Det bedste, det værste og det sjoveste… og meget mere end det!

Rigtig godt nytår!

Jeg er egentlig i fuld gang med at skrive på et indlæg, der handler lidt om, hvad det sidste årti har budt på, for mit vedkommende. Op- og nedture, glæder, vinder-titler, børn og business. Men inden jeg rigtig kan stikke dét spadestik dybere i 10’erne, vil jeg lige tage jer med igennem en lille 10-tings opsummering af 2019. 

“10-ting-lister” er et drøn-populært stykke kram i blogger-værktøjskassen, og hvorfor ikke indvie mit 2020 med præcis det. Et 10-ting-blogindlæg.

For lad mig sige det helt klart i mælet: Jeg er Blogger. Jeg er stolt af det og alt det, som det indebærer. Jeg ser ikke mig selv som instagrammer eller influent – jeg ser mig selv som blogger, fordi det er her – på bloggen – at jeg føler den helt store glæde ved mit arbejde. Det betyder ikke såååå meget, om jeg ‘influerer’ eller påvirker nogen med mine ord. Det betyder mest for mig, at jeg skaber et rum for de strømme af ord og sætninger, der hele tiden suser rundt inde i hovedet på mig. Og når dét så kan kombineres med betalte samarbejder, jamen så er livet ‘golden’, for så kan jeg leve at det, jeg holder allermest af. 

Jeg elsker at sætte ord på tanker og følelser og hverdagens store og små hændelser, og jeg formidler bedst gennem ord. Det er helt klart min styrke. Jeg elsker også livet på instagram, og særligt kommunikationen med jer, der følger med, er hyggelig – men bloggen forbliver nu en gang min yndlingsplatform. 

foto: Claudia Dons

Her får I mine 10-ting, som har haft størst indflydelse på mit liv i 2019

1) Den klogeste beslutning

I sommer ansatte jeg Frederikke – eller bare Rikke. Rikke er min PA, eller min blæksprutte, som jeg kan lide at kalde hende, og hun styrer alt fra koordinering af opgaver, projektledelse, styrkelse af IG-universet omkring @sweetcakekarma, konceptudvikling og generel sparring. At ansætte Rikke er det klogeste valg, jeg har truffet i 2019. Jeg har fået mere ro og større overskud. Jeg er begyndt at kunne åbne op for flere idéer og brede mine kompetencer mere ud over forskellige projekter, fordi der nu er et ekstra sæt hænder, ører og øjne, der bakker mig op. Jeg er så tilfreds med den beslutning, og jeg véd, at hun og jeg sammen kommer til at sparke røv i 2020. 

2) Det sværeste blogindlæg

Min familie har været igennem så meget i år. Jeg har været igennem meget. Også ting og situationer, jeg simpelthen ikke tør skrive om her på bloggen i frygt for, hvad der så sker. Jeg føler ofte at jeg har mundkurv på, og jeg tør ikke fortælle sandheden, som jeg oplever den, fordi jeg véd, at så vælte alt omkring mig. Så skal jeg trækkes igennem diverse instanser og jeg magter det ganske enkelt ikke. Men det er også okay – det er sådan mit liv er, og jeg vælger jo selv, i sidste ende, hvad jeg deler.

Men da jeg skrev indlægget omkring Eftertænksomhed og forfald og sammenhold i min familie på bagkant af min morfars død, ja, der må jeg indrømme, at jeg virkelig gjorde mig nogle gevaldige overvejelser, inden jeg udgav det. Simpelthen fordi jeg godt vidste, at jeg kunne træde andre over tæerne, hvis ikke jeg var ordentlig i mine formuleringer og holdt hele mit blogindlæg på egen banehalvdel. Så det gjorde jeg. Jeg brugte lang tid på at skrive et oprigtigt, ærligt, åbent indlæg omkring det sværeste jeg længe har været vidne til; en familie i opløsning. Tusind tak fordi I har været mange, der tog så godt i mod det, og tak for jeres omsorg for mig og min familie. Det er faktisk ikke ligegyldigt – det rører mig og betyder noget. 

3) Den største omsætning

Jeg tjener jo penge på lidt af hvert. Bogudgivelser, blogindlæg, reklamer, foredrag, tv-jobs etc. Og jeg deler gerne åbent ud omkring, hvordan min økonomi hænger sammen. Det ser jeg slet ikke som noget, der er farligt at snakke om. Jeg arbejder meget, og jeg tjener også det jeg selv vil betegne som ‘meget’. Det hænger vel meget godt sammen i virkeligheden. Men jeg er dog ikke blevet millionær – endnu, haha – men det er heller ikke noget, jeg stiler efter. Men jeg er dog, trods alt, super stolt af at kunne fortælle, at jeg har solgt flere bøger end nogensinde før i min webshop. Der er tale om den største omsætning nogensinde i min lille forretning i 2019. Og at Brødbogen er blevet modtaget med sådan begejstring fra læserne, at den meget snart trykkes i 2. oplag, kan jeg slet ikke forstå. Jeg var så nervøs før udgivelsen af Brødbogen, og jeg var så bange for at få hug af anmelderne eller mine kollegaer, – og det er gået helt modsat. Det er gået over al forventning. Det skrev jeg lidt om i september under titlen “Lykkefølelse er en sjov ting…” Det er vidunderligt, og jeg er pavestolt. Tak for opbakningen. 

4) Det største øjeblik

Nøj, hvor er den her svær. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvilket øjeblik, der er det største. I véd, det dér øjeblik fra 2019, jeg aldrig glemmer. Der har været mange gode oplevelser, men jeg tror måske det største jeg har oplevet i 2019, var da jeg modtog en lille video fra Micky, der sad på Camp Nou med mine to ældste sønner og skulle til at se Barca spille. Drengene havde sådan nogle udtryk i ansigtet, som om at de lige havde set Julemanden. Altså de var bare fuldstændig ramt af magi og lykke, og jeg fældede en tåre, selvom jeg ikke selv var med på stadionet. Dét glemmer jeg i hvert fald aldrig. 

Og derudover var der en masse gode rejseoplevelser, kulinariske oplevelser, udgivelsen af Brødbogen og så videre. En masse gode dage, – men intet slår alligevel en mors glæde over hendes børns lykke. 

5) Den sødeste bemærkning

I december var jeg til julefrokost med et par kollegaer. Den ene er Stephanie Fisker, som I måske kender som blogger/podcaster og “footballers wife” til Kasper Fisker. Stephanie og jeg har ikke kendt hinanden længe, men vi har delt mange personlige historier henover bordet, sammen med Julie-Elsebeth og Stine. Og derfor betød det måske SÅ meget, – altså helt vildt meget – da Stephanie ret spontant pludselig tog min hånd, så mig direkte ind i øjnene og sagde: “Annemette, du skal vide, jeg kommer aldrig til at gøre dig ked af det.” Hun sagde det med sådan en oprigtighed og integritet, at jeg blev helt paf. 

Så kan man jo tænke okay, hvorfor er det lige en særligt sød bemærkning? Men lige i mit tilfælde er det præcis, hvad jeg har brug for at høre. Jeg har været virkelig uheldig med at par relationer i mit liv, og jeg er blevet gjort utroligt ked af det nogle gange. Sådan rigtig ked af det. Og det føltes som om at Stephanie kunne se lige igennem mig og bare per intuition vidste, at præcis de ord, skulle jeg lige have at vide. Som om hun vidste, at jeg nok aldrig ville turde lukke helt op, medmindre hun forsikrede mig om, at jeg kunne føle mig tryg. 

6) Den bedste rejseoplevelse

Vi elsker virkelig at rejse, Micky og jeg. Jeg elsker i det hele taget at opleve verden – også uden Micky, – og heldigvis er Micky ikke det mindste jaloux, når jeg kommer og siger, at nu vil jeg rejse til Rom med min mor og ældste søn. Micky bakker altid op. 

Og derfor bliver dette års bedste rejseoplevelse også én jeg havde uden Micky, men som jeg deler med min mor og søn. Vi var i Rom i maj måned, som en 60-års fødselsdagsgave til min mor. Og jeg glemmer aldrig da Hugo-Sander, min søn, gik rundt inde i Colosseum, og jeg spurgte ham om han synes det var spændene nok. Altså om en tur til Rom blev lidt for meget historie og arkitektur og lidt for lidt rutschebaner og vandland… Til det svarede han helt muntert: “Ej Mor, det er bare SÅ fedt. Det er lidt ligesom at være i Tivoli hele tiden… altså bare med historie. Jeg elsker det!” 

Jeg har skrevet et indlæg om mine bedste rejsetips til Rom

7) Den bedste kampagne

Det er på én eller anden måde helt vildt uretfærdigt overfor samtlige samarbejdspartnere at sige, at én kampagne har været den bedste. Der har været mange gode kampagner for bl.a. Sanzi Beauty, Zenz Organic, Callebaut Chokolade, Lidl, Rosendahl etc… som sagt, mange gode… Men jeg vil gå så langt som at sige, at min kampagne for Danmarks Naturfredningsforening virkelig har sat en masse tanker i gang hos mig. Hele min tilgang til hverdagen og mit forbrug har ændret sig, og jeg føler mig nærmest befriet, fordi jeg ikke forbruger i samme grad længere. Tankerne omkring at stoppe madspild og spise mindre kød har også haft indflydelse på adskillige indlæg for andre kampagner, og jeg kan mærke, at jeg er 100% engageret i at leve efter en mere ‘grøn’ dagsorden. Så nej, kampagnen for Danmarks Naturfredningsforening er ikke den ‘bedste’ men helt klart den kampagne, der har medført størst forandring og givet mig et nyt syn på tilværelsen. Og det er ret sejt, synes jeg. 

8) Den største udfordring

Det har været et virkelig svært år ifht. at acceptere min rolle i det offentlige øje. Faktisk er det en udfordring jeg døjer med i det daglige, det her med at acceptere og forstå, hvem jeg fremstår som, hvorfor folk tror det ene og det andet om mig, og hvordan jeg bedst viser, hjem jeg i virkeligheden er. Jeg skrev lidt om det her: Hvordan jeg egentlig oplever det at været i bloggerbranchen. Fordi ægthed og ærlig betyder ALT for mig. Jeg bliver sgu ked af det, når jeg ser andre kollegaer, der får rigtig mange likes på deres billeder, for så at opdage, at jeg til sammenligning ganske enkelt ikke får særlig mange likes, – selvom vi har lige mange følgere og jeg da egentlig selv synes, at jeg er et ret sødt menneske. Og jeg ville ønske det ikke gik mig på. Det gør det heller ikke, ikke sådan dybest inde, men jeg tænker ofte over, hvad mon jeg gør ‘forkert’ – og det er spild af min tid. 

Nu skal I ikke misforstå mig. Den største udfordring er nemlig, at jeg hele tiden skal huske at minde mig selv om, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre. Jeg er mig. Og kun mig. Og jeg er ikke et spejlbillede af mine kollegaer eller veninder. Jeg skal huske at være stolt af min egen succes, og af de værdier jeg bærer med mig i hjertet, som jeg véd er gode og solide værdier. Men det er den største udfordring; Ikke at sammenligne mig selv med andre. Og det gælder ikke kun arbejdsmæssigt, det gælder også i min rolle som mor, eller hvordan jeg ser ud osv. Jeg er desværre ikke så kold i røven, som jeg godt gad være, og jeg er ikke immun overfor andres holdninger og udtryk for samme. 

Så nu minder jeg lige sig selv om det, – igen igen – jeg er god! Ikke bare god nok – men god. Rigtig god! Fandens god, faktisk. Og det kan likes ikke definere.   

9) Det værste øjeblik

Jeg blev meldt i 2019. Eller anmeldt, hedder det vel. For hvad? Tja, for at bryde loven, i vedkommendes øjne. Af én, der er tæt på mig, og én jeg ikke havde regnet med kunne finde på det. Heldigvis (og naturligvis!) var der intet at melde mig for, og jeg har på alle punkter loven på min side, så jeg kunne efter lang tids uro ånde lettet ud. Men den dag jeg fik en besked i e-boks om, at var blevet anmeldt, var det som om min verden sprængte i tusinde stykker. Det var absolut det værste øjeblik i 2019. Lavpunktet, der slog al luft ud af mig. På bagkant skrev jeg dette indlæg: Kill them with kindness…

10) Den største omvæltning

Beslutningen blev truffet i december og effektueres først et stykke inde i 2020. Det er en meget stor beslutning, og jeg er spændt på, hvad det kommer til at betyde for mig og min virksomhed. Jeg er stolt af min beslutning, og jeg glæder mig utrolig meget til at dele mere med jer. Jeg kan bare sige, at det bliver en kæmpe omvæltning – og er det allerede. Og jeg er spændt og har gigantiske sommerfugle i maven. 

Hvad har været stort og vigtigt i DIT 2019?

5 reaktioner

  1. Kære Annemette. Du er så fantastisk at følge på IG. Dit gode humør, ærlighed og kreativitet gør mig glad og godt humør. Jeg kender dig ikke fra andet end TV og IG men du er sådan en person man ikke kan blive vred på. Glæder mig til at se mer fra dig 2020. Dkh Susanne

  2. Kære Annemette, jeg håber du får et super Godt og Lykkebringende 2020.
    Altså, hvor jeg elsker at læse dine altid inspirerende, sjove på den gode måde og velskrevne indlæg😃

  3. super godt indlæg som vanligt👍👍, mht.antal af likes afhænger det måske af målgruppen, nogle har lettere ved blot at sætte likes.

    1. Det har jeg også tænkt. Og så er det hvad det er – i sidste ende ikke afgørende for, om livet er skønt!

  4. Kære Annemette
    Super dejligt skriv og fortsæt endelig. Jeg elsker at læse med.
    Hmmm det bedste hos mig har været at købe vores lejlighed som vi har boet i i 15 år. At jeg fortsat elsker mig nat arbejde og at min store dreng på 15 med autisme, faktisk klarer sig godt:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFKAGEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Webshop