Hvad man mener om mødre…lige indtil…

…man selv bliver mor.

Jamen, er det ikke rigtigt? Mener man ikke en hel masse om mødre, – særligt inden man selv klemmer en unge ud? Jeg gjorde i hvert fald. Og jeg mener sådan set stadig en hel masse om mødre, nu er det bare særligt de mødre, der slet ikke er som mig, jeg mener en masse om. Men dén holdning holder jeg helt for mig selv. Jeg synes nemlig, at man skal have lov at være lige præcis den mor, man gerne vil være (sålænge man ikke gør skade på sit barn, that is). Og jeg skal på ingen måde blande mig i, hvordan andre gerne vil opdrage deres børn.

Meeeeen, jeg vil gerne lave lidt sjov. Det kan jeg godt lide. Og jeg vil dele med jer nogle af de tanker jeg havde om mødre og om det at være mor, inden jeg selv blev mor. Jeg har i øvrigt suppleret med nogle af de gode bud, jeg har fået fra venner og veninder gennem tiden, der også har haft ét og andet at sige om mødre.

Åh gud, hvor er der meget, man ikke forstår. Lige indtil…

Og ja, undskyld, – altså til alle jer fintfølende individer, der allerede føler jer krænkede, fordi I ikke er mødre, og derfor bliver holdt udenfor eller gerne vil råbe op på vegne af mødre, der muligvis skulle føle sig krænkede. Jeg er sgu ked af det, men det er en klub, I ligesom ikke er medlem af, uanset om det er selvvalgt eller ej. Så det har har INTET at gøre med, at jeg vil eksludere nogen, sagen er bare den, at dette er skrevet til folk, der er i samme båd. Til mødre. Det kræver lidt selvironi, og sådan er det.

Og til jer, der drømmer om at blive mødre, men som enten ikke lige har fundet prince charming endnu, eller som kæmper mod alle odds for at blive gravide – så vil jeg bare sige, glæd jer. Jeg krydser fingre for at lykken tilsmiler jer snarest – I er så velkomne i klubben! The more, the merrier.

Ting ‘man’ mener om mødre…

Mødre ææælsker helt automatisk deres afkom, det sekund det kommer til verden.
Sådan er det ikke, nødvendigvis! Det er ikke os alle, der bare øjeblikkeligt blev ramt af en altoverskyggende kærlighedsfølelse, det sekund vi så vores børn. Nu har jeg selv født tre gange, og der har været stor forskel på, hvordan jeg oplevede følelserne. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker mine tre drenge lige højt, – ork, det gør jeg. Men den dér moderkærlighedsfølelse, ja, den skulle jeg faktisk lige tillære mig første gang. Den kom snigende i løbet af den første uges tid eller to…

Mødre er sådan nogle, der ikke selv kan se, at deres børn er grimme.
Tjo. Måske en grad af sandhed, og så alligevel slet ikke. Jeg har en veninde (nævner ingen navne), som har et barn. Da barnet var 9 måneder gammelt var barnet mildest talt ikke kønt. Barnet var meget stort, klodset, bumset og ret ucharmerende ifht. andre børn. Min veninde kunne sagtens selv se det. Hun sagde det endda til os andre veninder, fordi det gik hende sådan på. I dag er barnet noget af det kønneste. Virkelig. Det kan vi allesammen se!

Mødre mener altid, at deres barn er det bedste, dygtigste og mest fantastiske væsen på jorden
Njaaaaaa… det hænder da, at jeg hører en mor erkende, at andres børn også er dygtige. Og kloge. og smukke…uden at fortælle hvor dygtig, klog og smuk hendes eget barn er. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om et eksempel.

Mødre er herre-klamme, når de piller bussemænd på deres børn
Ok. Det er måske klamt. Altså, når man ser på det udefra. Men jeg skal være den første til at tilstå, at jeg svor – inden jeg blev mor – at jeg aldrig ville pille bussemænd på mine børn, fordi dét var da bare for ulækkert. I dag piller jeg raskt væk. Og det rager mig en høstblomst. Jeg synes ikke det er klamt. Jeg synes det er meget værre, hvis nogen andre skulle se mine børn, med store bussemænd hængende ud af næsen – føj, sådan nogle børn, vil jeg ikke have.

Mødre snakker konstant om gylp og lort de første par år af barnets levetid
For slet ikke et nævne hvor meget nybagte mødre snakker om fødselsberetninger…årh gud. Venner, tilgiv dem. Tilgiv os. Vi drukner i gylp og lort – vi har brug for at komme af med det ét eller andet sted 😉

Alle mødre har sådan en kronisk mavedelle, som de aldrig slipper af med
Nogle har. Nogle har ikke. Det er naturligt, at huden på maven den bliver lidt underlig slap efter en graviditet. Det gør den. Det føles lidt som meget blød bolledej. Og den bolledej, ja, den ender med at blive en slags løs mavedelle, der er svær at komme af med – for nogen. Min hud er også blød og underlig, og det er den stadig…men, jeg har altså ikke en mavedelle. Så nej, ikke alle mødre har en kronisk mavedelle.

