Kære julemand. Send noget karmastøv.

Den tekst, som jeg deler længere nede i indlægget, skrev jeg i går aftes, sent, da et angstanfald ramte mig, og det susede for mine ører. For det gør det, når angsten tager fat – det er meget ubehageligt og som en osteklokke. Jeg skrev og skrev, og ordene flød bare, på samme måde som katastrofetankerne opstod én efter én – ustoppelige og svære at kontrollere. Og selvom jeg har fået masser af god hjælp til at tøjle angsten, så rammer den desværre stadig fra tid til anden.

Angst er som et godstog, der bliver sat i gang, og når det først kører for fuld fart, tager det lang tid at bremse det igen. 

Nu her til morgen kan jeg ikke rigtig sige, at det går bedre. Jo, en anelse. Men jeg véd, at jeg er mit eget bedste sikkerhedsnet – fordi jeg lykkes altid med at redde mig selv. Det har jeg gjort hele livet, så det gør jeg nok igen. Man knækker ikke lige mig. Måske vælter jeg – men jeg knækker ikke.

Men panikken sidder i kroppen – og det er ærgerligt. I dag skulle være en fantastisk dag, hvor jeg gjorde gode ting for mig selv. Det kommer jeg naturligvis stadig til, men min krop er ikke så modtagelig for godhed. Min krop er lige nu omkranset af omkranset af et pigtrådshegn, frossen og hård, og det kommer til at tage tid at tø op og fjerne panseret. 

2020 har været og er fortsat bare et lorteår. Jeg er så klar som aldrig før på at starte på en frisk. Jeg vil så gerne have, at alle mine bekymringer forsvandt – bare i 24 timer – tænk, at kunne leve i 24 timer uden én eneste bekymring. 

Nå. Men nu til det jeg skrev i går aftes – da det hele føltes allerværst.

“Jeg ville sådan ønske, at jeg havde overskud. På kontoen. I livet. På karma. Fysisk og mentalt overskud. Hvad jeg ikke ville give for at føle overskud.

Det her år hvor været SÅ hårdt. For os alle antager jeg. For os gælder det, at 2020 rent økonomisk er udfordrende – særligt for vores privatøkonomi (der er meget afhængig af min virksomheds økonomi) pga. uforudsete omstændigheder med min mands jobsituation – jeg tænker der er mange, der kan relatere? Jeg har brugt SÅ MANGE penge på inkompetente mennesker, der nu desværre gør, at jeg nok ikke kommer ud af 2020 med noget, der bare minder om overskud. Ja medmindre julemanden smider en lottokupon med gevinst i min julesok. 

Og nu bruger jeg så rigtig mange penge på kompetente mennesker, der skal rette op få alle de mange fejl. 

Og Micky har været gennem den helt store tur med sit tidligere arbejde, der nu koster os penge til advokater. Det er opslidende.

Men det er ikke det eneste, der får mig på tynd is… Det KAN være rigtig fedt at være influencer. Det ER ofte fedt. Men mange gange i år har jeg hørt på ting, der gør, at jeg bliver ked af det. Jeg hører om ting, der er blevet sagt om mig. Løgne. Skabt af ren ondskab. Jeg læser at jeg er ‘ligegyldig’ – ‘falsk’. Det er jeg ikke, så meget véd jeg. Men alligevel er det ikke rart. 

Jeg tror folk har min ryg – når det viser sig, at det har de ikke rigtig. Fordi som influencer og i branchen vinder tallene altid. Har du følgere…er du mere værd. Til tider også som veninde og som værdig samarbejdspartner. Dine tal er alt. Hvad er din engagementrate? Hvor godt konverterer du? Hvor mange følger har du? Hvor mange likes får du? Hvor længe bliver folk hængende på dine indlæg (opgjort i minutter og sekunder). Tal, tal og tal. 

Hvornår vinder integritet og ærlighed?! Hvornår giver de mening at have opført sig ordentligt på sin vej? Jeg er SÅ liiiiiigeglad med om et menneske har mange følgere. Det er virkelig hult. Jeg hader at blive målt på tal. Jeg er et menneske – ikke en vare der har en pris. Eller wait a minute…det er jeg jo. Så. 

Jeg har følt mig forkert – igen og igen. Og den ene dag får jeg at vide, at jeg er for billig, næste dag er jeg for dyr og derefter performer jeg ikke godt nok – eller så performer jeg fantastisk. “Wauw. You rock, Girl”. Det er faktisk slet ikke til at finde ud af. 

Så jeg skal minde mig selv om, igen og igen – at jeg faktisk, når jeg ser bort fra ovenstående – er helt vildt glad for mit job. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg elsker mit job. Fordi friheden, skaberevnen og kreativiteten er usammenlignelig. Og det er kreativiteten, der er mit helt store drive. Mit hjerte brænder for det, og jeg er lykkelig, når jeg maler, bager, tegner, kommunikerer og formidler. Men prisen er også utroligt høj. 

