Sådan får jeg råd til dyrt tøj, – for få penge

Inden jeg går i dybden med, hvordan jeg egentlig finansierer mine forholdsvis dyre tøjvaner, så lad mig slå én ting fast! Mode er kun vigtigt for den, der går op i det. Og det gør jeg. Men jeg bliver aldrig én af dem, der mener at klæder skaber folk (jo, til dels), men et smil og en god attitude er for mig stadig det vigtigste. Og sådan en snak her om tøj og penge kan hurtigt blive overfladisk – ligesom modebloggeres Instagramkonti kan synes. Men som sagt, det behøver det ikke være – det kommer jo helt an på, hvad man selv lægger i det.

Gratis tøj?

Jeg holder ind i mellem sådan et lille loppemarked på min instagram. Fordi det giver mening at sælge tøj videre, – tøj der intet fejler, og som jeg er færdig med at være forelsket i. Det er ligesom eksmænd og ekskærester, – bare fordi jeg er ‘over it’, betyder det jo ikke, at værdien ikke kan være høj for andre.

Men sidst jeg holdt instaloppe var der én, der skrev til mig, at jeg jo tydeligvis bare tjente penge på tøj, som jeg havde fået gratis. (Oh, dear lord, og hvad så, hvis det var tilfældet?) Bare… det er det ikke! Slet ikke faktisk.

Jo, jeg har da modtaget tøj gratis en sjælden gang. Men seriøst, det drejer sig måske om 5-6 items på et år, og der er ikk tale om specielt dyre ting. Langt det meste – og her sværger jeg sgu på mine børns liv – er noget jeg betaler for. Jeg bliver så træt, når folk tror jeg bare lever under en form for sky, der kaster gaveregn af sig uafbrudt! Jeg køber til samme pris som alle andre. Det er klart, hvis min veninde f.eks., der ejer en tøjbutik tilbyder mig f.eks. 10-20% venskabsrabat – ja, så takker jeg da ikke nej, men ellers, ja, så betaler jeg altså det samme som dig.

Jeg tjener altså ikke styrtende med penge. Jeg tjener nok og godt, og jeg har samtidig bosat mig et ret pricey sted i DK (det indrømmer jeg blankt), – vores faste udgifter her i lille Charlottenlund er temmelig meget højere, end hvis vi boede alle mulige andre steder. Men det er jo et bevidst valg, fordi vi elsker at bo lige præcis her, hvor vi bor.

Men det vil sige, at Micky og jeg, i vores privatøkonomi ikke har råd til, at jeg køber dyrt tøj hele tiden, fordi så er der ikke penge til mad og rejser længere (to ting, der på alle tidspunkter er vigtigere for mig end tøj og andet glam). Men hey, hov – wait a minute – “Annemette, du køber jo dyrt tøj hele tiden. Gør du ikke?”.

Jo. Jeg køber nemlig ret meget tøj, som jeg ynder at vise frem på min insta. Og også gerne dyrt tøj. Eller ikke dyrt købt – men dyre mærker og gerne luksusitems, hvor jeg føler, at det er særligt cool eller lige den smule mere amazing, end det jeg finder i H&M og Zara (elsker altså Zara). Men jeg er bevidst omkring, hvordan jeg bruger mine penge. Meget. Og for mig er tøjkøb gået hen og er blevet sådan en lille ‘business’ som jeg styrer i mit hovede, hvor jeg véd, hvad der går ‘ind’ og ‘ud’ på den konto – for at det kan hænge sammen.

Jeg har nemlig nogle dogmer, når det kommer til mit tøjforbrug. Som jeg ikke fraviger særligt ofte.

Tøj-dogmer

1) Jeg handler 95% af tiden på udsalg – og mindst på -50% – helst -70%. Det betyder så også, at jeg skal være ret ligeglad med, om farven eller størrelsen er helt præcist, som jeg gerne vil have den. Man kan ikke tillade sig at være specielt krævende eller kræsen, når man insisterer på at shoppe på udsalg. Det er jeg heller ikke. Jeg elsker det meste tøj, bare det er farverigt og lækre kvaliteter. Og hvis det er lidt for stort, så kan det altid styles på en anden måde.

2) Jeg passer virkelig godt på mit tøj. Det er faktisk ret vigtigt, hvis man gerne vil kunne sælge det videre på et senere tidspunkt. Så jeg vasker, stryger og folder mit tøj ordentligt, og jeg nyder at åbne mit skab hver morgen og finde et outfit frem.

3) What goes in must go out. Ment sådan, at hvis jeg køber ét stykke tøj, så skal (og jeg mener SKAL) jeg fjerne et stykke tøj fra mit klædeskab. På den måde sikrer jeg mig god udskiftning, og så er det altid noget ‘gammelt’ jeg kan sælge, når jeg har fyldt skabet op med nye ting og sager. Det gælder også lagkagefade, børnetøj etc.

4) Jeg handler tøj på loppemarkeder. Og her finder jeg alle mulige fede items, som jeg bruger bagefter. (Jeg shopper aldrig for at sælge det direkte bagefter – det bliver for ligegyldigt, synes jeg!) Nogle gange er jeg enormt heldig, at jeg falder over en stand, hvor vedkommende nærmest forærer det hele væk. Andre gange, så må jeg betale mere for de lækre sager, men det er også fuldstændigt i orden. Jeg selv sælger heller ikke mine gode, dyre sager til underpriser. For mig behøver et loppemarked ikke være et sted, hvor alt koster 10-20-50 kr. Jeg kan sagtens finde på at stå og både købe og sælge tøj til 2-300 kr pr del.

5) Jeg shopper igennem, når der er lagersalg. Der er sikkert mange, der har bemærket, at jeg ofte går i Custommades tøj. Jeg elsker mærket, og jeg kan også godt finde på at købe deres nye kollektioner. Men oftest handler jeg det på lagersalg. Jeg er virkelig stor fan af lagersalg generelt. Men det kan være sygt stressende at tage på lagersalg, så jeg medbringer altid en stor ikea-pose, som jeg kan gå og fylde i, og så afsætter jeg mange timer til projektet. Netop så jeg har tid til at gå det hele igennem fra den ene ende til den anden, få prøvet tøjet, og så lige gå runden igen. Og jeg har som regel sparet op til lagersalg halvårligt, så jeg kan bruge 5-6000 kr på ét lagersalg. Og så kan man altså godt komme hjem med mange finde ting, der på senere tidspunkt, når jeg er færdig med sagerne, kan sælges videre for måske 3/4 af prisen.

6) Jeg bruger gerne rabatkoder og den slags tilbud på webshops. Hvis jeg alligevel lige er faldet over noget på f.eks. ellos eller meandthemet, så googler jeg altid lige – inden jeg trykker “køb” – om der er en blogger, der har delt en rabatkode på samme tidspunkt. Det er der som regel. Og så sparer jeg lige 10-30% på at gøre sådan.

7) Jeg har kun mit tøj i 6-12 måneder. Det er sjældent, at jeg beholder mit tøj meget længere end et års tid. Og det er ligegyldigt, om det er nyt eller brugt tøj (jeg shopper meget på loppemarked), det handler egentlig om, at det er nemmere at skille sig af med tøj, når det ikke er totalt slidt. Så jeg bruger det, nyder det, elsker det, – og så skal det have et nyt hjem, mens det stadig har en værdi og kan sælges for et fornuftigt beløb.

Det vil sige, at jeg altså kalkulerer med, hvad tøjet reelt kommer til at koste mig i længden.

Her er et godt eksempel:

Jeg kunne gå i H&M og købe et par bukser til fuld pris, der koster 300 kr. Dem ville jeg, – med lidt held – kunne sælge på et loppemarked 6 måneder senere for 50 kr. Ergo, de bukser koster mig 250 kr.

Jeg kunne også gøre noget andet.

Jeg kunne gå i Charlottenlunds lækreste tøjbutik (og dyreste!) og købe et par Isabel Marant bukser (just did), der har kostet 2050 kr til 70% rabat. Så koster de 615,- Dem bruger jeg så i et halvt års tid, hvorefter jeg sælger dem på loppemarked for 300 kr. Ergo; de har kostet mig 315 kr.

Jeg vælger den sidste mulighed. Det er sådan jeg får råd til alt mit virkeligt dyre tøj – fordi jeg prioriterer at handle tøj, der er på tilbud, og jeg er meget bevidst omkring, hvorvidt det vil kunne sælges videre på senere tidspunkt.

Og så tillader jeg mig i øvrigt bare – en sjælden gang – at nyde et godt, gammeldags luksus-køb, der brænder mit kreditkort halvt i stykker og gør, at jeg må leve på havregryn de sidste par dage i måneden. Men det kan altså også noget. Og jeg er én af dem, der altså godt kan købe mig til et øjebliks lykke, – som da jeg for nylig købte en alt for dyr Louboutin taske.

Vi alle véd jo alligevel godt, at sådan en gang taske-lykke ikke tilnærmelsesvis er samme slags lykke, som den vi mærker gennem samvær med vores børn eller et kærligt blik fra éns mand. We know!

Det ville være en fornærmelse mod både børn, mand og dyre tasker at sammenligne de to slags lykke. Men lykkelig, nevertheless, føler jeg mig efter et godt køb!