I går var jeg ved en psykolog. Skal man skrive den slags? Er det for privat? Nja. Hvem kan ikke have brug for at få styr på sit psykiske velvære fra tid til anden? Det kan jeg i hvert fald, og jeg har jo alligevel delt med jer, at jeg har gang i en slags selvudviklingsproces. Jeg er i hvert fald godt i gang med at forsøge at bekæmpe dårlige vaner, fjerne ubrugelige tanker og forsøge at flytte fokus så jeg kan være den kvinde jeg gerne vil være. Og er. Inderst inde.
Jeg vil ikke leve med at opleve angst og uro, som jeg har oplevet det i løbet af det sidste halve år. Jeg vil føle mig stærk og stabil og føle mig tryg i mit eget selskab. Men for at nå dertil, så er der en masse ting, der skal omrokeres og placeres på rette hylder i mit hoved. Der er tanker, der skal have ekstra fokus og tanker, der bare skal få lov at flyde – ligesom der er tanker, der slet ikke behøver at være der mere.
Noget af det her, som står i blogpostet har jeg snakket med psykologen om. Noget er egentlig bare mine egne tanker, som er hvad de er. Den sandhed jeg har haft igennem mit liv. Det når vi sikkert til – på et tidspunkt.
Det har taget lidt tilløb at skrive den her tekst. Ikke fordi jeg er bange for at sætte ord på mine tanker, men mere fordi jeg faktisk synes, at det har været lidt svært at samle dem – altså tankerne. Pin-pointe hvad det egentlig er, jeg tror, jeg mener. Det kan være lettere sagt end gjort, men jeg vil da gøre et ærligt og ihærdigt forsøg. I dette blogpost vil jeg forsøge at fortælle jer lidt om, hvordan min baggrund har skabt en selvopfattelse, der har været med til at forme mit liv og de valg jeg har truffet – og at den selvopfattelse måske skal skubbes lidt til.
Okay… Min mor er en meget smuk kvinde. Sød, lattermild og kærlig. Hun er også ordblind og uddannet i butik, og min far er sådan en hurtigttalende kreativ type, og i øvrigt uddannet reklametegner (dengang man tegnede i hånden), og de har så sammen skabt en familie og afsæt for den reklamevirksomhed min far har været direktør for i igennem min opvækst. Min mor har passet på min bror og jeg og gået hjemme, som hjemmegående husmoder, om man vil, i store dele af min barndom. Jeg kan ikke sådan rigtigt huske, at min mor har haft arbejde, mens jeg var barn. Min far, til gengæld, har arbejdet meget. Virkelig meget nogle gange, men jeg har indtryk af, uden at vide det, at der har været sådan nogenlunde konsensus mellem mine forældre, at det nu engang var sådan tingene var. Og at de fik vores hverdag til at hænge sammen ved at stå sammen og bakke hinanden op.
Jeg har haft en god barndom. Absolut.
Men ingen af mine forældre er sådan nogle “uddannelsestyper” med fine studenterbeviser og universitetsgrader. Så jeg er egentlig ikke blevet indoktrineret med, at lange uddannelser og beviser med flotte tal trykt på fint papir var vejen frem. Alligevel er det som om, at der i mig sidder en følelse af, at jeg altid har været forudbestemt til at blive sådan én – en uddannelsestype. Typen, der naturligvis skulle bruge sine evner til at udrette noget stort her i verden. Ikke at der var en forventning herom, men der var da en klar og tydelig forhåbning om, at jeg ville udnytte at de højere magter nu engang havde givet mig evnerne til at valse let og elegant gennem skoletiden. Alt andet ville jo være spild af talent. Ikke?
Jeg vil lige, for god ordens skyld, understrege, at det simpelthen ikke er mine forældre, der har sat disse tanker i hovedet på mig. Det har været en blanding af mig selv, mine lærere, mine venner og veninder, kærester osv. Alle dem, jeg har omgivet mig med, deriblandt mine forældre. Men mest af alt, har det været mig selv, der har skabt det her selvbillede.
Jeg var sådan en pige, der nemlig havde virkelig nemt ved at gå i skole. Jeg kom igennem både folkeskolen, handelsskolen, lidt af universitetet og arkitektuddannelsen uden de helt store kvaler. Ja, jeg véd godt, at det lyder træls, når det kommer fra min egen mund, men jeg kan jo ligesom ikke løbe fra fakta, og jeg gider ikke undskylde, at jeg var dygtig. Det kom naturligt til mig at gå i skole og skulle præstere.
Så helt uden at opdage det, mens jeg var godt i gang med lektielæsning og eksaminer, dannede mit selvbillede sig langsomt igennem barndommen og uddannelsesårerne. Langsomt så dannede jeg selv idéen om, at jeg skulle vokse op og blive sådan en kvinde, der fik en lang uddannelse, der naturligvis klarede sig godt og fik topkarakterer. Og jeg skulle derfor også blive sådan en kvinde, der efterfølgende fik et godt job, med en vigtig rolle og en fin titel, og derigennem blive sådan en kvinde, der tjente mange penge. Og nårh jo, jeg skulle være sådan en kvinde, der vinder. Ydermere skulle jeg blive sådan en kvinde, der brugte mine kreative evner, (for gudhjælpemig om ikke at jeg også har arvet dem) ligesom min far, og sørge for at havne i det job, hvor jeg kunne være sådan en vigtig, dygtig, højtbetalt, kreativ vindertype. Samtidig med at jeg skulle blive til sådan en kvinde, så lå der også en slags underliggende forståelse, at jeg ville kunne jonglere familielivet til perfektion, fordi det havde min mor jo gjort – og det skulle jeg da som minimum kunne klare… Hun kunne nemlig finde ud af at holde et spotless hjem, og der var altid nystrøget tøj og velduftende aftensmad klar, når vi kom hjem fra fritidsordningen. Hun har virkelig været en rigtig dygtig husmoder, der holdte hus efter alle kunstens regler. Og selvom jeg var klar over, at det var ret store forventninger (til mig selv, fra mig selv) rent uddannelses- og jobmæssigt, så strejfede tanken mig aldrig, at det måske ville blive lidt en for stor opgave både at være karrierekvinde, supermor, husmoder og kreativ-sjæl extraodinaire…
Aldrig faktisk. Tanken strejfede mig ikke.
Tanken, at jeg måske ikke skulle være sådan en kvinde, – ja, den har jeg aldrig overvejet. Aldrig tænkt. Jeg har altid (altså altid!) tænkt, at det var lige præcis sådan en kvinde jeg skulle være. Skulle blive. Jeg tænkte faktisk også, at det var sådan en kvinde jeg var. No wonder, at jeg pludselig har følt verden stramme sig ind om mig… som en elastik, der har været spændt helt ud til sit max og nu forsøger at finde tilbage til sin oprindelige form.
Jeg har egentlig bare stablet flere og flere forventninger på forventningsstakken oveni mit eget lille hoved. Og det sekund man åbner et dameblad, læser en blog, eller tænder for skærmen, ja så bliver forventningerne jo ikke mindre. Verden er på en måde indrettet sådan, at vi hele tiden bombarderes med indtryk, som vi kan gribe fast i og omdanne til små glansbilleder, der definerer de mål, vi sætter os i livet. Det giver jo ingen mening, men jeg danner ederfløjteme mange glansbilleder dagligt på lystavlen, der sætter sig som små drømme om det perfekte liv, udlevet af den perfekte kvinde – hende jeg tror, eller troede, jeg godt gad være…
Men hvad nu, hvis jeg bare gerne vil være husmoder? Nej, den sætning laver jeg lige om. Hvad nu, hvis jeg gerne vil være mor? (Slet “bare” og “hus-“)
Altså mor, fremfor alt det andet? Hvad nu, hvis jeg vil være sådan en kvinde, der til hver en tid siger nej tak til at tjene mere i løn, fordi det vil kræve at jeg arbejder mere, hvilket i sidste ende fjerner tid sammen med mine børn. Hvad nu hvis jeg vil være sådan en kvinde, der er kreativ og sjov, og vild og fjollet og ikke har styr på en skid? Hvad nu hvis jeg vil være uambitiøs og ligeglad med karrieremål men derimod helt vildt omsorgsfuld. Tilstedeværende. Nærværende. Eller hvad nu hvis jeg ikke gider bage en kage mere i hele mit liv, eller stå på en rød løber nogensinde igen? Hvad nu, hvis jeg bare kastede det hele væk og gjorde noget andet?
Altså, misforstå mig ikke, – jeg tror ikke, at man er det ene eller det andet. Eller at det ene udelukker det andet. Jeg spørger bare. Hvad nu hvis?
Jeg har ikke lyst til at smide alt væk. Tro mig, jeg elsker mit job og min karriere, og jeg mener sagtens det kan kombineres med både børn og masser af livsglæde. Men jeg bliver simpelthen nødt til at redefinere mit selvbillede. Hende dér kvinden, som jeg troede jeg skulle være, skræmmer mig sgu lidt. Hende har jeg faktisk slet ikke lyst til at være. Ikke længere.
