende oftere, men sådan er der mange ting, jeg egentlig gerne ville gøre oftere, men som er svære at prioritere på den ene eller anden måde. Det kender I nok. Jeg ved godt, at det er op til mig selv at lave om på det. Jeg ved godt, at jeg skal ringe, hvis det egentlig er det, som betyder noget for mig. Der er ingen undskyldning – kun den undskyldning jeg måske skylder hende (og mig selv) for ikke at være bedre til at holde kontakten.

Veninder kommer og går, – og kommer tilbage igen…

Men hvad er det med veninder? Hvad er det, der gør, at man står hinanden bi? At nogle kommer, nogle går, – og nogle kommer igen?

Jeg taler virkelig af erfaring her. Jeg måtte en gang slå op med en veninde. Sådan rigtigt. Simpelthen afslutte venskabet fra den ene dag til den anden, præcis som med en kæreste, hvor gnisten er gået tabt. Det var et langt venskab – faktisk en af mine nærmeste veninder, at the time. Det var måske lidt ungt at handle sådan, når jeg tænker tilbage, – altså at afslutte det sådan. Eller måske var det virkelig voksent? Jeg føler ikke helt endnu, at jeg er kommet til det punkt, hvor jeg kan definere, om det var en umoden eller en meget moden beslutning. Men det var i hvert fald en beslutning, der blev truffet, og jeg står ved den den dag i dag. Jeg skrev et brev med tak for venskabet og med fokus på de gode ting vi havde delt. Men jeg skrev også at fremtiden ikke inkluderede en relation mellem os, på baggrund af en række hændelser, som skar det ud i pap for mig, at vi ikke længere kendte hinanden. Vi var vokset fra hinanden, som man jo gør, og derfor måtte venskabet afsluttes. Lidt drastisk, ja – men sådan føltes det rigtigt. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at bruge mere tid på det venskab.

Da jeg nogle år senere stod i en ubehagelig situation med en anden meget nær veninde, hvor vi var blevet uvenner, valgte jeg at håndtere det anderledes. Jeg var blevet sur og mest af alt ked af det, og jeg fik vist også råbt og skreget lidt i telefonen (måske lidt meget faktisk!), så min vrede og frustration kunne komme ud. Men det var egentlig ikke farligt, – at skændes med en god veninde. Jeg lærte, at det faktisk er helt okay at sige fra overfor sine veninder – ligesom de meget gerne må sige fra overfor mig. Jeg lærte, at med tiden, så finder frustrationerne en hylde, som man kan placere dem på, og ikke bruge tid på dem mere. Vores venskab i dag er et endnu bedre sted end før. Fordi vi nu véd, at vi kan tåle at skuffe hinanden, – også sådan rigtigt dybt, – men vi kan finde ind til kernen af venskabet igen, se hinanden i øjnene og holde fast i alt det, der binder os sammen.

Fordi venskaber er ikke som kæresteforhold. Jeg synes at have lært, at venskaber er gjort af et andet stof. Et stof, der kan udstå endnu højere bølgegang og endnu større kriser. Et stof, der faktisk har potentiale til at strække sig, vride sig, forme sig og forny sig, hvis man ellers gider at håndtere venskabet med den respekt og tålmodighed, som det fortjener.

En ostemad?

Det er sjovt, – eller tankevækkende. Mine nærmeste veninder har jeg begge haft konfrontationer med. Dem jeg holder allermest af, er også dem, der har set mine værste og mine grimmeste sider. Og jeg har set deres. Jeg har elsket dem, jeg har hadet dem, jeg har skubbet dem fra mig og tigget dem om at være der for mig igen. Der er blevet smækket med døre. Der er blevet lagt på midt i samtaler. Der er blevet råbt, grædt og grinet. Mest af alt er der blevet grinet. Højt, hjerteligt og så alle naboerne har kunne høre det. Indforstået. På den måde, som kun veninder kan grine sammen. Jeg véd bare, at I kvinder forstår, hvad jeg mener.

Jeg tror at alle ven(-inde)skaber har noget særligt, der bringer følelsen af intimitet og indforstået venskab frem. For mig drejer det sig på den ene side om en ostemad og på den anden side om et gammelt sommerhit med Alexandra Stan (Mr. saxobeat)… 😉

Det lyder jo altsammen dejligt. Men jeg mistede for nogle år siden en mindre håndfuld veninder. Det gjorde usansynligt ondt, også selvom jeg selv tog valget om at skubbe nogle af dem væk. Men den vigtigste, – moren til den 7-årige pige jeg nævnte tidligere – kom tilbage. Jeg er så taknemmelig over, at hun faktisk manglede mig. At hun tog kampen (for guderne skal vide, at det ikke har været omkostningsfrit at genindlede vores venskab), at hun krævede plads til os to. At vi sammen tog os tid til, at finde hinanden igen. Og her står vi i dag – styrket. Mere voksne. Et par rynker rigere… Med de blå mærker, som livet har givet os. Og jeg ville ikke være dem foruden, hverken de blå mærker eller venskabet.

Tag ikke fejl…

De kloge siger jo, at kærlighed gør blind – og dét kan jeg skrive under på. I et kæresteforhold er der to parter – én på hver side af kærligheden. Ikke at det er dårligt – det er jo selve præmissen for gnisten, længslen, respekten og passionen. Sådan oplever jeg det i hvert fald, og er egentlig meget taknemmelig for, at have det sådan. Min kæreste er ikke nødvendigvis min bedste ven. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg vil kalde ham. Han er noget helt andet. Han er på et helt andet niveau. Han er min kæreste. Faren til mit barn. Min elsker. Min klippe. Mit livs kærlighed ♥

Men sådan synes jeg ikke, at det er med veninder. Rigtigt gode veninder står ikke på hver sin side – de står igennem livet sammen. De står med dig, på den side af kærligheden i parforholdet, som du står på. På den dér Sex and the city-måde. Derfor er venskaber så vigtige, for de gør dig ikke blind, gode venskaber giver dig styrke og klarsyn, og kan hjælpe dig med at mærke endnu bedre efter, hvis du tør læne dig op ad dem.

Tag ikke fejl. Det kan godt være at min kæreste er min klippe…

– men mine veninder er den jord, som klippen hviler på. 

Det er ikke kun vores børn vi deler… Jeg har også til tider en lånehund 😉