Det er vel ‘ægte’ luksus, eller hvad?

Vi har lige tilbragt weekenden i badeland, hvor jeg lod telefonen ligge langt væk det meste af tiden, og hvor jeg brugte tid med ungerne sådan helt nærværende og med masser af indlevelse fra min side. Det er jeg ikke altid god til, det indrømmer jeg blankt, derfor er det også verdens bedste idé at holde ferie på en måde, der ikke rigtig tillader telefoner og andre elektroniske gadgets. Så behøver jeg ikke bekymre mig om at ‘styre det’ selv, for på den måde finder mit forbrug af telefonen ligesom sit eget naturlige lejde.

Men er det virkelig så slemt? Altså mit forbrug? Ja, nogle gange. Det må jeg tilstå. Ind i mellem er min telefon en forlængelse af min arm, da jeg jo både bruger den privat og i mit arbejde – rigtig meget endda. Derfor betyder det virkelig meget for mig, at jeg helt bevidst sætter mig i situationer, hvor telefonen ikke hører til. Særligt når vi holder familieferie. Alle forældre drømmer vel om at være tilstedeværende både i krop og sind, når man holder ferie med sine børn?!

Om kun få dage pakker vi bilen med proviant, dyner, skitøj, alle tre børn, os selv og Mutti og sætter kurs mod Norge, hvor vi skal på den første skiferie nogensinde som én samlet familie. Micky har stået en del på ski med sin familie, Mutti har været på langrend flere gange, drengene har været med deres far på ski, og jeg har for 16 år siden været hotelpersonale i de franske alper, hvor jeg naturligvis stod meget på ski.

Men ingen af os har været afsted sammen før, og jeg glæder mig helt vildt. Endelig – efter 16 års ventetid – skal jeg ud på pisterne igen! Det bliver simpelthen så lækkert… bare lyden af sneen når skiene suser ned af bakken, ih, jeg kan næsten ikke vente.

Jeg kommer naturligvis til at dele indhold fra vores tur, – ikke fordi jeg partout skal, men jeg kan jo ikke lade være. Jeg hygger mig også med at dele ud af mine oplevelser…. Der kommer til at stå reklame på det meste, da jeg har modtaget en rabat på opholdet, fordi ejeren af hotellet er gode venner med bedste venindes familie, og fordi jeg har det her ‘talerør’, antager jeg.

Men jeg glæder mig alligevel, trods reklame-regler, enormt meget til vores ferie, hvor jeg reelt kan holde fri. Helt ærligt, så kan alt det der Reklame godt fylde lidt meget, når man forsøger at fordybe sig og holde fri, men det er jo mine arbejdsvilkår. Men jeg glæder mig bare så utrolig meget til at være afsted, hvor jeg kan være sammen med familien uden at blive forstyrret af alle mulige andre gøremål. Og jeg glæder mig til at telefonen kommer lidt i baggrunden, for jeg synes nemlig ikke, det er skide nemt at håndtere en telefon med vanter på. Upraktisk og pissekoldt, er det!

Så ligesom når jeg tager i badeland med ungerne, kan man jo sige, at pisterne også bare venter på, at jeg lægger arbejdet og telefonen langt væk og er opmærksom på livet og alt det, der sker omkring mig. Det bliver vidunderligt.

Jeg tror måske at aktivferie (altså skiferie, cykelferie etc) er noget af det mest luksuriøse jeg kan komme i tanke om. Og min årlige telt/sheltertur med drengene… Simpelthen fordi den slags ferie giver mig lov til at koble HELT af. Og det er vel rigtig luksus, eller hvad?

Hvilken type ferie foretrækker du, hvis du skal slappe bedst af?

En reaktion

  1. Jeg er så beskeden.
    En tur til Jylland og Vesterhavet er godt nok til mig.Elsker slotte og musseer.
    Sidste år var vi på Abba hotellet og musseet inde i Stockholm. Derefter kørte vi ud til en lille bitte hytte i ødemarken nær Uppsala. Fra storby til ødemark. Begge dele var så hyggeligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN