Må man godt hade at være mor?
Inden I får jer selv helt op i det røde felt over mit valg af overskrift, så læs lige med…
Jeg er udemærket godt klar over, at “AT HADE” er et stærkt ordvalg. Men at være mor er bestemt også forbundet med nogle ret stærke følelser. I hvert fald de stærkeste jeg har oplevet. (Someone, correct me if I’m wrong!)
Jeg kigger naturligvis altid på mine børn og føler en meget stærk kærlighed. Men nogle gange, hvis jeg nu skal være heeeeeelt ærlig – og det har jeg lovet mig selv, at jeg vil være her på bloggen – så hader jeg faktisk rollen som mor lidt. Bare lige sådan “momentarily”… Eller måske er det ikke had. Måske er det nærmere et “øjebliks sindssyge” jeg rammes af, fordi jeg mærker, hvor hårdt det bare er, – at være mor! Benhårdt. God damn tough! Jeg mærker lige hvor krævende det er, og hvorfor at søvnfrarøvelse er direkte tortur.
For (honestly) når Luca har skreget mig op i hovedet – eller bare skreget på bagsædet, på motorvejen, hvor jeg intet kan gøre, – i godt en halv time, og når Hugo-Sander samtidig vil have mig til at hjælpe ham med at binde dobbeltknuderne op på hans snørrebånd (som han har bundet så stramt, at selv ikke superman vil kunne vriste dem fri), og Ferdinand brokker sig over, at vi skal have salat til aftensmaden mens han plager efter havrekiks (som jeg ikke har flere af i skuffen)…. så mærker jeg det! TRÆTHEDEN! (jeg har heller ikke sovet normalt i snart 8 år, det forklarer måske en del) – Så altså, i det øjeblik, hvor mine unger hiver i mig fra alle sider, og vil have mig til at løse umulige opgaver, så hader jeg det faktisk lidt. Ja altså – undskyld, at jeg er så direkte – men det er bare ikke altid helt rå rosenrødt, som man drømmer om. Så “hater jeg på” min rolle som mor. Jeg synes det er benhårdt, at jeg skal være alle steder på én gang og at det er mig, der skal have det totale overblik. Jeg hader faktisk, at jeg ikke kan være der for dem alle samtidig, og jeg hader at jeg skal prioritere. Gid man kunne være en blæksprutte – bare indimellem (wouldn’t that be pretty!).
Men så elsker jeg heldigvis, at jeg har en (rimelig) lang lunte, så det lykkes mig nok, – det meste af tiden – at skjule for mine unger at jeg er på randen af et nervesammenbrud….haha! Og så løser vi det – snørrebånd bliver bundet op, vi finder alternativer til havrekiks og Luca bliver trøstet…
Hvordan står det til hjemme hos jer?!
7 reaktioner
T A K ! Tak fordi du sætter ord på mine tanker ? Jeg ved præcis, hvad du mener! Og lad os lige huske på, at det at man indinellem hader at være mor, jo på ingen måde betyder, at nan hader sine børn!!!! Jeg hader følelsen af utilstrækkelighed – af at føle dårlig samvittighed, fordi jeg hele tiden må vælge ét barn og så negligere det andet! For jeg KAN ikke være to steder på samme tid! Det er en rædsom følelse… Og nogle gange bliver jeg også fyldt op, og så drømmer jeg mig væk- drømmer om bare et døgns pause!!!! Så jeg kan blive ved med at bevare det overskud der gør, at de kun yderst sjældent mærker, hvor tæt på bristepunktet jeg faktisk er!!!!
Det lyder som en voldsom omgang, og en af de værste følelser man kan stå med som forældre.
Når det så er sagt, ville jeg give ALT hvad jeg ejer, for at få lov til at have det sådan som du har. Ja det lyder underligt, og har (tydeligvis) ikke børn selv. Men har kæmpet i to år for at få børn, så jeg er (trods alt) dybt misundelig 🙂
I fredags gik jeg i seng kl. 20.25. Jeg var SÅ træt!!!! Hul i voksen tid når ungerne sku i seng, jeg sku bare soooooove. Igår var jeg alene hjemme med en halvanden årig pyllerfrans, der KUN var glad når mor sad ved siden af ham i vores seng og kiggede på at han legede med biler. Jeg måtte ikke engang være med?! Næh nej, bare være der. Satme svært at lave aftensmad inde fra soveværelset af ha ha :oD Men, det lykkedes tilsidst at overbevise barnet om at han ku lege med biler på terassen, mens mor så på fra køkkenet af :o)
Man må gerne være træt af mor rollen indimellem syns jeg. Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn til veninde hygge i aften, og farmand klarer skærene derhjemme.
