Trust issues før bryllup

Det handler om at sige “ja” til noget i troen på, at det holder for evigt. Med en vished om, at man allerede har sagt “ja” én gang, og da gik det i stykker.

Jeg gifter mig med den rigtige mand i juni måned. Når jeg skriver den rigtige mand, så er det jo fordi jeg har været gift før, men han viste sig jo ikke at være den rigtige. Så denne gang italesætter jeg generelt ret ofte, at jeg gifter mig med den rigtige. For første gang.

Derfor bliver jeg også gift i hvid. Og festen bliver endnu større. Fordi det er første gang, jeg gifter mig med den rigtige.

Den rigtige mand hedder Micky. Det ved I måske. Vi har været sammen 5 år knap og nap, og han er far til Luca. Han er på alle måder rigtig, og det har jeg allerede skrevet om før, så det er ikke det jeg vil fortælle om i dagens blogpost.

Jeg vil derimod løfte sløret for nogle tanker, som er enormt svære at rumme i forbindelse med at blive gift, igen. Jeg tænker – og satser stort på, – at der er andre, der har det som mig, og derfor tør jeg også godt fortælle om det, selvom det er svært.

Jeg har simpelthen nogle ar på sjælen, som gør, at det er så svært for mig, at skulle sige “ja” til alle de store spørgsmål som præsten stiller, når vi skal giftes den junidag under solen. (Forhåbentlig skinner solen – kryds lige fingre for det, vil I?) Naturligvis siger jeg “ja”, med største glæde og indlevelse – fordi jeg tror på den. Kærligheden – og at den overvinder alt. Også tvivl og angst – og kærligheden kan sågar gøre de dér ar på sjælen mindre.

Men det bliver et “ja”, der er meget mere sårbart end sidst.

For jeg véd nu, at i det lille ord – ja – ligger der en tung opgave og en masse alvor, der kræver indlevelse og ærlighed fra begge parter, hvis livet som ægtefolk skal lykkes. Det dér med, at man siger, at man ikke er til at skyde igennem – det er noget vås. Alle er til at skyde igennem og det samme gælder kærligheden. Den er ikke bulletproof. Desværre. Men viljen til at ville lykkes – den kan man måske selv styre og gøre skudsikker. Jeg véd det ikke, men jeg giver det endnu et skud.

Hvad er det så jeg kæmper med? Hvilke issues er det, der støjer? Jeg kæmper ikke nødvendigvis med mig selv i den sammenhæng, – jeg føler, at jeg har rimelig godt styr på hvem jeg er, og hvad jeg har at byde ind med. Så jeg tør faktisk godt stole på, at jeg vil gøre mit ypperste, og at jeg vil elske Micky i både medgang og modgang.

Men jeg har så svært ved at stole på folk omkring mig – sådan helt generelt. Ikke kun Micky. Micky er vel nok dén person jeg stoler mest på ud over mine forældre og min bror. Men jeg har nogle seriøse trust issues, som stikker dybt og gør det udfordrende for mig at turde tro på, at vores ægteskab kan stå igennem både tykt og tyndt. Når jeg skriver udfordrende, så betyder det ikke, at det er umuligt. Jeg ville ikke gifte mig igen, hvis jeg ikke kunne finde troen på det – det kan jeg. Men den dér ukuelige tro på kærligheden har været svær at nå ind til.

Men så kommer foruften og fortæller mig, at jeg bare skal slappe af. Jeg skal kigge på min kommende mand, og så véd jeg med ét, at han er god for mig, og at han er godt funderet. Han er faktisk urokkelig, og jeg véd godt, at jeg kan regne med ham.

Jeg gad så godt lade som om, at jeg ikke havde de her tanker. Jeg ville så gerne sige, at jeg ikke var mærket af mine erfaringer med kærligheden, og at jeg gik ind i dette ægteskab helt uden forbehold og skepsis.

Men desværre sidder det i mig. Fortiden. Livet. Fornuften. Og fornuften siger mig, at intet kommer gratis. Så jeg håber blot, at prisen ikke er for høj.

I sidste ende sejrer kærligheden. Jo.