Det, der sådan rigtig gør mig glad for tiden, er når jeg krammer min familie – når jeg er kreativ og skaber noget. Men hverken kram eller kreativitet betaler mine regninger. Det er stadig tal, både på Instagram og på bundlinjen, der betaler regninger. Det er fucking hårdt. 

Min krop siger stop. Alt gør ondt, og min hovedpine er næsten ubærlig, ligesom problemerne med min arm tager til for hver dag, der går. Selv min læge beder mig slappe af og lytte til min krop. Jeg prøver virkelig. Jeg lytter. Jeg forkæler mig selv med alverdens godhed og mildhed.

Men det er nemt at sige, at man skal slappe af. Men meget svært at udføre, når ens økonomi er afhængig af, at man udfører sit arbejde – fordi i min situation kan man ikke lige ‘sende en anden’ eller melde sig syg og stadig få sin løn. Sådan fungerer det ikke. 

Og opgaverne vælter bare ind. Problemer hober sig op. Og der er kun mig (og min mand) til at løse dem. 

Så kære julemand. Vil du helt ærligt ikke nok sende den lottokupon i min retning, så jeg kunne få lov at trække vejret bare i 24 timer, – og måske – hvis du har noget karmastøv – drysse det ud over mig?! Jeg trænger til det. 

Det bliver godt igen. Det véd jeg.”

5 reaktioner

  1. Sender i hvert fald de bedste tanker til dig og familien. Det er aldrig sjovt at være midt i frustrationen. Når udefra kommende elementer som tal skal få én ned med nakken, så er der kun at svare igen med at bevare troværdigheden. DU er dit eget gode brand! Når venner skuffer, så smid dem på porten. Hold fast i det gode er et princip som aldrig går af mode! Det glemmer vi ofte midt i frustrationen, fordi vi som børn lærte, at det ville være uhøfligt, at skære nogen fra. Den flinkeskole må og skal man sk*de højt og flot på, for det som ikke får dig til at blomstre, risikerer at få dig til at visne – i hvert fald hvis vi sammenligner med et træ. Du må aldrig opgive håbet om, at 2021 bliver SÅ meget bedre. Jeg har lige selv skrevet det indlæg jeg udgiver på min blog den 31. december som nytårshilsen, og håbet ER lysegrønt. Der kommer lys for enden af tunnellen! Tro på det, og husk vi, der følger dig, er glade for, du deler dine tanker.

  2. Hej Annemette.
    Hvor jeg føler med dig ❤️Jeg lider selv af angst og kom på sygehuset da jeg fik et slemt angstanfald,jeg vidste ikke på det tidspunkt at det var det.Troede jeg skulle dø og forfærdeligt at oplevelse.
    Det du skrev???????? har jeg på samme måde,og det er pisse hårdt og man prøver alt,for det skal gå væk,men det er blevet ens følgesvend.
    Så jeg håber også julemanden kommer forbi mig med noget karmastøv ❄️❄️
    Ønsker dig det alt det bedste og du får et fantastisk 2021 ❄️❤️ Kærlig hilsen Marlene

  3. Kære AnneMette
    Hvor er det fedt & lærerigt for mig at læse dit indlæg her; jeg har ikke selv angst men PTSD i en eller anden grad hvilket jeg har fået i forbindelse med at have fået en handicappet datter & hvad det medfører – nå det var lige et sidespring – jeg finder dit indlæg – ja stort set alle dine indlæg oplæg osv meget inspirerende bundærlige & det er en fornøjelse at følge dig
    Samtidig med du her gav et lille indblik i hvordan du føler & har det så blev jeg oz ked af det på dine vegne men oz fyldt med forståelse & ømhed for dig & andre der lider af angst
    Tak fordi du deler dig????????❤️
    Og tro mig det BLIR godt igen❤️❤️❤️
    Masser af kærlighed & good vibes din vej????????????❤️
    Kærlig hilsen
    Berit

  4. Pyy ha Annemette
    Bare af at læse dit indlæg, mister man jo energien. Jeg ville aldrig selv kunne have en hverdag hvor man blev målt og vejet når det er hele Danmark har en stemme. Falsk er et hårdt ord at bruge, men hvor ægte er det, når man skal få folk til at give likes osv og ikke bare mærke efter og levere det der giver mening for dig. Mister man ægtheden?. Jeg havde en bekendt der engang skrev en bog. Den blev bestseller og hun modtog mange bog anerkendelser… og en kontrakt med et forlag. Hun skulle skulle levere x antal bøger på x antal tid. Der forsvandt magien, for det hvad ikke fra hjertet.
    Så kære Annemette, masser af lige præcis den støv du ønsker dig fra mit hjerte til dit#altidmedhjertet#❤️

  5. Det BLIVER godt igen. Jeg hepper på jer og krydser fingre for, at 2021 bliver meget bedre. Tak for at du lægger alle de dejlige ting op på Instagram og samtidig har modet til at fortælle om de svære ting.
    Tanker til jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN