En erkendelse, der gør alt andet ligegyldigt

Det har været nødvendigt at lade følelsen bundfælde sig. Simpelthen fordi jeg aldrig før har mærket denne følelse før. Jeg ved ikke med jer, men har I det ikke også sådan, at I ikke aner, hvad I skal tænke og tro, fordi ingen af os, og ingen I kender, kan relatere til den situation vi alle befinder os i lige nu?

Mit arbejde, – min passion, – og mit hjerteblod er på mange måder at sætte ord på tingene. Både det, der føles godt, og det der kan være svært og uvant at håndtere. Så I kan nok regne ud, at det har gået mig på, at jeg ikke har været i stand til at italesætte den uro og ubehagelige følelse, jeg har i maven.

Men nu gør jeg et forsøg. Fordi jeg tror, at nu hvor der er gået lidt mere end en uges tid siden Statministeren påbegyndte denne nedlukning af Danmark, så er vi alle ved at være klar til at snakke om tilstanden. Altså den tilstand vi bærer i vores hjerter.

I de sidste 7-8 dage har fokus på at passe på vores medmennesker været enormt. Med rette. Vi skal (fandeme!) passe på hinanden, og vi skal lytte efter. Og midt i hele dette kaos dukker masser af positive tiltag op – særligt på sociale medier – som hjælper os alle til at søge adspredelse og flugtmulighed ind i andre små universer, så ventetiden bliver udholdelig.

Men jeg tror det også er på tide, at vi kigger indad. Hvad er det for en tilstand vi befinder os i? Hvad er det for nogle tanker, vi tænker. Hvad er det for en frygt, vi bærer på? Jeg har i hvert fald virkelig, mere end nogensinde, behov for at sætte ord på mine tanker og følelser – for at virkeliggøre dem. Konkretisere dem.

Når min mand og jeg spørger hinanden hver aften “hvordan har du det?”, så er vi begge tomme for ord. Ingen af os kan beskrive det helt præcist. Vi er kede af det, og jeg har grædt jævnligt. Bare sådan lidt ud af det blå så begynder jeg at græde. Micky græder ikke, men jeg kan se uroen i hans øjne. Jeg græder for de mennesker, der er blevet svejset inde bag deres hoveddøre i Kina. For italienerne der ikke kan tage reel afsked med deres kære, der er afgået ved døden. Jeg græder for de mange sygeplejersker og læger, der er under ekstremt og umenneskeligt pres i de værst ramte områder. Jeg græder for mine medmennesker. Og for mine børn. Fordi jeg ikke rigtig tør tro på, at deres verden nogensinde bliver helt den samme igen.

Men selvom det på den ene side føles forløsende og på sin plads at græde, så kan jeg jo ikke græde mig igennem denne tid.

Følelsen minder mig lidt om den følelse jeg bar i kroppen i tiden efter 11. September. Og da blev verden aldrig den samme.

Jeg tror vi alle sammen må indstille os på, at vi aldrig kommer tilbage til vores verden, som den var før dette udbrud. Jeg tror, vi skal indstille os på, at vi kommer frem til en ny verden, med en ny dagsorden og med en ny måde at se på hinanden som medmennesker. Og måske endda en god måde at forholde os til hinanden.

Jeg kan i hvert fald roligt tilstå, at jeg aldrig før sådan rigtigt har bekymret mig om, hvordan beboere i kinesiske byer har det. Jeg har aldrig før tænkt på, om den måde man hilser på, er specielt fornuftig eller ej. Jeg har aldrig før bekymret mig om teenageres ligegyldighed overfor samfundet… Der er mange ting, der aldrig før rigtig har været noget, jeg gad bekymre mig om. Men det gør jeg nu.

Denne situation har fremprovokeret følelser hos mig, der egentlig viser mig, at jeg har et større og mere kærligt verdenssyn, end jeg troede jeg havde. Har I ikke også oplevet det? Altså at I rent faktisk bekymrer jer om fremmede mennesker, I aldrig før har bekymret jer om? Sådan har jeg det. Derfor gør det også ondt – mere ondt end jeg var forberedt på. Jeg mærker smerten, når jeg tænker på alle dem, der er ægte ramt af coronavirus, og alle dem der lever med frygten helt tæt på kroppen hver dag.

Så længe jeg passer mig selv og min familie, og passer på de andre i samfundet omkring mig, har jeg jo ikke umiddelbart grund til at være bange.

Og alligevel er jeg bange. Ikke en sådan ustyrlig frygt, som hvis jeg rammes af angst. Slet ikke. Men en frygt der bare er grundlæggende overdøvende.

Det er som om, at en større magt har strøet om sig med små skarpe glasskår, der lægger sig på jorden og flyver i luften omkring os alle – og uanset hvor vi bevæger os hen, uanset i hvilken retning, så ender vi med at skære os på glasskårene. Det ender med at gøre ondt. Det ender med at sætte ar under vores fodsåler – for livet – fordi vi har været tvunget til at betræde denne sti. Vi havde ikke et valg.

Det er en slags erkendelse, der gør alt andet en lille smule mere ligegyldigt.

7 reaktioner

  1. Krisehåndtering er forskellig for alle mennesker. Måske værst for de empatiske mennesker, og mest skræmmende for de ekstroverte, som i disse tider tvinges til, at se sig selv i spejlet – og ikke længere kan dække sig ind under de sociale aktiviteter for at skjule tomheden…

    Du har ganske ret i, at livet forandrer os – på både godt og ondt. Vi må så til gengæld forsøge, at få det bedste ud af det liv, vi lever, og hjælpe hvor vi kan. Hvor samfundet lander som helhed vil afhænge af, hvordan andre håndterer samme udfordring, for vi har jo styr på vores adfærd…

    Vi lærte i det mindste én ting: håndvask er ikke nær så ligegyldig som nogle gjorde det til, før denne virus ramte…

  2. Kan VARMT anbefale Mie Moltkes feminine flow univers til at finde lidt ro i det hele. Det er let at gå til og man bruger kroppen som tilgang i stedet for at tænke, tænke, tænke hele tiden. Hun har også nogle rigtig, rigtig gode meditationer på Spotify, blandt andet Ro og Giv slip er vildt gode 😊

  3. Så fint skrevet og hvor har du ret. Jeg er piv bange men mest om aftenen, så kører det hele rundt i hovedet. Det er så voldsomt og usikkert det hele og det dur jeg bare ikke til. Håber at vi snart kan få ro på det så vi kan komme tilbage til hverdagen – omend den blir helt anderledes end før. Kram til dig og dine❤️og TAK for at være med til at fjerne fokus med club kage karma🙏🏼

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop