En gang bridezilla, altid bri… eller?

Jeg synes det er så utrolig nedladende et ord: Bridezilla.

Det er bare ladet med alt negativt, og det sekund man kommer til sine veninder og fortæller dem, at man skal giftes, så kommer de. Spørgsmålene… Tror du, at du bliver en bridezilla, Annemette? Tror du, at du kan nyde det? Tror du, at Micky får noget at sige ifht. brylluppet? Tror du, at du kan slippe kontrollen? 

Hvordan skal din kjole være? Hvilke blomster vil du gerne have? Hvilken kirke skal du giftes i? Hvilken dato vil du gerne giftes? Hvad vil du? Hvad mener du? Hvad synes du, Annemette?

Og så videre. Bla bla bla… Hele den her strøm af spørgsmål, der går på, havd JEG egentlig mener, og hvorvidt jeg er i stand til at slappe af og i det hele taget undgå at blive en pestilens for min omverden i forbindelse med bryllupsplanlægningen. Ja, for slet ikke at tale om folks forventninger til brudens (min) urimelige opførsel på selve bryllupsdagen.

Men det er da underligt. For vi er jo to, der skal giftes. Et “vi”. Eller “I” i spørgesammenhæng. Hvad synes I?, kunne man jo spørge.

Okay, nu satte jeg måske lige situationen på spidsen. Selvfølgelig er der både venner og familie omkring os, der er super søde til at spørge os, hvad vi drømmer om, og hvad vi planlægger for dagen. Men…der ligger en slags forventning i folks spørgsmål om, at det nok er mig, bruden, der i sidste ende har det afgørende ord.

Ja. Altså. Helt ærligt. Jeg kan sagtens slippe kontrollen. Hvem tror I, jeg er? får jeg lyst til at svare. Vi er enige. Vi glæder os til dagen, og vi slapper heeeeelt af!

Og nej, jeg bliver ikke ét eller andet sindssygt kvindemenneske, der styrer hele lortet og lægger tidsplaner og udleverer to-do-lister til mine gæster på dagen. Det har jeg nemlig allerede gjort én gang i mit liv – og dét har jeg heldigvis lært af. 😉 (Ja se, dér kom den, indrømmelsen! Åh gud.)

Der var engang…

…et bryllup. Og en brud, der hed Annemette Christensen (aka. mig!). Jeg skulle blive til Annemette Voss og jeg var lidt en bridezilla og havde svært ved at slippe kontrollen. Godt nok tog jeg lidt let på det dér med brudekjolen – som blev købt på udsalg en tirsdag formiddag på Østerbrogade til den nette sum af 1.100 kr. Og jeg tog det også forholdsvist roligt mht. gæsteliste, som slet ikke blev diskuteret. Der blev bare skrevet en liste med de gæster, som min kommende mand gerne ville invitere, og en liste med “mine” gæster – og bum. Så var det afgjort. Ikke nogen diskussioner der. Meeeeen…

Den dag, da vi skulle giftes, d 28/6 2008, var det eneste, der betød noget i min verden, det forestående bryllup. Det var meget stort. STORT at skulle giftes. Det var vigtigere end noget andet lige dér, lige dén dag.

Jeg skrev lange lister med tidsplan og to-do til mine brudepiger. Jeg udleverede en tidsplan til min kommende mand, så han vidste hvad han skulle foretage sig…om morgenen, mens han gjorde sig klar, og i øvrigt ikke var sammen med mig. En tidsplan så han vidste, hvad han skulle bruge sin tid på, ik? Det kan I vel nok forstå. Eller? (Hvad i al verden tænkte jeg dog på?)

Jeg var også kun 24 år gammel og med min førstefødte stadig i maven. Jeg var slet ikke bevidst omkring alle de krumpring, som livet ville kræve af mig i løbet af de næste ti år.

Så er der nu…

Nu er jeg blevet 34. Jeg skal giftes igen. Ingen baby i maven men tre vidunderlige drengebørn på repertoiret, til gengæld.

Jeg er en milliard krumspring rigere. Jeg er faktisk verdensmester i krumspring og bump på vejen. Dét siger jeg jer. I can dodge a bullet, når den kommer. Og jeg kan også stå på pinde for mine børn, gå igennem ild og vand for det jeg tror på, og jeg elsker dybere og hårdere end nogensinde før. Fordi jeg véd, hvad der er på spil.

Men, jeg kunne faktisk ikke være mere ligeglad med hvilken blomst, der er i min brudebuket, eller om lysestagerne nu også lige matcher designmanualen, som jeg i øvrigt heller ikke har – altså en designmaual…hvem fanden har sådan én til sit bryllup? Typografi, der skal matche på både indbydelser, bordkort, takkekort etc. Farvetemaer, der for Guds skyld skal overholdes – tænk hvis nu den rosa bordekoration ikke matcher farven på bordkortet, der desværre var i en lidt for douche rosa nuance. Åh gud. Så har vi balladen.

Ja, jeg har godt nok hørt mange mærkelige eksempler det sidste halve års tid, når Micky og jeg har været ude og sondere terrænet ifht. bryllupslocation. Den ene bryllupsplanlægger efter den anden der med frygt i øjnene spørger “Nå, hvordan forestiller I jer så jeres bryllup skal være?” Søde mennesker, der skynder sig at konkludere, i frygt for at vi skulle tro andet, inden vi overhovedet har fået sagt noget “Ja, det er jo jeres største og mest betydningsfulde fest, nogensinde. I kan få det liiiige, som I vil have det!”

Tak for det. Vi vil faktisk bare gerne have en dejlig dag. En god fest. Vi bekymrer os ikke så meget om borddekorationer og små formaliteter. Vi vil gerne bare møde op og nyde vores venner.

Jeg, Annemette, går dog meget op i min kjole i denne omgang. Jeg har lyst til at gå all-in, for en gangs skyld.

Vi går også begge to meget op i musikken – så vi vil bruge tid og penge på at finde en god DJ.

Derudover skal det siges, at naturligvis vil vi gerne have at lokalet bliver smukt, og at rammen om brylluppet bliver både elegant og uforglemmelig – vi gider bare ikke selv stå med det 🙂 Så vi har sat mine to brudepiger på sagen – den ene står for borddækning og dekorationer i samarbejde med hotellet og den anden står for brudebuketten i samarbejde med Micky. Problem solved.

Nu skal vi bare bekymre os om at spare penge sammen – for det er godt nok ikke gratis at holde bryllup!