Man elsker dem jo højere end noget andet, men for satan hvor kan de presse en ud hvor man aldrig havde troet at man sku komme før :o) Men den kærlighed man har til sit barn? Den er uvirkelig, og helt exceptionel.
Jeg har tre børn på 12, 9 og knap 4 år.
Jeg er først begyndt at få en fuld nattesøvn på hele 7 timer indenfor de sidste fire måneder og jeg kan godt forstå hvad du mener. Træthed og manglende overskud kan lige kortvarigt få en til at overveje HVORFOR man dog skulle få den sidste.
Men så smutter jeg ned i kælderen og hænger vasketøj op i et kvarters tid og så er de bare de dejligste, lækreste børn i hele verden. 🙂
Og når de så alle tre hænger ud i sofaen under samme dyne uden at skændes og slås, så mærker man lykken.
Det at hade at være mor en gang imellem, er jo ikke at hade sine børn. Det er at hade søvnunderskud, manglende arme og manglende egenomsorg. Og det kender de fleste mødre sikkert. Så kender man heldigvis også en kærlighed som er større end alt andet også. Så det er bare de store følelser, som sådan nogle små banditter medfører. Specielt de første 3 år af deres liv. Pyhhh..?
Du er ikke den eneste! Og hvor er det befriende at du “tør” at skrive om dette tabu.
Jeg hader på ingen måder at være mor, ligesom jeg heller ikke hader mine børn, men som du skriver, så kan man nok godt ‘hate på moderrollen’.
Især det med trætheden gør, at overskud bliver til underskud, og så er det da normalt at man bliver kort for hovedet og lidt gnaven. Det kræver sin kvinde at jonglere med så mange bolde, som man gør som mor.
Jeg (vi – vi er heldigvis to om det) har en søn på 1 år og 8 måneder. Der er gang i ham fra han slår øjnene op kl. 5. Om 2 måneder har jeg termin med lillesøster, og jeg fortryder nogle gange (dont judge). Jeg elsker min søn og kommende datter uendelig højt, men det er bare frygtelig hårdt, at være i konstant søvnunderskud, og samtidig være noget for alle – kone, mor, arbejdende, søster, veninde etc. Jeg har glemt at prioritere mig selv, lige siden at jeg blev mor, og kan godt mærke at jeg skal nå at fylde mit Signe-bæger op, inden der kommer endnu en skøn lille baby og tager min tid 🙂
Så i min barsel (inden baby) har jeg planlagt at gå i svømmehallen, i biografen (alene – prøv det, det er super hyggeligt), have venimdeaftaler mens sønnen er i dagpleje, og på en date eller to med min mand.
Vil igen understrege at jeg elsker min familie, men jeg tror, at følelsen af ‘ØV’ kommer, når man kører i den samme rille, og altid er Mor, og man glemmer sig selv og sine egne behov.
Som mor vil man også gerne have overblikket og det kan være svært at overbevise sig selv om, at man kan undværes. Det skal jeg ihvertfald blive bedre til. Selvom man så går glip af noget derhjemme 😉
I’m with you girl?? Min dag i dag KUNNE også VÆRE MEGET BEDRE.. Har hold i nakken, helt op til øret? og skal køre bil, inde i centrum, dvs mit hovedet skal danse rumba for ikke køre cykelister ned..
Skal hente mine to piger fra dans og gymnastik, taber min parkerings billet på vej ind i maskinen, kan så ikke åbnede døren, for jeg har kørt for tæt på maskinen, bakke? forstår den bil bag mig, ikke helt?, Min pige kan ikke komme ud da hendes dør er børnesikret.. Stikker min fod ud af døren og lege twist (I mens jeg forestillede mig hvordan jeg skal får min krop som har ondt, under bilen, for at fange billetten?)
Når jeg så kommer ud fra det parkerings hus, så køre jeg ind i forkert bane, som så ender på en Motovejen, der så tag noget tid før jeg kan komme af igen, og kan så se bilkøen på den ande side? Amen altså!!!! Samtidigt med at jeg ved at min mand er der hjemme med vores pige 9 uger gammel pige, som er ked , sulten og skal ammes, og denne tur skulle kun max tag 45 min.. Så jo ligeså meget jeg elsker Morrollen ligeså meget ønsker jeg nogle gange bare at være MIG (Stavefejl er gratis i dag? eller de er nu altid gratis, en lille en fra mig til jer✨)