Jeg føler mig udenfor nogle gange

Vi har alle brug for at føle os som en del af noget

Jeg har virkelig haft lyst til at skrive om dette emne længe. Jeg har bare ikke helt kunne mærke, hvad præcist det var, der gik mig på – eller hvad det egentlig var, som jeg gerne ville sige.

Fordi nok kunne jeg påtage mig den dér floskel, at jeg “gerne bare vil inspirere mine læsere”, – men sagen er den, at jeg egentlig har brug for at lette mit hjerte (og min hjerne). Det handler mere om, at jeg har brug for jer – end at I skal have brug for mig og mine ord. I hvert fald i denne omgang. Der er bloggen en fantastisk platform for mig – et sted, en slags dagbog, hvor jeg kan sætte ord på alt det, der rører sig i mit hoved og sind. Og hvis, (hvis!), det så inspirerer mine læsere er det jo bare fantastisk.

Jeg føler mig udenfor nogle gange

Vi har vel allesammen brug for at være en del af noget. Føle os værdsat og opleve at folk omkring os – særligt dem vi holder af – er nærværende i vores tilstedeværelse og faktisk tager sig tid til os. Jeg véd, at jeg i hvert fald har brug for, at når jeg omgåes mennesker, så skal det være ægte. I véd, hvor man er opmærksom og ikke bare slår automatpiloten til alt for ofte.

For nogle år siden, da hele mit tv-/bage-eventyr startede, troede jeg, at det var meget vigtigt for min karriere, at jeg var en del af det gode selskab. Det var det sikkert også. Og jeg gjorde også som forventet. Med det gode selskab mener jeg, at være en del af dem, der bliver inviteret til gallapremierer, dukker op til PR-events og får taget billeder sammen på sociale medier, – billeder, som vi så kan strø om os som ægte øjeblikke, hvor vi allesammen er bedste venner. Vi insta-folk.

Det er der sådan set heller intet galt i. Det er jo for så vidt ægte nok, fordi det eksisterer. Og hverken jeg eller de andre i dén verden er dårlige mennesker, bare fordi vi spiller efter spillets regler.

Forkerte præmisser

Jeg må erkende, at jeg er en meget følsom sjæl. Jeg har en meget, hvad skal jeg kalde det (?), sensitiv radar, der lader sig påvirke, når mine omgivelser ikke føles ægte og behagelige. Og efter et par år i den der business, hvor jeg slog om mig med håret på den røde løber, fik skræddersyede guldkjoler og betalte makeup-artister for at ‘fikse’ mig inden diverse events – ja, så kunne jeg egentlig bare mærke, at jeg ikke havde det super godt med de præmisser, jeg levede under.

Jeg følte mig slet ikke som en del af noget. Jeg følte mig meget alene og ensom i den verden. Når alt bare handler om at blive set og hørt, og klappe de rigtige på ryggen – og når man mærker hierakiet, der er defineret af pressens opmærksomhed, antallet af følgere på IG eller mængden af dine kendis-venner, som du omgiver dig med, – ja, så bliver det hele lige pludselig meget tomt og ikke så fantastisk, som jeg havde forestillet mig forinden.

Fordi det ‘noget’, – mediebrancen – som man er en del af, er meget luftigt. Der er ikke så meget substans, – sådan oplever jeg det. Naturligvis findes der også i dén verden ægte relationer mellem mennesker, der virkelig, oprigtigt holder af hinanden og er hinandens gode venner. Sådan nogle veninder har jeg jo også. Men hvis jeg skal vælge imellem at være sammen med mine børn og mand derhjemme i sofaen en torsdag aften, hvor vi putter under dynen og ser film, mens vi krammer hinanden eller at stå til en gallapremiere og smile til kameraet i blandt en flok mennesker, som jeg ikke aner om egentlig kan lide mig – så vælger jeg 80% af tiden det første. Ind i mellem må jeg jo også lige pleje mit arbejde, der trods alt kræver, at jeg jævnligt deltager i den slags.

Men måske bliver jeg derfor aldrig sådan en rigtig stjerneblogger, fordi jeg ikke er ‘villig’ til at gøre hvad der skal til. Fordi jeg er træt af kindkysseriet og instagramdelingerne med ‘kendte bekendtskaber’. Men det er sgu alright med mig. Jeg er kommet frem til en konklusion. Jeg vil gerne være en del af noget. Meget gerne. Jeg vil bare være en del af noget, der giver mig værdi. Og jeg skal ikke dømme, hvad der giver andre værdi.

Jeg føler mig absolut stadig udenfor.

Ofte føler jeg mig udenfor. Og ensom faktisk. Det er helt åndssvagt, og jeg arbejder med at slippe det. Når jeg ser bekendtskaber og venner på sociale medier deltage i ét eller andet arrangement, som jeg enten ikke har fået invitation til eller som jeg selv – velovervejet – har meldt fra til, så kan jeg godt tænke: “ups, dér burde jeg måske også være, og få kindskysset til højre og venstre og få taget de dér billeder, som vi efterfølgende kan dele ud af, så vores følgere kan hoppe med på idéen om, at vi allesammen er bedste venner”. (Men vi er jo ikke bedste venner, – vi kender måske dårligt hinanden.)

Og så skal jeg lige minde mig selv om, at jeg – og mit eget selskab – giver mig selv værdi. At jeg faktisk er lige, hvor jeg skal være. At jeg ikke skal være dér, hvor de andre er – fordi dér har jeg det ikke altid godt.

Så hvilket godt selskab vil jeg egentlig være en del af?

Jeg har/havde (- det er lidt uvist) en veninde, som jeg har kendt i mange år. Hun bryder sig virkelig ikke om influencere og bloggerbranchen, da hun mener, det er en dybt selvoptaget verden (can you blame her?), og det har hun altså gjort meget klart for mig. Hun bryder sig heller ikke om nogle af mine valg af venskaber, og det har hun også gjort klart for mig. Om hun skal være en veninde fremover, eller om jeg må slippe hende – det ved jeg ikke – fordi jeg synes ærlig talt, det er svært at være veninde med én, der er SÅ meget i mod noget, jeg holder så meget af, som mit arbejde. Men jeg har altid anset hende for godt selskab. Den relation jeg har haft til hende, synes jeg har været meget mere værd end tomme, overfladiske relationer til folk i mediebrancen. For hun er sgu real. Hun siger i hvert fald sandheden til mig, og tør sige det til mit ansigt.

Det er egentlig dén slags selskab, jeg gerne vil være en del af. Et godt selskab er venner, der er ægte, ærlige og nærværende, når vi er sammen. Et godt selskab behøver jo ikke være folk, jeg kender godt, men bare at de ikke omgåes mig, fordi de vil udnytte mig. Det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg har oplevet at blive degraderet til ‘bare én i rækken’ af kendisveninder, der lige skulle med på et foto. Og det er fucking nederen. Jeg vil have relationer, hvor den anden del af relationen også kan finde på at ringe for at spørge mig, hvordan det går. I véd, nærvær og tilstedevær.

Den slags bliver for privat for mig at dele

Der var en læser, der en dag spurgte mig, om jeg var uvenner med Mascha, fordi jeg ikke længere delte så mange billeder eller stories af os sammen. Mascha er jo uden tvivl min mest medievante veninde og dén der er allermest ‘kendt’, – for helvede hun er det mest googlede menneske i DK nogensinde… Og jeg blev nærmest helt glad, da den læser skrev. Fordi det betyder, at jeg har mit venskab med min veninde lidt ‘for mig selv’. I må ikke misforstå mig, men jeg gør ret meget ud af, når jeg er sammen med mine veninder – herunder også Mascha – at være tilstedeværende. Og netop med mine veninder i influencerbranchen, der også færdes i det her lidt overfladiske omgivelser, så tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi er sammen med hinanden, og ikke hele Instagram, når vi ses. Derfor deler jeg sjældent billeder, når jeg er sammen med mine veninder i hverdagen.

Jeg synes lige præcis, det er dén slags, der bliver for privat for mig. Jeg vil faktisk gerne have min kaffedate med en veninde for mig selv, eller min timelange telefonsamtale for mig selv. Den slags har jeg slet ikke lyst til skal deles. Fordi den slags giver mig en følelse af at være en del af noget. Noget, der er særligt og noget ‘kun vi har’. Og det er så vigtigt for mig, – for os alle, vil jeg mene – at vi lige husker at holde nogle stunder og oplevelser for os selv, netop så vi ikke udvander følelsen af at høre til, og være en del af noget.

Det er faktisk sjovt. Dér går min grænse i virkeligheden for, hvad der er privat, og hvad der ‘bare’ er personligt, og som gerne må deles. Mine venskaber er private. Jeg kan sagtens dele billeder osv af mine veninder – men jeg kan mærke, at der er tale om ‘noget kun vi har’, som jeg ikke deler ud af. ‘Noget’, der giver mig en følelse af at være ‘indenfor’ fremfor udenfor.