Johnny på 10 år er væk fra sin far…

Jeg har gået og tygget lidt på den her. Skulle jeg skrive om det, eller skulle jeg lade være? For det kan godt komme til at lyde helt forkert, men jeg tager chancen.

For jeg blev opmærksom på en helt særlig ting, da jeg sammen med familien tilbragte 3 dage i Lalandia – vi er lige kommet hjem i dag. Det har været skønt og jeg har haft det helt fint med at se på halvtykke danskere i lidt for småt badetøj, og jeg har også haft det helt fint med mængden af svedige unger i hoppeborg og munden fuld og softice. Det er okay. Det var hyggeligt. Jeg kunne sagtens klare det – selvom I var mange, der advarede mig (hah!) – og faktisk synes jeg bare det var dejligt at se Danmark fra en anden side, end den jeg normalt ser fra her i mit pæne nordsjællandske “hood” 😉

Men jeg fik alligevel lidt af et kulturchok i forgårs. Over højtaleren blev der nemlig pludselig kaldt: “Johnny på 10 år er blevet væk fra sin far…han står og venter ved indgangen til badelandet”.

Og i går, dagen efter, blev det kaldt i højtaleren: “Lille Nicki på 6 år mangler sine forældre. Han kan hentes i informationen.”

Og ser I…sagen er den, at både Johnny og Nicki med garanti er nogle super dejlige unger. Det antager jeg da. Men deres navne siger lidt om nogle kulturforskelle i det danske land. For det er ganske enkelt utænkeligt at nogen af mine venner ville kalde deres barn for hverken Johnny eller Nicki. Selv bare mine egne børn har sådan nogle “cirkusnavne” som Hugo-Sander, Ferdinand og Luca Alf. Yes, jeg blev meget opmærksom på hvilken “type” jeg selv er, da jeg hørte de her børn blive kaldt over højtaleren.

Jeg er egentlig komplet ligeglad med hvad folk vælger at kalde deres børn. For min skyld må de kalde deres barn Kaptajn Knas, hvis det føles rigtigt for dem. Og jeg synes også at både Johnny og Nicki er helt almindelige navne – bare ikke navne som jeg på nogen måde møder i min hverdag – og da slet ikke til små børn. Men det er sådan set også én af de erfaringer jeg har gjort mig i de sidste par år som Kageentusiast. For hver gang jeg kommer rundt i Danmark og møder nye mennesker – ofte i forbindelse med bagekonkurrencer hvor jeg er dommer – så har min erfaring været, at uanset om det er Josephine eller Jesssica, Dorthe eller Dominique, Søren eller Sussie – så er det altid dejlige mennesker, som elsker at samles omkring noget. I det tilfælde kagerne.

Uanset om det er et eller andet fint overklasseløg af et damemenneske, som jeg står og hyggesnakker med, eller om det er en tatoveret, halvskaldet bodybuilder-gut, som bare er vild med at bage – jamen, så hygger jeg mig jo. Man skal altså ikke være så dømmende. Jeg ville ønske at folk nogen gange lod tvivlen komme hinanden tilgode – lidt oftere.

Lalandia er jo også bare en stor flok mennesker, der allesammen elsker at slappe af og bade med deres unger. Uanset hvad de hedder, hvilken del af Danmark de kommer fra eller hvilken social klasse, de tilhører. Vi er nemlig allesammen ret ens i badetøj – siger det bare 🙂

Men nu ser jeg altså verden igennem et nyt sæt briller, – et sæt, der har vist mig at der findes en Johnny på 10 år, som blev væk fra sin far 😉

Nårh jo – så mødte jeg da også lige verdens sødeste Kagemagi-fan i Lalandia – nemlig Julie, som er med på billedet. Hun var så sød at komme over og hilse på.

IMG_5749

IMG_5742

IMG_5748

IMG_5738

 

 

 

2 reaktioner

  1. Ja, vi har jo alle bar r.. i badebukserne! Og hvad er det lige med navne og fordomme? Det lyder som om i har haft en super miniferie og rykket nogen grænser, ha ha!

  2. Jeg kan sagtens følge dig.
    Jeg kommer også fra en del af den danske befolkning, hvor børnene absolut ikke hed Johnny eller Nicki, men jeg mødte dem i mit arbejde, hvor der tit let nedladende blev sagt, at tingene skulle forklares, så Johnny og Brian også kunne forstå det.
    Så fik jeg heldigvis et wake up call.
    Min datter forelskede sig som nittenårig i en ung mand, der hed Jimmi. De er nu gift på 14. år og har to dejlige drenge.
    Vores Jimmi er enhver svigermors drøm. Han er pæn, velopdragen og ualmindelig godt begavet, og en supergod far og ægtemand. Han beviser i den grad, at man ikke skal dømme folk ud fra noget så ligegyldigt, som hvad deres forældre lige fandt på at kalde dem. I øvrigt er forældrene dejlige mennesker, som jeg sætter stor pris på.
    Hvor havde jeg godt af den oplevelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Kom med på mit nyhedsbrev

Webshop