Roma, mi amor!

Kun 5 dage. Mere tog det faktisk ikke at genfinde hinanden. Den dér connection, I véd. Kemien, tror jeg, at jeg vil kalde det.

Misforstå mig ikke. Micky og jeg ser hinanden hver dag, vi har masser af god kemi mellem os, og vi lægger os altid til at sove som venner (det er en regel, vi ikke bryder). Men vores hverdag er præget af arbejde, logistik og rigtig mange opgaver, der relaterer sig til børnene. Det er ikke dårligt at være børnefamilie. Slet ikke. Vi elsker det da, for det meste, men vi elsker også hinanden, og det skal jeg være helt ærlig at sige, at det kan til tider være svært at mærke, når hverdagen har sådan rigtig godt fat i os.

Det kræver i hvert fald lidt ekstra af os begge i hverdagen at sende det søde smil henover spisebordet midt i bolognesen eller at give et kærligt klap i numsen på vej forbi hinanden i entréen mandag morgen, inden jeg suser ud af døren med Luca i barnevognen og Micky hopper på sin cykel og sætter retning mod kontoret. Jeg synes vi lykkes med det – sådan nogenlunde. Det her med at holde gnisten i live. Men jeg gider ikke lyve. Jeg synes faktisk, det godt kan være svært, og det er på trods af, at jeg føler mig oprigtigt forelsket i min mand næsten hver eneste dag.

For os har det altid været sådan, at vi er rigtigt gode til at snakke sammen. Altså vi snakker et øre af hinanden, – hvis vi har tid til det. På vores allerførste date kan jeg huske, at det var dét, der slog benene væk under mig. Mickys evne til bare at snakke og underholde mig med alle hans ideer, historier og meninger. Jeg havde virkelig mødt en mand, som jeg gad lytte til. Måske lyder det underligt, men det er jo ikke alle personer, man finder lige interessante, når de begynder at snakke.

I vores hverdag snakker vi sjældent meget. Vi har begge to travle jobs, hvor vi omgåes mange mennesker, og når vi kommer hjem snakker vi med børnene, fordi de kræver vores tid. Når ungerne så er puttet, så er det faktisk ikke ord vi smider om os med. Nej, så er vi trætte, og har mest brug for at slappe af sammen. Uden nødvendigvis at vende verdenssituationen. Det er der sådan set heller ikke noget dårligt i – overhovedet. Jeg værdsætter meget, at jeg har en mand, som jeg kan koble af med. En mand, der har lært mig, at det er ok at ligge på sofaen og se tv. Uden at få dårlig samvittighed.

Men derfor har jeg altid elsket det, når vi rejser sammen. For der kommer vi så langt væk fra hverdagen som muligt. På ferie er vi ikke trætte – eller så skulle det da lige være på baggrund af mængden af aperol spritz og rødvin vi indtager i løbet af en god ferie – men ellers så har man jo et helt andet overskud, når man er på ferie.

Vores bryllupsrejse til Rom, som kun var for os – uden børn – har været helt fantastisk og den kom på et tiltrængt tidspunkt. Vi behøvede simpelthen slappe af sammen, og vi manglede virkelig at snakke om løst og fast på den dér helt uforpligtende og mere løsslupne måde, som vi kan, når vi begge kommer helt ned i gear og lader os inspirere af omgivelserne og hinanden.

Så 5 dage, tog det. Som jeg lagde ud med at skrive. Faktisk tog det nok kun 5 timer, for allerede ved ankomst til Rom havde vi snakket mere med hinanden og være mere betaget af hinanden end vi har været på en hel måned forinden. Så egentlig vil jeg blot minde dig – du som læser – om, at det kræver så lidt nogle gange. De kunne have været en tur i sommerhus eller noget andet, der tillod os et break fra hverdagen. Det vigtigste er egentlig, at vi fandt tiden – og ind til hinanden.

Det har været så vidunderligt at være i Rom. At blive mindet om, hvem det nu lige er, vi hver især har giftet os med, når vi fratrækker børn og jobs fra ligningen. Jeg er helt vildt sikker på, at jeg kan nyde et langt og for det meste lykkeligt liv med Micky. Jeg er helt vildt rolig ved tanken om os to gamle sammen. Jeg er helt vildt glad for, at vi har hinanden. For ligeså forskellige vi er, og ligeså dårligt et match vi ind i mellem kan være, ligeså perfekt går vi i hak, når vi tager os tid til det.

Rom. Eller Roma. Amor stavet bagfra. Uanset hvordan man betegner byen, så er den fyldt med kærlighed, skønhed, varme og pittoreske scenarier. Byen er både grim og beskidt men samtidig vanvittig smuk og fyldt med de mest overdådige bygningsværker mennesket har kunne præstere. Jeg kan dårligt sætte ord på det.

Rom, min by. A never ending love story.

Jeg kastede en mønt i Trevi fontænen, så vi kommer tilbage, – det siger traditionen.

3 reaktioner

  1. Sikke et smukt og ærligt indlæg… Især fra en smuk og fantastisk kvinde som dog, og hvor glansbilledet nemt kan være et man gerne vil spejle sig i.. Men at læse at hverdagen omkring jeres bolognese til forveksling ligner vores – jamen det giver en sådan en indre lettelse eog smarighedsfølelse… TAK for dit dejlige indlæg, tillykke med brylluppet og velkommen hjem 😍

  2. Enig med Kamillas kommentar. Det er så dejligt befriende, at du siger tingene præcis som du tænker og føler dem. Det kunne mange lære af. For hvor har du dog ret. Vi kan være nok så forelskede i ham eller hende vi kærester med, og inden man så ser sig om, så er man pludselig vokset fra hinanden, fordi man ikke lige ‘fik taget temperaturen’ på forholdet i tide til at erkende, at man lige skulle have en time-out sammen. Dejligt livsbekræftende, og jeg er sikker på I kommer til at holde sammen i mange år, hvis I fortsætter den ærlighed over for hinanden. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN