Julefrokost – med følelserne udenpå tøjet…

Min veninde (den ene af de to bedste) har inviteret til julefrokost for “pigerne”. Ja, vi er jo allesammen rundet mindst 30 somre – måske endda meget mere end det – men alligevel kalder vi os pigerne. Sådan er det vel bare. Vi vil bare ikke blive voksne, ikke sådan rigtigt, og da slet ikke på en aften som i aften, hvor teamet er “Rød” og der skal sludres, sladres og danses til langt ud natten.

Men det bliver faktisk lidt med følelserne uden på tøjet i aften. Og måske er det lidt fjollet – men der gik lige et lille lyn igennem kroppen i før, da jeg hørte gæstelisten til i aften. Det er nogle super søde kvinder, som jeg holder meget af (altså dem jeg kender), og der er ikke et ondt ord om dem. Jeg glæder mig meget til at se dem. Men det bliver også en forsamling af kvinder, hvor et par stykker af dem er tæt linket til mit tidligere forhold med min eks. Sikke et spild af tid, at lade de følelser fylde.

Måske burde jeg bare lukke ned for de følelser. Måske er det bare en gang følelsesporno, for eget skue, som jeg skal droppe at bruge tid på. Jeg gad fandeme godt, at jeg ikke mærkede de her følelser, det siger jeg jer. Men hvordan gør man det? Jeg sidder nogen gange og undres over, hvordan i al verden, at noget, der er sket for 4,5 år siden, stadig kan give mig en klump i halsen og ondt i maven. Jeg fatter det ikke. Og da slet ikke, når jeg ser på mit liv, som jeg er SÅ glad for og mine veninder, som jeg elsker overalt på jorden. Også dem, der er kommet ind i mit liv inden for den sidste håndfuld år, og som slet ikke kan huske mig fra før i tiden. Jeg er egentlig rigtigt glad for, hvordan tilværelsen har flasket sig for mig – også selvom det betød en skilsmisse og mange forliste følelser.

Hmmm, men hvad så egentlig?

Vi er blevet bedt om, at dukke op i rødt tøj – eller minimum med et eller andet rødt. Men med den her følelse i kroppen, så har jeg brug for noget mere “trygt” end en rød stram kjole og kattekilling-attitude…hah! Kender I det? Så jeg er trukket i et par jeans, en blå/hvid stribet skjorte og så bliver det med fuld knald på de røde negle og rød læbestoft (og naturligvis mine røde sko). Det kan nu også være meget cool, synes jeg faktisk. Nogle gange er det som om, at hvis man ikke dresser for meget op, så bliver festen faktisk sjovere og bedre. Så, i aften vil jeg sætte mig til bords med et stort rødt smil på løberne, med hjertet uden på tøjet – men også med glæde over, at vi mennesker heldigvis er i stand til at reflektere over livet, der rummer både store og små følelser.

Glædelig jul.

Luca skal naturligvis passes – hos sin onkel.

Se hvor fin en detalje min veninde har fikset…

Vores børn er næsten som søskende, det er så hyggeligt, når de er samlet.

De dér glas… ja de skal nok blive fyldt op, og tømt igen…haha.

2 reaktioner

  1. “faldt” lige over dette indlæg og hvor er det befriende at læse, for jeg føler virkelig at du lige skriver det jeg tænker engang imellem ved sociale arrangementer og ikke mindst højtider. Jeg nyder virkelig de arrangementer men samtidig vækker det også en lille snert af noget nervøsitet eller lign inde i mig. Tusind tak for dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop