Jeg har fået Botox. Hvorfor skal det være hemmeligt?

“Og hvad så?” får jeg lyst til at skrive.

Det er lidt underligt, at jeg er bekendt med ret mange kvinder, der får lavet både det ene og det andet, men langt de fleste tør ikke at stå ved det. Eller jo, de står ved det – bare ikke offentligt. Botox er på én eller anden mærkelig måde enormt tabu-belagt og et meeeeeeget privat emne, når jeg snakker med både veninder og bekendtskaber. Men det eneste, der sker er jo bare, at alle andre begynder at tale om det… “har du set hvor meget hun har fået lavet”, og “ej, nu har det taget overhånd for hende den ene…” – eller I ved, dét der er værre.

Hvorfor ikke bare stå ved det, og så lade folk tale, hvis de virkelig vil?

Er vi ikke for længst kommet til det punkt, hvor vi uden at blinke smider vores super-sized tamponer op på kassebåndet, eller hvor vi åbent fortæller vores veninder (eller læsere på bloggen) om verdens bedste rynkecreme. Vi er kommet til punktet hvor spray-tan og kunstige lash-extensions er helt accepteret som en måde at forskønne virkeligheden. Det behøver ikke være en hemmelighed, at vi “faker” den. Historier fra soveværelset virker heller ikke til at være noget folk længere er rigtigt bange for at tale om, og vi snakker også åbent om psykiske lidelser og fysiske handicap. Altsammen ting, som før i tiden har været mere eller mindre privat og til dels tabubelagt. Misforstå mig nu ikke, – jeg sammenligner ikke Botox med en psykisk lidelse – men jeg vil påstå at samfundet udvikler sig, og at tabubelagte emner med tiden bliver aftabuiseret.

At få Botox falder i mine øjne under den kategori. Det er naturligvis en meget privat sag, hvis man føler, at det skal forblive sådan. Naturligvis! Jeg vil ikke blande mig i, hvad andre siger om deres egne valg. Men jeg føler faktisk et slags ansvar. Jeg synes, at nogen bør stå ved, hvad de får lavet, – også dem, som jeg selv, der bare får lavet ganske lidt. Hvor man kunne narres til at tro, at vedkommende bare var særligt godt veludhvilet. Why not?

Nogen bør aftabuisere Botox. Lad os da snakke om det, for fanden!

Jeg tænker, at det vel handler om, at de fleste kvinder er helt panikangste ved tanken om at blive sammenlignet med tilfælde af botox- og fillerbehandlinger, hvor det har taget totalt overhånd. Det kan jo, som de fleste nok mener, ende ganske galt. Vi har jo alle set kvinder, der er så konstruerede, at de næsten ligner dukker. Hvor man bliver helt bange for, om huden pludselig slår revner… Dem om det, men jeg er altså slet (SLET!) ikke bange for at ende med at se sådan ud.

Altså – jeg er egentlig ikke bange for, hvad folk vil tænke. Hvorfor skal jeg være det? Dem der følger mig her på bloggen og mine nære venner og veninder véd da, at jeg ikke er særligt overfladisk. Vi er vel allesammen overfladiske til tider, eller hvad? Men de véd, at Botox for mig aldrig vil kunne gøre hverken til eller fra i forhold til min psykiske velvære. Jeg har det super godt med mig selv. Og min krop. Og mit maveskind og whatever. Who cares?

Læs også: Skal man fokusere på det uperfekte?

Botox er for mig et quick-fix. En mulighed for at fjerne fokus fra de rynker, der er kommet, på baggrund af tanker og følelser, der måske inderst inde gør mere ondt. Følelser og tanker som Botox intet kan gøre ved. Som man selv må arbejde med. Botox for mig, vil heller aldrig blive en type behandling, der skal skjule min alder. Jeg er stolt af at blive ældre. Og generelt synes jeg at kvinder er flotte – også når de har rynker og er meget ældre end jeg. Jeg kan faktisk godt lide at se, at man har levet et liv. På godt og ondt.

Min mor for eksempel, er en virkelig smuk kvinde, synes jeg. Jeg vil aldrig være ked af at komme til at ligne hende. Og hun har aldrig gjort andet ved sit ansigt end at pleje sin hud ordentligt og fået nok søvn. Det får jeg så ikke…(altså søvn!) haha. Men hendes hud stråler stadig selvom hun bliver 60. Og hun har da rynker. Men hvad så? Hun er smuk.

Så altså, where does that leave me?

Den botox-behandling jeg har fået er fem ganske små stik mellem øjenbrynene. For at fjerne den dybe rynke, der var ved at dukke op, hver gang jeg blev ked af det. Og jeg glæder mig max over effekten.

Mere hellig er jeg sgu heller ikke. Den dumme rynke mellem mine øjenbryn, den alene gjorde mig faktisk ked af det. Den mindede mig hver eneste dag om dårligere tider.

En åndssvag rynke, der var kommer på baggrund af alt for mange sorger, frustrationer og bekymringer de sidste års tid, – ja den skulle bare væk, skulle den. Den dumme lille rynke skulle ikke få lov at komme med ind i mit ægteskab, som står for døren. Så væk med den baggage. Det føles lidt sådan: “ud med gammelt lort” / “ind med nye glade minder”. Helt simpelt – helt vildt overfladisk 😉

Det lyder ganske banalt – selvom der stikker noget dybere under, – men lad jer nu ikke narre. Jeg synes da også det er pænt. Væk med rynken. “God dag” til et gladere ansigt.

Nu må vi se, om jeg får lyst til at holde det ved lige. Det tænker jeg da, men jeg føler mig absolut ikke hooked. Slet ikke, faktisk. Jeg synes det er fedt nok, men jeg tror jeg har det med Botox, som jeg har det med selvbruner (måske en mærkelig sammenligning?) – jeg bliver nok aldrig den heeeeelt store fan, som skal have det fikset hver gang effekten aftager.