Okay – jeg har rimelig stor optur. Så’ det sagt.
Min bog, Lagkagebogen, rammer butikshylderne i starten af april. Den kommer i øvrigt på min webshop til forudbestilling ganske snart…
I dag tog jeg det allersidste billede sammen med Maja Vase, der har været fotograf på bogen. Der manglede lige et enkelt billede, – det fandt vi ud af for et par uger siden – selvom jeg faktisk troede at vi var færdige. Så ærlig talt, det var ikke det allerfedeste i verden at skulle finde tid til fotoshoot midt i flytterodet. Men hvad fa’en. Det lykkedes, og nu er jeg både lettet og vildt glad.
Det passede lige med, at jeg gik direkte fra fotoshoot hos Maja og ind til People’sPress, hvor jeg kunne afhente udskrift af bogen til gennemlæsning. Det er noget af det vildeste at se sin bog for første gang. Det øjeblik, hvor man opdager, om bogen bliver, som man egentlig drømte om, at den skulle blive.
Og jeg er rigtigt glad. Der er naturligvis nogle få ændringer i forhold til dette allerførste print af layoutet – men vi er simpelthen så tæt på, som vi næsten kan være.
Jeg tør faktisk godt sige, at I kan glæde jer…
Men hvad er det så for en bog?
Her kopierer jeg lige introteksten ind fra bogen, fordi de ord siger faktisk det hele:
“Bogen rummer et stort afsnit fyldt med grundopskrifter på bunde, mousser, cremer og forskellig pynt og teknikker til overtræk mm. Alle opskrifter er beregnet til samme størrelse bageform og er derfor ret standardiserede i mængder mm.
Jeg har sammensat en række bud på nogle fantastisk velsmagende lagkager, hvor sværhedsgraden varierer fra superlet til svær. Lad dig ikke begrænse af din egen formåen eller mangel heraf. Hop med mig ud på dybt vand og prøv dig frem. Det skal være lige så sjovt at lave lagkage som det er at spise det. Og en lagkage smager godt, uanset hvor smuk den endte med at blive.
Derfor har jeg heller ikke brugt tid på, at du skal koge hjemmelavede marmelader og den slags. I denne søde verden af lagkage er det helt ok at købe en god jordbærmarmelade eller smøre din kage op i Nutella, hvis det er det, der virker for dig. Så altså, du må gerne springe over hvor gærdet er lavest, – selvom jeg dog altid vil anbefale dig at lave dine egne bunde (det smager bare bedre!).
Tanken har hele tiden været, at denne bog skal gøre det nemt for dig at lave lagkage. Den skal hjælpe dig med at tænke kreativt og turde improvisere. Derfor, brug opskrifterne som inspiration eller som resultatlister – hvad end der passer dit temperament bedst. Men du kan kombinere på kryds og tværs, da mængder og størrelser på kagerne er afstemt således, at det er nemt for dig at bytte den ene mousse eller bund ud med en anden.”
13 reaktioner
UUUUh hvor jeg altså glææææææder mig!
Den bog vil jeg glæde mig til😊????
Den er virkelig flot!!!
Hold nu op jeg glæder mig til den kommer 😊 elsker kage håber også snart der kommer nyt fra kagemagi i er sku så gode sammen i to og mega sjove ????
tak. Der kommer dog ikke mere Kagemagi. KNUS
Den bog må jeg også eje 💕
Rigtig pæn
Mums, det bliver godt 🙂
Den er så flot – glæder mig til den kommer 🙂
Mmmmm, elsker bare lagkage 👌😘
Kh Charlotte
Den skal jeg eje 🎂🎂🎂
OG jeg har optur over dig, dit talent og din nye bog👏 Stort tillykke med den, Annemette✨
tak