Vi snakker ikke sammen… der er mest bare stille.

Der er sket noget herhjemme, der ligesom har gjort, at gulvtæppet er blevet revet væk under os.

Jeg kan desværre ikke fortælle, hvad det drejer sig om af hensyn til sagens alvor. Desværre!!! Der er dog ikke noget, jeg hellere ville end at råbe ud til hele verden, hvad det er, der er så uretfærdigt og som gør, at vires liv slår kolbøtter dagligt. Men jeg kan forsikre om – så der ingen tvivl er – at det handler ikke om os selv, (vi har det super), og det handler heller ikke om børnene eller deres far. Ham går det rigtig godt med. Og der er altså heller ingen, der er syge.

Men lad mig forsøge at forklare. Det er virkelig svært at skulle acceptere, at midt i en periode af vores liv, hvor alting ellers føltes fantastisk, positivt og i rivende udvikling, så sker der noget, der bare sætter en stopper for den gode mavefornemmelse øjeblikkeligt og giver mavepine, ondt i hovedet, gelé i benene og sitren i kroppen. I mere eller mindre konstante bølger… 

Hverken Micky eller jeg går fri i denne omgang, vi er begge helt kørt over. 

Hvad skal jeg sige. Hvordan skal jeg forklare det? Hele sidste uge lå vi bare ned, sådan HELT ned, og jeg vidste ikke hvordan, vi lige sådan skulle rejse os. Nu er det en ny uge, og vi prøver på at få tingene til at hænge sammen. Men nerverne er flossede og vi er simpelthen bare ramte.

Jeg er stærk for ham. Det er ham, der for første gang i vores liv sammen er værst ramt. Men det piner mig at se ham have det skidt, og jeg er utroligt opmærksom på, at han ikke knækker, fordi dér har jeg selv været for mange gange i mit korte liv, og jeg ved, at det sætter sig i kroppen for livet, hvis man først har mærket bunden fuldstændigt.

Så nu er det noget med at få os selv ud af sengen hver dag. Tage pænt tøj på og huske at få lidt makeup på og sætte håret. Det er noget med at få familien til at hænge sammen, være der for børnene, sørge for at lave aftensmad hver dag og give en masse kram til hinanden.

Vi sørger for at komme ud af døren. Se venner og familie. Samtidig med at vi har streget en masse aftaler og planer for at gøre plads til, at vi også bare skal ligge hjemme under dynen og stirre ind i et ligegyldigt Netflix-univers, for at drive tankerne på flugt. 

Det er sådan en mærkelig balance mellem at hive sig selv op og lade sig selv være nede på samme tid. 

Men vi snakker ikke rigtig sammen. Altså Micky og jeg. Der er bare stilhed. Ikke fordi vi ikke kan lide hinanden, men fordi vi begge er helt tomme for ord. Vi kigger på hinanden, giver hinanden kram og holder meget i hånden med hinanden, hvor vi knuger hinandens hænder hårdt! Men ord er der (næsten) ingen af. Det er underligt, og det har vi ikke prøvet før. 

Jeg er med på, at I på mine sociale medier nok ser en forholdsvis glad og velfungerende udgave af mig. Det er også sandt på mange planer, fordi min virksomhed kører godt, og jeg er stolt over de mange tiltag, som bliver modtaget positivt for tiden. Det er naturligvis med til at holde mig sammen at arbejdslivet fungerer. Særligt modtagelsen af min lille smykkekollektion har været overvældende, så i aften vil Micky og jeg skåle i et godt glas vin og nyde, at noget i det mindste går rigtig godt.

Men jeg er også helt færdig med at male kunstige glansbilleder og sætte et falsk ansigt på. Det ved I – der har jeg været for flere år siden. Sandheden er, at vi ikke har det så godt for tiden. Noget har ramt os. Hårdt. 

Men som min veninde Stine skrev til mig; – Annemette, du er en korkprop… og det har hun nok ret i. Jeg håber, min mand også er det.