Min vej gennem angsten

For et års tid siden begyndte symptomerne. I kølvandet på et helt års kamp med private udfordringer og et meget svært valg om at give slip på en veninde. Det var en virkelig hård tid, og jeg var på meget dybt vand. Jeg følte mig ikke sikker i mit privatliv, ifht. mine venskaber, i mit job eller økonomisk. Så der var ret mange ting, der spillede ind og jeg lå søvnløs om natten. I mange nætter. Jeg havde en konstant knude i maven, lidt for overfladisk åndedrag og jeg oplevede, at jeg rent fysisk havde svært ved at holde fokus med mine øjne i længere perioder ad gangen.

Dengang i januar 2018 startede angsten med at få fat i mig.

Det var først senere på året i juni, at angsten brød ud i fuldt flor med et reelt angstanfald, – midt i IKEA. Dengang forstod jeg ikke, at det var et angstanfald. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg havde mit AppleWatch på (som er den sødeste gave fra min mand) og en besked tikkede ind. Bare det, at jeg kunne mærke den lille vibration på håndleddet, gjorde mig panisk – fordi uvisheden om, hvad der muligvis kunne stå i den sms, der var landet i mine beskeder, kunne jeg slet ikke magte. Frygten for, hvad der kunne stå.

Jeg kan ikke forklare det. Man kan jo nemt tænke “hvorfor kiggede du ikke bare ned på håndleddet og læste, hvad der stod?”. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg følte, at alle lyde samlede sig til én tung rungen, der lagde sig om mit hoved som en dyne. Jeg følte, at lyset blev skarpere og skar mig i øjnene. Jeg måtte holde fast i én af de der store trådkurve, der står på gulvet ude i IKEA, som er fyldt med fine puder man kan købe med hjem og pynte i sofaen med.

Jeg husker, at jeg græd. Micky sagde, at vi burde gå hjem, men jeg insisterede på at tørre øjnene og bare ignorere mine symptomer. Han samtykkede, og vi fortsatte indkøbsturen, som om intet var hændt.

Dagen efter skete det igen, bare endnu værre og i en grad, hvor jeg bestemt ikke kunne ignorere, at min krop var kommet ud på en tydelig glidebane. Det skete derhjemme i vores entré. Den dag kalder jeg for Dag 0. Den har jeg skrevet en del om i mit blogpost af samme navn. Læs her: “Dag 0”

Jeg har ærlig talt aldrig rigtig forstået, hvad angst egentlig er for noget, når andre har fortalt om det. – Ja, undskyld, men jeg kunne faktisk godt tage mig selv i at tænke, at det lidt var noget pjat. De tanker har jeg naturligvis for længst lagt bag mig, fordi i dag forstår jeg, hvad angst er, og jeg er klar over, at jeg muligvis aldrig bliver helt fri af angsten igen. Den dukker op til overfladen, når jeg bliver presset, og den griber fat i mig med sine grimme klør, hvis ikke jeg lytter rigtig (!) godt efter til min krop og min mavefornemmelse.

Til gengæld, så vil jeg understrege, at jeg også er taknemmelig over de tæsk livet giver mig ind i mellem. Ikke fordi det har været rart – på ingen måde – men hold da op, hvor kan jeg mærke, at jeg er et meget mere rummeligt og reflekteret menneske, fordi jeg har meget bedre fat i både bredden og dybden af min egen personlighed og mit væsen.

Hvordan kom jeg fri af angsten?

Da jeg fik anfaldet i juni måned i vores entré, vidste jeg godt, at nu går den ikke længere. Jeg tog fat i min læge, som i øvrigt er den bedste og mest kompetente læge, jeg nogensinde har mødt på min vej gennem livet, og bad hende hjælpe mig med at finde en god psykolog. Jeg har gået til psykolog flere gange i mit liv, både med spiseforstyrrelse som ung, senere hen eftervirkningerne af en skilsmisse og posttraumatisk stress behandling ovenpå et voldsomt chok, jeg engang fik. Det jeg siger er, at jeg er SLET IKKE bange for at gå til psykolog. Det har hjulpet mig meget gennem årene, og jeg føler mig utroligt stærk på baggrund af den viden og forståelse, jeg har opnået. Så det var faktisk rigtig nemt, og den bedste beslutning jeg kunne tage, at bede om hjælp og finde en god psykolog.

Min psykolog har hjulpet mig med at få en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Så de to ikke flyder sammen. Fordi det har aldrig været mængden af arbejde, der virkelig har stresset mig, men mere det faktum at mit arbejde hele tiden flød ind over den tid, der burde være “min” tid.

Jeg har fået snakket mine følelser igennem og fundet ud af, hvilke grundværdier jeg er gjort af. Jeg vægter nærhed, loyalitet, kreativitet og energi højt, og jeg har forventninger til folk omkring mig, om at de respekterer mig og mine værdier. Jeg har fundet frem til, at jeg ikke har noget at skamme mig over, eller grund til at være bange. Jeg er et fint menneske, og et kærligt, nærværende og loyalt ét af slagsen. Og at indse dét, ja, det har virkelig givet mig ro i maven. Det var som om, jeg gik rundt og var bange for, at jeg slet ikke var ok. Bange for, at jeg måske narrede mig selv til at tro, at jeg var støbt af et godt materiale. Fordi når man længe nok hører på, at man er helt forkert, så kan man godt begynde at tro på det, desværre.

Og jeg har fået tillid til verden igen, selvom min tillid var blevet brudt, big time, på flere fronter. Men nu kan jeg simpelthen hvile i det. Jeg føler ikke, at der er grund til at gå rundt og være angst for, hvornår det sker igen. Hvis min tillid skulle blive brudt igen, jamen, så må jeg jo deale med det – for det kan jeg godt. Det er nemlig mig, der står ved roret.

En spiral af positive handlinger

Jeg har på en måde fået skabt en spiral af positive handlinger, der forstærker hinanden. Jeg har fundet struktur, oplever mindre kaos, fået mere overskud og derigennem mindre angst. Jeg har fået sagt fra, bagefter sagt til og fået snakket ud, hvilket giver plads til de gode reelle hensigter og følelser. Jeg har været tilstede i modgangen, stået igennem blæsten og stormvejret og er blevet modig. Fordi nu ved jeg, at jeg står fast. Nu giver jeg mine omgivelser det som jeg har at byde på, fremfor at give dem det, som de beder om.

Og denne positive spiral er startet på baggrund af en række helt små praktiske ændringer jeg har lavet.

Praktiske ændringer i hverdagen, der har hjulpet

Jeg droppede “trickere”
Jeg har ikke brugt mit AppleWatch i et halvt år. For der var og er bare ikke nogen grund til at lege med ilden. Jeg har bedt Micky om at læse alle mails og sms’er, der kommer fra den kant, der kan få skibet til at kæntre. På dén måde kan han afværge de værste, og han kan hjælpe mig med, om jeg reelt skal bruge min energi på indholdet eller blot ignorere. Det er én af de tiltag, der har hjulpet mig gevaldigt. I dag læser jeg selv alle mine sms’er, men en sjælden gang i mellem, hvis jeg kan mærke, at jeg er lidt trist i det, så rækker jeg telefonen til ham.

Jeg stoppede også med at tjekke min mail efter kl 19 i løbet af sommeren. Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen fik det fysisk dårligt, hvis jeg opdagede, at der lå flere ubesvarede mails og ventede. Men hvis jeg ganske enkelt stoppede med at tjekke, jamen så opdagede jeg dem jo først dagen efter, om morgenen, når jeg var klar til at gå i gang med dagens gøremål. I dag kan jeg godt overskue at se det, hvis der ligger ubesvarede mails. Så nu betyder det ikke så meget. Men jeg har holdt fast i, at jeg ikke besvarer folk på mail om aftenen.

Jeg har sagt fra – og til.
Det lyder banalt, men ikke desto mindre, er det den ene ting, der altid har virket, når jeg har været helt ud at skide følelsesmæssigt. Sig fra. Og begynd at sige til, som min psykolog lærte mig. Begynd at tage ansvar for dig selv og dine behov, ikke kun dine grænser. En ny metode, som jeg skal bruge, når jeg mærker vrede og skuffelse og får lyst til at råbe til verden, alt det jeg er gal over, og som jeg ikke vil finde mig i. Jeg er sådan én, der sætter grænser og trækker dem hårdt op. Men nu, har jeg lært et nyt reaktionsmønster. Nu prøver jeg i stedet at bruge den vrede til at formulere, hvad jeg egentlig vil. For når man siger fra, så siger man i virkeligheden også til. Lad mig give et eksempel:

Du står midt i et skænderi med din mand, fordi han kom hjem fra arbejde og var dødtræt. Han har allerede smidt sig på sofaen. Børnene løber rundt og der er meget rodet i hjemmet. Han smed sin jakke over stolen ved siden af entréen da han kom ind ad døren, den faldt på gulvet, men han samlede den ikke lige op. Han lod skoene stå midt i gangen, så du er ved at falde over dem, da du skal ud på badeværelset for at ordne vasketøj… Du er også træt. Du har haft en virkelig travl dag, og du havde sådan glædet dig til, at han kom hjem og lige gav et kram. Sagde han elskede dig, og at du var en god mor – bare fordi, at det er du. Du havde glædet dig til, at han lavede en Aperol, så du lige kunne smide dig i sofaen et øjeblik og koble af. Men i stedet for brokker han sig til børnene, fordi nu må de gerne være stille. Han beder dig om at komme med en Aperol til ham, og han tænder playstationen, for nu skal han lige koble af… Dér! Bum. Så skændes I! Du råber, at han er doven, og at han skal rydde op efter sig. Du snerrer af ham, at du fandeme også har haft en hård dag, og at han kan lette røven, hvis han vil have aftensmad. Du græder. Faktisk. Og du fortæller ham, at det her, dét vil du fandeme ikke finde dig i. Det er for dårligt og sådan en mand vil du ikke have. Han ser underligt overrasket ud, og forstår ikke hvad der foregår. Han ville jo bare slappe af, og børnene larmer rent faktisk ret meget. Men du bliver ved, nu bare med “The silent treatment”. Du tager hans sko i gangen demonstrativt og sætter dem hårdt ind i skoreolen, mens du sikrer dig, at han ser det. Du tager hans jakke på gulvet, og smider den ind på sofaen ved siden af ham med et spørgende blik i øjnene for ligesom at sige “hvad har du tænkt dig, der skal ske med den?”… stilhed. Mavepine…

Ovenpå det her har du det virkelig dårligt. Og hvis du er tilbøjelig til at opleve angst, så kan angsten meget vel vise sit grimme ansigt ovenpå sådan en tur…

Det var et eksempel, som godt kunne udspille sig i vores hjem. Dog sat på spidsen, naturligvis. Men her er der jo INGEN, der siger til. I ovenstående eksempel er der kun “dig” der siger fra. Fra til alt det “du” ikke gider. Alt det, der er forkert. Men dét, som jeg har lært det sidste halve års tid, er, at sige mere til. Så hvis dette eksempel skulle udfolde sig i vores hjem, så vil jeg fremover, så vidt muligt, ikke sige fra overfor alt det, jeg ikke gider finde mig i. Men i stedet vil jeg sige til min mand, at jeg i virkeligheden havde glædet mig til han kom hjem. Jeg vil sige, hvad jeg har brug for – et kram og en drink. Jeg vil sige, at jeg har brug for nærhed og afslapning. Og så vil jeg lade skoene og jakken være, og i stedet sætte mig i sofaen med ham – lade ungerne larme lige så tosset de vil – og så vil jeg holde om ham, fordi det nu engang var dét, jeg havde brug for. Det ville være, at tage ansvar for mig selv og mine behov.

Jeg har fået struktur
Jeg begyndte at lave små planer for min hverdag, for at have bedre overblik og ikke miste grebet om alle opgaver i løbet af en dag. Jeg sætter mig 2-3 små mål for hver dag – i stedet for laaaange uoverskuelige to-do lister, som jeg ellers er ekspert i.

Så er jeg begyndte om morgenen at handle ind til aftensmaden. Jeg handler ind til en hel uges madpakker ad gangen, og jeg er begyndt at lave mad igen. I lang tid arbejdede jeg bare mere, for at tjene flere penge for at have råd til mere takeaway, fordi jeg ikke kunne overskue at lave mad. Nu har jeg besluttet at maden, den laver jeg selv. Det er både meget billigere, og jeg laver noget som jeg hygger mig med – jeg har altid godt kunne lide at lave mad. Jeg finder et lille øjebliks ro, når jeg står og snitter grøntsager eller lign.

Jeg har f.eks. også planlagt en fast fotodag med Kristina, min assistent, én om ugen, fordi så véd jeg, at den dag kommer, og så kan jeg parkere alle spekulationer og tanker omkring, hvad vi skal lave og hvornår hun kommer, indtil da. Hun og jeg kan fast planlægge det sammen, og så kan jeg give slip på mine bekymringer over det i løbet af ugen. Før var det mere fra dag til dag at vi planlagde arbejdet, og den slags ustruktureret hverdag må jeg bare erkende, at mit hoved og sind ikke har godt af.

Jeg har koblet af
Jeg har ligget meget mere stille på sofaen. Faktisk lå Micky og jeg pretty much stille i 6 dage mellem jul og nytår. Vi foretog os intet. Jeg må nok erkende, at det var godt for mig, selvom alt i min krop strittede på mig bare ved tanken om, at skulle tilbringe så lang tid uden at ‘ordne noget’. Det ligner mig ikke, og jeg har aldrig prøvet det før. Det er sandt. Jeg har simpelthen aldrig tilladt mig selv at koble HELT af. På den måde. Men som psykologen sagde, så var det lidt som at “genstarte en computer”. Lige få lukket helt ned, inden jeg kunne begive mig i kast med mere arbejde og nyt ansvar.

Jeg begyndte at træne
Det var nok den sværeste ændring for mig, fordi jeg ikke har trænet sådan rigtigt i næsten 8 år. Men jeg kunne mærke, at min krop havde brug for, at jeg fik noget motion. Og jeg traf at valg om, at jeg ville lytte til den. Så jeg meldte mig i efteråret ind i et træningscenter. Jeg lovede dog mig selv, at jeg maks skulle træne en halv time pr. gang, fordi mere gider jeg simpelthen ikke. Jeg synes det er røvsygt at træne, så jeg bliver nødt til at lytte til min egen grænse for, hvornår pinslerne må ende. Med tiden er det blevet sjovere. Nu løber jeg på løbebånd (fordi det synes jeg er sjovt) 2 gange om ugen. Jeg løber 3 km hver gang, ikke mere. Og det tager ca 16 min. Bagefter laver jeg måske lige et par mavebøjninger, ellers hopper jeg i bad og forkæler mig selv med en tur i sauna. Det lyder måske ikke som verdens bedste og mest effektive træningsindsats fra min side, men til gengæld, så nyder jeg det. For første gang i mit liv, synes jeg ikke at træningen er en sur pligt. 16 min på en løbebånd, det kan jeg nemlig godt lige overskue 2 gange om ugen.

Hvad så nu?

Det har givet mig en helt ny energi. Det er faktisk utroligt. Jeg er som et nyt menneske, føler jeg. Jeg er ikke stresset og presset, jeg er bare glad og fyldt med overskud, selvkærlighed og ydmyghed overfor verden. Det er den fineste balance, jeg længe har oplevet.

Jeg kan godt mærke, at jeg skal passe på. Jeg skal træde varsomt og virkelig mærke efter – hele tiden – om jeg er på rette vej. Ellers så kommer jeg følelsesmæssigt på afveje og så står angsten og venter i kulissen – klar til at springe på mig på ny. Dét må ikke ske. Så I kan tro, at jeg lytter og mærker.

Jeg har respekt for mine egne grænser, og jeg lader min behov fylde.

♥

Tak, fordi du læste med så langt.