Hvor længe vil du ydmyge dig?

Jeg har noget med sange og sangtekser. Hvem har egentlig ikke det? Men I véd, man kan sidde og lytte til en tekst, og straks er det som om, at alt det, man går og kæmper med i sit liv, pludselig giver mening, fordi en anden har sat ord på det for én. Sådan har jeg det i hvert fald ofte, og ligesom jeg oplever mine læsere skrive til mig, at mine blogposts gør en forskel for dem, fordi jeg sætter ord på noget af dét, der kan være svært for dem – jamen, ligesådan er det for mig med sange.

Ind i mellem så har jeg det med at overanalysere ting og livet helt generelt. Det er jeg ret sikker på, at jeg gør. Bevares, jeg synes bestemt at alle mine tanker, analyser og refleksioner har sin berettigelse, men ind i mellem, ja, så skal tingene bare siges lige ud. Helt enkelt og uden omsvøb. Og måske skal man ikke tænke så meget mere over det. Og der er sangtekster gode. Fordi sangtekster en på måde er sådan helt ‘ind til benet’, blottede og nedskrællede tekster, hvor der ikke er plads til at fråse med beskrivelser og ord. Sangtekster er bare sådan helt rene og spot on, og ofte er det faktisk danske sangtekster, jeg virkelig bliver ramt af lige i hjertekulen.

Sådan havde jeg det i aftes, da jeg sad i min bil på vej hjem fra Slagelse, hvor jeg havde været nede og besøge mine forældre for at se VM-finalen i håndbold. Jeg kørte alene hjem i bilen efter kampen, og Luca allerede sov på bagsædet, så jeg kunne frit vælge hvilken radiokanal, jeg havde lyst til. (Micky er KUN til P3!) Og når jeg kører dér, sent om aftenen, alene, så vælger jeg ret ofte at lytte til Pop fm eller Radio soft… ikke særligt tjekkede radiovalg, I know, men de spiller så mange gode gamle danske numre, og dem elsker jeg, og så er jeg i øvrigt fuldstændigt ligeglad med reklamer og coolness!

Og som jeg sad dér i bilen, med ørene fulde af Pop fm, kom ordene pludselig til mig…ud gennem radioen..i en ellers meget velkendt sangtekst, som jeg har danset til for fuld smadder, og sunget med på til jeg ingen stemme havde mere. Ordene gav bare øjeblikkeligt mening for mig på et helt nyt niveau. (Here goes…analysen…haha!)

Men prøv lige at synge sangen for dig selv inde i dit eget hoved, – eller for fuld hammer…du vælger selv. Men bare lige prøv at synge den til dig selv. Altså som om at du synger den til dig. Som om at det er dit selvsikre, seje “kick-ass-over-jeg”, der synger en sang til din indre pige, der er noget mere forsagt og ikke besidder helt samme power. Jeg vil mene, at vi alle rummer begge sider. Både den stærke og den svage side af os selv, – og det mener jeg i øvrigt ikke er særlig freudiansk analyserende, – jeg vil mene det er common sense. Vi er sorte, hvide og en masse gråtoner. Og derfor tør jeg også godt vove at påstå, at hvis man som jeg, i en periode har været overmandet af den svagere side af en selv, og ladet den lille forsagte pige, der har det med at please andre og lade sig træde på, stå helt fremme ved roret, jamen, så vil man kunne relatere, når jeg siger, at den sang dér, – den fik en helt ny betydning.

Hvor længe vil du ydmyge dig?

Nogen kommer til verden med tårer,
og nogen ta’r hele livet så let.
Nogen stræber mod det de vil nå,
mens du står bag i køen og kigger på
og går i stå.

Hvor længe vil du ydmyge dig?
Hvor længe vil du trædes på endnu?
Hvor længe kan du blive ved,
før de slår dit hjerte helt itu?

Sig mig, hvor længe vil du finde dig i det?
Hvor længe vil la’ dem trampe på dig?
Åh, det piner mig at se på dig…
så sig mig, hvor længe vil du la’ det ske?
Hvor længe før du lærer at sige nej?

Hvor, hvor er din stolthed og vilje?
Sig mig hvorfor la’ du dem udnytte dig?
Jeg ved, du ikke har været sådan altid… nejeeh
og jeg gi’r alt hvad jeg har for at få min ven
tilbage igen!

Hvor længe vil du ydmyge dig?
Hvor længe vil du trædes på endnu?
Hvor længe kan du blive ved,
før de slår dit hjerte helt itu?
Sig mig, hvor længe vil du finde dig i det?
Hvor længe vil la’ dem trampe på dig?
Åh, det piner mig at se på dig…
så sig mig, hvor længe vil du la’ det ske?
Hvor længe før du lærer at sige nej?

Nå men, dér sad jeg altså i bilen med radioen på alt for lav volumen, fordi, som jeg skrev, Luca sov på bagsædet. Men jeg sang med og tårerne trillede bare ned af kinderne. For den sang er som skrevet til mig. Jeg ville ønske, at jeg lige havde hørt den i radioen for et halvt år siden, så havde jeg måske vågnet op lidt før end jeg gjorde og opdaget, at det måske var på tide at sige nej og stoppe op. Men sådan skulle det ikke gå. The rest is history. I har måske læst med her – måske ikke – men sagen er jo bare det, kort sagt, at jeg i en længere periode ikke har lyttet til mig selv, helt som jeg burde. At jeg har ladet mig trampe på og ydmyge. At mit hjerte har været helt itu.

♥

Jeg kan bidrage med, at jeg nu har lært at sige nej. Det har jeg. Og jeg har i øvrigt også lært at sige til.

Jeg vil ikke lade nogen træde på mig længere – jeg er blevet trådt nok på lige foreløbig.

Mit hjerte har været helt itu, men det er på vej til at blive helt igen, og det piner mig ikke længere at se på mig selv – men det gjorde det. Det pinte mig at se på mig, så meget faktisk, at jeg ikke kunne holde mig selv ud.

Jeg vil ikke finde mig i det, og derfor har jeg også sagt fra overfor dem og det, jeg ikke vil finde mig i.

Og jeg føler mig heldig, jeg har genfundet min stolthed og vilje. Derfor stræber jeg efter alt det jeg vil nå, og jeg vil ikke gå i stå igen og bare se på.

Jeg tager hverken livet let eller med tårer, før tid. Jeg tager det bare som det kommer.

Bedst af det hele. Jeg har fået min ven (mit stærkere selv) tilbage. Jeg holder nu mig selv i hånden i livet, og dét i sig selv, ja, det er ret så kick-ass, hvis I spørger mig.

♥

Alt det, der var galt, har jeg forsøgt at lave om, og nu ligger det bag mig. Det er det fedeste. Jeg har det dejligt. Roligt. Trygt.

Så mit spørgsmål til dig er nu: “Hvor længe vil du…?”