Jeg har, som sagt, aldrig overvejet andre muligheder end den første. Altså den, hvor jeg skulle være den veluddannede, højtlønnede, dygtige kvinde med de pæne børn og den dygtige mand, i det kreative hjem med de rigtige ting. I véd. Jeg har aldrig rigtig overvejet, at der måske kunne findes en anden drøm.
Så den drøm, eller de drømme leger jeg lidt med for tiden.
Hvad nu hvis jeg er mig? Ikke mere, ikke mindre. Mig. Ikke “bare” mig, men mig. Helt ind til benet, og gør præcis hvad, der føles rigtigt. Hvad så? Hvor min mavefornemmelse er mit kompas. Hvor ville det være rart at vågne op sammen med mig selv hver morgen, og bare sige “hej annemette” i spejlet, og vide, at lige dér foran mig i spejlbilledet er jeg. Refleksionen af lige præcis den kvinde jeg er. Ikke den jeg forsøger at være, eller tror jeg skal være. Bare den jeg er.
Det eneste, det ville kræve, er, at jeg bliver i stand til at definere mig. Mærke mig. Kende mig. Og dén rejse er jeg godt i gang med. Fordi jeg har, ærlig talt, mistet mig selv lidt. Jeg er jo lige her, men definitionen af hvilken kvinde jeg gerne vil være, og hvem jeg er, har jeg svært ved at finde i rodet af følelser og tanker. Fordi midt i alle skuffelserne, svigtene, overraskelserne, hurlumhejet med medierne osv. Midt i alt det mistede jeg mig selv. Og jeg kan faktisk godt lide mig selv, når jeg lige tænker over det, så jeg vil faktisk gerne kende “mig” igen.
Kender du dig?
7 reaktioner
fuldstændig fantastisk skrevet og sikke en dejlig rejse du er på 🙂 jeg er selv der i livet hvor jeg skal finde ud af hvem jeg er jeg uden mine overbevisninger og hvem jeg er i et kommende job som ikke er indenfor pædagogverden “for det er jo lige mig og jeg er så god til børn” åh. dejlig dag til dig
Hvor rammer mange af dine tanker hovedet paa soemmet, i forhold til hvad der sker paa min oeverste etage efter endt barsel…
Vil jeg fortsaette med det job jeg har nu, eller finde noget andet som giver mere “mortid” ? Hvad skal jeg lave, hvis jeg skifter job?
Faer min mand en gladere kone, hvis jeg skifter job?
Er graesset overhovedet groenner paa den anden side?
Jeg glaeder mig til at floelge din rejse (den del du deler med os) og kaempe respekt herfra for at dele en bid af din rejse 🙂
(ps hvorfor filan kan jeg ikke lave rigtige ae, oe og aa i kommentaren her?)
Tak Annemette. Tak for at du er dig❤️
Fantastisk indlæg!!Det er en spændende rejse du er på…Tak for din ærlighed….den sætter tankerne igang i forhold til mig selv. Dejlig dag til dig:)
Fantastisk indlæg!!Det er en spændende rejse du er på…Tak for din ærlighed….den sætter tankerne igang i forhold til mig selv. Dejligdag til dig:)
Jeg forstår, så godt jeg nu kan. For nogle år siden, gik det op for mig, hvor lidt omsorg, jeg havde for mig. At jeg på et tidspunkt havde forladt mig. Simpelthen med en følelse af at være ladt alene tilbage. Jeg gik ind i en process, hvor jeg ville tilbage ved min egen side. Være min egen ven igen. Jeg gav processen en titel ; Min Bedste Ven Thomas. Det er det bedste, jeg har gjort for mig.
Du må endelig ikke skamme dig over at søge eksperthjælp. Hvis jeg skal have lavet noget med min strøm som min kammerat ikke MÅ rode med, må jeg ringe til en elektriker. På samme måde kan en psykolog, psykoterapeut, sexolog eller coach på hver sine måder hjælpe én med de ting man ikke selv ser, fordi det netop handler om det vigtigste her i livet, nemlig én selv. 🙂 Du har god grund til at have de tanker du har, for du er på en rejse hvor din egen selvudvikling skal have både sin plads og tage sin tid. Jeg har ofte tænkt: “Tag det dog roligt!” når du har sagt i en Insta-story, at indlægget om dette eller hint kommer i morgen, og jeg tror jeg taler på alle dine følgeres vegne hvis jeg vover, at påstå, at vi alle overlever – uanset om det så tog en uge. Bare du er dig selv, og giver plads til dig og <3. Det er dét du skal glædes ved resten af livet. Så f*ck bloggen og f*ck perfektionismen. Du ER fantastisk præcis som du er. Bare spørg Micky. Han vil give mig ret – håber jeg 🙂 Tak for din ærlighed her på bloggen. Det er altid læseværdigt og tankevækkende…