En kommende mor føler sig simpelthen bare SÅ smuk og frugtbar i sin gravide krop
#fuckthatshit Det er da verdens bedst udbredte løgn. Det gælder i hvert fald ikke for alle. Jeg brød mig bestemt ikke om at være i min gravide krop. På stort set alle måder synes jeg, at det var hæsligt at være gravid. Og nej, jeg følte mig ikke smuk. Jeg følte mig stor og tung (Det var jeg også! Jeg tog 25-28 kg hver gang). Frugtbar? I don’t know. Jeg følte mig mest som en ynglende hval, der var strandet på sengekanten.

Mødre tror de ejer fortorvet med deres barnevogn og al deres oppakning
Ja. Vi mødre ejer fortorvet. Simpelthen, hvis jeg må være så direkte. Ligesom gamle mennesker med rollator ejer fortorvet. (Dem er der bare ingen, der er sure på, fordi det er syyyyyynd for dem, og de er så søde – de gamle mennesker). Men en barnevogn er mega svær at dreje rundt med (kan i hvert flad være det), og det er ikke fordi vi ønsker at være uhøflige, at vi ikke lige kan flytte på os. Det er fordi, der er nemmere for mennesker på to ben lige at træde til siden end det er for en mor, der kommer kørende med én hånd på barnevogn med baby i og ét øje på en 4 årig på løbecykel ved siden af, samtidig med, at hun forsøger at balancere cafe-latten i den anden hånd. End of story. Det er måske 3-4 år af ens totale liv, at man ‘ejer’ fortorvet med sin barevogn. Bare lad os.

Mødre har et helt unaturlige behov for rytmer.
Jaja, prøv bare selv at have et barn, der ikke sover. Eller spiser. Eller laver i bleen. Eller et eller andet andet underligt barnet ikke gør eller gør. Tro mig, så får man brug for rytmer. Om barnet har brug for rytmer, tja, det aner jeg faktisk ikke – men jeg skal da hurtigt indrømme, at JEG havde brug for rytmer, da jeg blev mor.

Mødre er sådan nogle, der typisk går i bomuldstrusser og sports bh’er.
I min verden holder den overhovedet ikke. Jeg kan garantere, uden at åbne min undertøjsskuffe for jer, at den er fyldt med langt frækkere undertøj og flere blonder og stropper end der nogensinde var, før jeg blev mor. Måske bare fordi jeg er meget mere tryg ved mig selv, min krop og min sexualitet end jeg var før. Og dét er da verdens bedste bonus, synes jeg!

Mødre har generelt et problem med at få deres unger til at holde kæft, når de skriger ude i offentligheden. (Hvor svært kan det lige være?)
Øhhhh, nej. Bare nej nej nej nej. Hvis du nogensinde ser en mor nede i Netto med en skrigende unge, der ligger på gulvet og vrider sig, fordi han/hun ikke må få en lakridspibe – så kig på moren med kærlighed i blikket. IKKE med det dér nedladende “få-nu-styr-på-dit-afkom”-udtryk, som rigtigt mange mennesker besidder. Altså blikket. Tro mig, der er INGEN mødre, der ønsker, at deres børn spasser totalt ud i offentligheden. Og selv de allermest velopdragne børn, og de allermest dygtige mødre vil blive sat i en situation, hvor det bare går helt galt. Og det eneste, der hjælper er søde medmennesker, der ikke dømmer! Tak!

Mødre er bare så pinlige, når de går i byen
Ja tak. Men det er jo bare fordi, mødre ikke går så meget i byen, som inden de blev mødre, hvilket er naturligt nok. Så når det sker, haha, så kan det da godt være, at vinen slår lidt hårdere. Og det er da ikke pinligt. Det er jeg stolt af. Altså ikke at jeg er pinlig, men at teenagepiger tænker sådan om mig, ja, det kan jeg sagtens rumme. De skal tilgives, teenagepigerne, for de aner bare slet ikke, hvor fedt det er at være mor…og have en aften i byen med veninderne, uden børn. Fordi, når det er mommy’s night out så får den én over nakken, og sådan skal det være. Jeg lover jer, at mødre “on the loose” er de sjoveste at være i byen med! (I véd det…gør I!)

Mødre er sådan nogle politisk korrekte typer. De køber økologisk og bager speltboller, og siger aldrig “fuck”.
Mødre er måske nogle af de mest upolitisk korrekte typer, jeg kender (måske er det bare mine veninder..haha?). Og mødre siger generelt FUCK ret meget. Og faktisk bager de ikke så ofte speltboller, som man kunne tro. Mødre køber en hel del mere frysepizza end jeg gik og troede de ville gøre, faktisk, nu hvor jeg tænker over det…
Egentlig, så synes jeg, at når man bliver mor, så bliver man simpelthen så tilpas ligeglad med hvad andre mener (i hvert fald, når man har fundet sig selv i morrollen), at man skider på, hvad der er rigtigt i andres øjne, og så gør man ligesom bare det, der skal til – også hvis det inkluderer at sige fuck, mens man hiver en 3 cm lang bussemand ud af næsen på snotungen med en rødlakeret lillefingernegl…i bussen, med tilskuere. (Vi har alle været der, ik?)

Mødre er bare lidt kedelige
Hahahahahaha! Jeg dør af grin…-ish. Åh, der er så meget, man ikke ved…

Mødre lyver simpelthen om, hvor hårdt det er at være mor… (det kan umuligt være SÅ hårdt, som de siger!)
Turns out, at de havde ret. Det er fucking hårdt at være mor. (Ja, jeg sagde FUCK – det er jo dét jeg siger, ik! jævnfør tidligere pointe). Punktum.