Eksplosiv historie fra en landevej i Ghana

En time uden for Kumasi i det centrale Ghana. Solen bager bag et hullet skydække, heldigvis, og luften står stille. Luften er fuld af bilos fra de mange forbipasserende lastbiler, der er læsset så hårdt og langt over deres tilladte maksbelastning, at lastbilerne hoster benzinos ud af udstødningen i små ryk, som de bevæger sig op ad bakken. 

Vores minibus afgav for en halv times tid siden et ordentligt brag, hvorefter vi kunne konstatere, at forreste venstre bildæk til alles forbløffelse er eksploderet. Minibussen raslede efter eksplosionen ca. 150 meter ned af bakken, hvorefter den gav efter og ‘landede’ skævt på venstre forparti. 

Nu venter vi. Reservedækket er nemlig fladt (ja, sikket held!) så nu er en ung ghaneser på vej ud af landevejen med det punkterede reservedæk rullende foran sig (som en yoyo) ved højre hånd. Hans mission er at få det byttet, eller pumpet eller hvad man egentlig gør med det. 

Så her står vi nu. I varmen. I lugten af bilos. Og vi venter. Der er 30 grader. Vinden står stadig stille. Sveden løber ned af mine inderlår, og jeg bander mine syntetiske blondetrusser og min lyserøde glimmernederdel langt væk, – hvem der bare havde haft bomuldstrusser og cowboyshorts lige nu. 

Det hele er et underligt forsøg på at bevare optimismen og roen, men samtidig er det en yderst uvant situation, hvor vi er 13 meget hvide mennesker, der nu er fanget langs en vej, hvor mennesker, der passerer os, stopper op udelukkende med det formål at iagttage os. Og de stiller sig ikke i kulissen og kigger. Nej, de stiller sig op med et par meters afstand og kigger med halvåben mund og måben.

Vi er en nærmest en slags attraktion. Det er lige før jeg tror, at man havde kunne sælge billetter til vores lille optrin. Det havde nok været en mere rentabel forretning end den butik, der sælger gamle brugte (er i tvivl om de virker!) græsslåmaskiner, der ligger her ved siden af vores ulykkessted langs vejen. Vi har ikke set mange græsplæner her i Ghana, så min opfattelse er oprigtigt, at det er en tvivlsom forretningsmodel, men hvad fa’en, det er Ghana. Mit indtryk er, at det betyder ikke så meget hernede, om man har verdens bedste forretningsmodel, sålænge man foretager sig ét eller andet. Livsstilen er utrolig meget mere afslappet end derhjemme. 

Sandheden er, at vi ikke aner, hvornår vi kommer herfra. Klokken er 11.38 og i eftermiddag ved 17-tiden skal vi nå et fly tilbage til hovedstaden Accra. Vi skulle egentlig nå at besøge både en skole som en vigtig del af at forebygge børnearbejde i kakaoproduktion, vi skulle se hvordan kakaoproduktionen hernede kan spores tilbage til den enkelte kakaobonde, og vi skulle endeligt få indblik i det store ‘women empowerment’-program, der går ud på at styrke kvinder i kakaoproduktionen. 

Men nu må vi se.

Nu har vi stået her i mere end 2 timer. Og vi venter stadig på dæk – en time uden for Kumasi i det centrale Ghana. Og her er stadig 30 grader.