Jeg har prøvet Body SDS

Jeg skrev blogpostet “Dag O” for lidt tid siden, hvor jeg forklarer baggrunden for, hvorfor jeg har besluttet mig for at prøve Body SDS behandlinger. Som i øvrigt blev anbefalet af rigtigt mange af jer, min læsere.

Som et led i den selvudviklingsproces jeg er gået i gang med – fordi jeg ganske enkelt ikke har det godt, – har jeg prøvet Body SDS. Eller jo, jeg har det da godt, bare ikke godt nok til det liv jeg gerne vil leve. Jeg har godt helbred, et meningsfyldt arbejdsliv, skønne venner og en fantastisk familie. Jeg mærker glæder hver eneste dag. Men noget mangler alligevel – eller noget er ude af balance, fordi jeg bliver jævnligt ramt af det, som jeg bedst kan beskrive som angstanfald. Jeg ønsker et liv med glæde, indre ro og kærlighed. Også til mig selv. Og lige præcis det, kærlighed til mig selv, er der ikke så meget af for tiden.

Jeg ønsker at føle mig fri, uanset hvilke bølger af ansvar og problemer, der vælter ind over min hverdag. Jeg ønsker at finde frem til en styrke, indeni mig selv, der er urokkelig og solid. En styrke, som jeg egentlig synes, at jeg har haft i mange år, men som igennem en årrække langsomt er blevet nedbrudt pga. mine egne dårlige valg og andres misbrug af min tillid.

Det er virkelig gået op for mig, hvad det vil sige, at de valg man træffer i livet har konsekvenser – down the line. Mennesker, som man vælger at byde indenfor i ens liv, de hægter sig på og sætter spor – og det kan være umuligt eller svært at frigøre sig den dag, man ikke længere rummer dem. Det er jeg ked af. Jeg er utroligt ked af, at jeg hver dag i mit liv kæmper med at acceptere situationer, som jeg selv har skabt på baggrund af mine valg.

Jeg føler mig ind i mellem fanget, som sad jeg i et fængsel. Fanget af en virkelighed, jeg stadig føler er svær at acceptere.

Men hvad så, er jeg et offer? I et fængsel? Næh. Da allerhøjest offer for mine egne dumheder. Jeg føler mig ikke som et offer. Jeg har ikke ondt af mig selv. Men jeg er bekendt med bitterhed, vrede, angst og sorg, som er følelser jeg egentlig ikke har lyst til skal overskygge min glæde, mit livsmod og min passion for den hverdag, som jeg faktisk også elsker – på godt og ondt – mest på godt!

Alt det her (det ovenstående) forklarede jeg Body SDS behandleren, i lange, beskrivende og præcise sætninger, fordi behandlingen går ud på at skabe en slags balance mellem krop og sind. Så mine tanker, mine frustrationer og min angst blev jeg nødt til bare at lægge på bordet, hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbninger om, at behandlingen kan hjælpe.

Behandlingen

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, hvad behandleren gjorde. Men hun berørte min krop igennem et lagen, og hun tog ret godt fat. I huden. Hun trykkede på organerne, hun nærmest rystede mine lemmer. Det var lidt som om, at kroppen blev vakt til live. Men det gjorde også ondt. Samtidig bad hun mig fokusere på at særligt åndedrag, som jeg efter bedste evne forsøgte at efterleve. I mens jeg trak vejret på den her måde, og hun trykkede på nogle punkter i min mave, bad hun mig visualisere nogle forskellige scenarier. Og pludselig, helt ud af det blå, så brød jeg fuldstændigt sammen. Det var ret chokerende men også mega fascinerende og tankevækkende. Jeg følte mig enormt lettet lige da det stod på, og jeg fik afløb for en masse sammenknugede frustationer, der havde sat sig som en hård knude i maven.

Okay, så jeg var imponeret over, hvordan hun med én behandling kunne “ramme plet” og trykke på de helt rigtige punkter. Samtidig så har jeg også nok selvindsigt til at vide, at jeg muligvis ville have reageret på samme måde, hvis bare en veninde havde spurgt ind til mine tanker og følelser – og jeg havde givet mig selv lov til at lade følelserne flyde frit. Jeg tænker, at det ikke nødvendigvis er Body SDS behandlingen, der lige her var særlig. Jeg vil mene, at jeg nok var særligt sensitiv, fordi det er så ømt et emne for mig, og erkendelsen af, at jeg endelig gør noget ved det, er overvældende i sig selv.

Hele behandlingen tog lidt over en time. Efter behandlingen fortalte hun mig om en hel masse kosttilskud, som hun mener jeg skal tage – noget med at opbygge min binyre – men jeg er ret meget “imod” kosttilskud. Eller ikke imod, – det ville være løgn – men jeg er pro at man indtager meget specifikt målrettede kosttilskud. Ikke bare alt muligt forskelligt. Og det lyder lidt som om at det er en hel vifte af forskellige tilskud, som jeg skal spise. Det kan jeg mærke får mig til at tage afstand fra projektet. Særligt også fordi jeg lever et sundt liv med en nærende og varieret kost, hvor min krops behov burde være dækket ind.

Ved I, om der findes Body SDS behandlere, hvor de ikke går op i ale mulige kosttilskud? Så skulle jeg måske prøve det.

Jeg er positiv over Body SDS efter at have prøvet det. Og jeg vil prøve det igen. Men jeg er stadig lidt tilbageholdene. Jer, der selv bruger Body SDS, vil I ikke være søde, at uddybe jeres erfaringer lidt?

20 reaktioner

  1. Hej Annemette.jeg har ikke fulgt dig så længe dvs nogle få uger men her har jeg også læst både nye og gamle indlæg.du er meget inspirerende!du tager gode emner op og går i dybden med tingene.du får det skrevet ned så man kan bruge det som du skriver til noget-du får ihvertfald sat en masse tanker igang hos mig.du virker til at være en person som er meget nede på jorden og ikke en som søger mediernes søgelys bare fordi du er kendt.hav en dejlig dag:)

  2. Jeg ved ikke så meget om body sds, udover jeg kan se diverse bloggere gå til det. Herude på heden (Midtjylland) har vi ikke bodysds behandlere. Men vi har kropsterapeuter. Efter jeg mistede min far gik jeg til sådan en. Jeg havde ekstremt mange spændinger i brystkassen, som om hele min ked af det hed sad der. Da vi mistede vores søn i februar opsøgte jeg endnu en gang en kropsterapeut, der dog også kunne kraniosakral. Endnu en gang sad smerten i brystkassen. Men efter få behandlinger var min krop fysisk rettet op. Uden diverse kosttilskud, blot en kærlig hånd på min krop. Uden smerte, udover den indre. Men det hjalp. Man skal vælge det der hjælper en, nogle gange tager det bare lidt tid (og penge) at finde ud af hvad virker. Kh til dig ❤️

  3. Hej Annemette 😊

    Det der body-sds er en sjov ting – men jeg syntes du forklare det på enrigtig god måde. Ja det gør ondt – men sikke en lettelse og både psykisk og fysisk udrenselse man kan få! Det skal prøves 👍🏻

    Jeg kan anbefale Niels – sætter lige linket nederst. Han er så profesionel og ubeskrivelig dygtig, til at læse “mellem linjerne” og rammer spot on 🎯

    Han snakkede intet ang. kosttilskud eller naturprodukter – det kan jeg også få det lidt anstrengt med, hvis der skal “sælges” op. Her får du fuld fokus på at finde din balance igen (og dig selv)😍

    God fornøjelse

    Charlotte

    https://body-sds.dk/autoriserede-behandlere/niels-anders-thorn/

  4. Body innovation i Roskilde! Han er helt fantastisk!!! Ikke noget med kosttilskud her 😉

  5. Kære Annemette
    Jeg har efterhånden prøvet en del bodysds behandlinger og jeg mærker bedring i krop og sjæl for hver gang.
    Min behandler går meget op i at jeg nurser mit indre jeg, dvs giver mig selv en masse kærlighed ikke kun det jeg i praksis kan give som feks en gåtur i Utterslev Mose. Men den mentale del hvor jeg taler til mig mit indre jeg og fanger Tina hvor hun har været allermest ramt og giver kærlighed og troen på at jeg er der for mig selv.
    Det kan godt lyde som hokus pokus, men det at have fokus på det inderste (som jeg i mange tilfælde har gemt laaaaangt væk), gør altså noget. Det er små skridt men skridt jeg lige så stille kan mærke fremgang på. Hvis du ønsker at afprøve behandlingen endnu engang, så synes jeg du skal prøve min behandler Nadia – Krospfrihed på Lergravsvej Amager. Hun er guld værd og kan læse din krop orden fineste måde, hun er dybt orofessionel og utrolig tryg at give slip hos og fortro sig til.
    Mange kærlige hilsner fra Tina

    1. Hej Tina. Tusind tak for din anbefaling af Nadia! Har selv overvejet hende, men nu skal jeg da bare afsted 🙂

  6. Hej Annemette. Jeg har ikke selv prøvet body sds, men jeg har til gengæld prøvet kropsterapi, og det vil jeg bestemt anbefale dig, hvis du egentlig tænker, at kropsbehandlingen appellerede til dig, men hele kosttilskudsdelen blev for meget. Jeg kan varmt anbefale Totum-uddannede kropsterapeuter, da jeg selv er blevet behandlet ved dem, der har oprettet og underviser på Totum-uddannelsen. Al held og lykke med dit spændende projekt 🙂

  7. To simple men næsten magiske tricks der virker på næsten alt og giver bundsolid ro:
    1: Nedjuster forventningerne til dig selv og dine omgivelser – og ikke mindst forventningerne til hvordan livet bør føles.
    2: Tilgiv dig selv

  8. Som med så meget andet er Body-SDS en tillidssag. Det er vigtigt at den man går hos er en man føler kan mærke en.

    Har selv gået hos Lisbeth Weeke i en periode hvor jeg havde brug for at finde balance i livet igen. Efter en periode med stress grundet en livskrise havde jeg brug for at komme fra hovedet og ned i kroppen. Det hjalp Lisbeth mig med. Hun forstod hvad jeg havde brug for. Hun er den vildeste, lytter og er forstående. Prøver ikke at prakke dig noget på. Kan så varmt anbefale hende.

  9. Jeg har været igang med body sds i 8 måneds tid nu. Jeg kan mærke en kæmpe forskel MEN det tager tid. Det er en lang og hård proces men det er så meget værd 😊 min behandler har givet mig gode råd men aldrig sagt at jeg skulle tage bestemt vitaminer mm. Gør det DU føler er rigtigt, det er din krop og sind 😁

  10. Hej Annemette
    Jeg har prøvet forskellige sds og forskellige behandlere. Vi er så heldig at vi har tilknyttet diverse massør sds eller lign behandlere på jobbet. Efter en del forskellige fik jeg prøvet mikael kyneb og Mjølner hos det her firma – startede ved kyneb men han stoppede ude ved os og nu mjølner samlet ca 1.5.år. jeg var yderst skeptisk og mente det var bonus pokus, men de to har været den bedste investering for mig både fysisk og mentalt.

    Her er link
    https://nor.house/nor-behandlinger/#toggle-id-2

    Håber du finder det der virker til dig, da vi alle er forskellige. 😊💙

    Men de to får min varmeste anbefaling.

  11. Jeg går i perioder hos Josefine killime Mynster fra https://www.kropsterapigentofte.dk og synes hun er fantastisk og enorm ærlig og tilstedeværende. Har aldrig hørt om kosttilskud i den forbindelse. Men det kan jo også være du bare har brug for noget andet?
    Jeg personligt tror på at de oplevelser og traumer man har fået gennem livet sider i kroppen og føler min krop og sind er mere fri bagefter samtidig med at jeg fik mod på at sige fra over for ting og personer og blev stærkere i mine valg og fravalg.
    Men der er jo også andre måder, feks coach, psykolog, meditation, etc og så tror jeg også det handler vildt meget om kemi mellem en selv og den behandler.
    Stort virtuel kram 🙂

  12. Jeg har prøvet body sds flere gange. Har aldrig haft den ‘vilde’ oplevelse som mange beskriver, men det har helt bestemt løsnet op for nogle spændingernog gjort mig bedre til at fokusere på, hvad jeg vil. Jeg har aldrig oplevet at min behandler har talt om kosttilskud. Ville også selv stejle over det!

  13. Hej🙂 Jeg går selv til body-sds, og det har hjulpet mig. Min behandler snakkede ikke om tilskud og andre ændringer i livsstilen i starten, men jeg tror, at du med tiden selv måske vil opleve, at der sker noget i dig, som gør, at du måske vil få øjnene op for, at der er steder, hvor både kost og andet kan optimeres, selvom vi har følelsen af at leve sundt. Det er selvfølgelig individuelt, men jeg havde det som dig i starten. Grunden til jeg egentlig kommentere er, at jeg synes, at det er ærgerligt, at du ofte, når du fortæller om, hvordan du har det, efterfølger det med et men. Jeg ved godt, at det er for at bløde det hele op, men ærligt, så behøves det men ikke, for det er okay at have det dårligt og det er okay at sige det og så ikke efterfølge det med alt det gode i livet, for nogle gange skal man bare være med det, der gør ondt. Men’et opleves som et fortsat pres og udskydning af den endelig accept. Jeg er ikke ude på at spille klog på din situation, eller sige hvordan du skal gøre. Du skal finde din vej og ingen andres.

  14. Jeg har gået af flere omgange, men det har primært været pga et piskesmæld som driller. Jeg blev til sidst lidt træt af behandlingerne, da jeg synes de var for smertefulde (og dyre).. Jeg har haft glæde ved akkupresur. (Og psykolog da min angst var på det højeste). Nu hvor min barsel er slut, så overvejer jeg at lære yoga 😊

  15. Jeg har prøvet bodySDS, men er for nylig stedet startet hos Monika som udfører ManuVision i stedet. Det er helt fantastisk godt. Lidt i samme boldgade som bodySDS. Kan varmt anbefale hende. Hun behandler i Ordrup, som jo er ganske tæt på dig.

  16. Kære Annemette
    Du nævner ordene særligt sensitiv. Jeg kan genkende mange af de ting du skriver i første del af det jeg lige har læst fra mig selv. Jeg vil anbefale dig at låne Ilse Sands bog Elsk dig selv det er en fantastisk bog og også de 4 andre hun har skrevet.
    Du har også på Instagram i dag skrevet at du tager hjem i aften. Da du har brug for en fridag.
    Jeg har haft så meget uro i min krop, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være i den. Det med at tiltrække de for dig forkerte personer og have svært ved at sige fra kender jeg også til.
    Måtte for 2 år siden sige stop og via Ilses bøger har jeg funde ind til det der i dag gør mig glad. Så lån den/dem på biblioteket de er guld værd at læse. Det er måske her din løsning ligger. Alt godt til dig og dine 4 drenge. Knus😉😘

  17. Jeg har gået hos Kim Maibom i København ved Kongens Nytorv, og han var intet mindre end fantastisk. Han nævnte intet om kosttilskud, men var utrolig sød og kærlig, hvis man kan sige det sådan. Det er jo lidt sårbart at ligge der og græde alle sine frustrationer ud, syntes jeg. Men han var enormt god.

  18. Jeg ville også personligt stejle over diverse kosttilskud. Jeg har i flere år jævnligt gået til psykolog, i vanskelige livskriser med korte intavaller og ellers mere på et cooating plan. God vind din vej😊

  19. Kære Annemette Voss,

    Dejligt du ikke helt har mistet modet med Body SDS behandlinger! Body SDS behandlinger går dybt og kan gøre ondt. For nogen gør det ondt fysisk og for andre psykisk. Det er slet ikke alle behandlinger der gør lige ondt og alle behandlere gør det forskelligt.

    Der er ingen tvivl om at nogen gange kan det tjene et godt formål at man er lidt “hård” i behandlingen og andre gange skal man være mere nænsom.

    Jeg er sikker på du sagtens kan finde en behandler som kan ramme plet og give dig lige netop den oplevelse som opleves god og forløsende. Det kan være 1. match ikke var rigtigt men det kan også være at en kommende behandling ville opleves anderledes.

    Jeg håber bestemt du vil forsøge igen. Du finder alle vores behandlere og et skriv om dem lige her:
    https://body-sds.dk/om-body-sds/ansatte/

    Vi håber at se dig igen. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN