“Det er livet. Det er dit.” (læs det)

Livet er fuld af overraskelser, for jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive om Folkemødet og Bornholm, – men nu går jeg lige ned ad en anden vej – for jeg vil skrive om noget meget vigtigere. REALLY! 

Om tro. Troen på livet. På det gode. Om at tro på sig selv.

Hvorfor? Fordi jeg læste noget, der rørte mig. Jeg vil ikke citere forfatteren endnu, men jeg vil fortælle en historie. Og du SKAL (fandeme! – ja undskyld…) læse med! Det SKAL du! Fordi det vedrører også dig! Det vedrører os alle. Og jeg er 100% sikker på, at der vil være elementer af denne historie, som du kan spejle dig i, og som vil gøre dig klogere på livet.

Here goes…

Jeg kendte engang en dreng. En teenagedreng, som alle pigerne i Vejle var vilde med. Han var en rigtig flot dreng, sådan en dreng man gerne ville have kiggede efter én i køen til Crazy Daisy. Han så virkelig godt ud! Men han var ikke en “pæn” dreng. Han kom fra ghettoen og hang ud med de forkerte drenge. Han var sådan én, der opførte sig lige præcis så forkert, at han var helt perfekt til at udfylde rollen som pæne pigers oprør mod mors og fars polerede facade. Han var sådan én, der ikke rigtig gennemførte sin uddannelse, og som absolut ikke havde travlt med at bevise sit intellekt for nogen. Og, så var han sådan én, der gik i sort hættetrøje og baggy bukser.

Han datede kortvarigt min veninde, og han bragte hende røde roser. For han var en sød dreng. Vi alle snakkede om det. Jeg var mega misundelig. Tænk, hun havde fået røde roser af HAM! Wow. Men hun var for pæn til ham. Det ville alligevel aldrig gå, med hendes fars politiker-baggrund – og det blev en meget kort romance. Men vi andre piger synes, at hun var heldig.

Han var sådan én, som jeg aldrig ville kunne tage med hjem til mine forældre. Selvom mine forældre ikke er dømmende. Slet ikke! Men han ville bare ikke være “the right fit”.

For jeg var en pige. En pige fra Vejles overklasse med et alt for stort behov for at bevise mit intellekt for andre. En pige, der klædte sig i pæne lyseblå skjorter og dyre jeans. En af de “pæne” piger. En pige, der havde travlt med at være alt det, som jeg burde være og som opførte sig lige præcis så rigtigt, at jeg passede perfekt ind i en ung knægts oprør mod ghettoens rå rammer. Jeg var sådan en pige, der klarede sig strålende i skolen og gik nådesløst efter topkaraktererne. En pige, der i virkeligheden havde det skidt. En pige, der faktisk var usikker.

En dag mødte jeg drengen. Bare ham og jeg. Efter vi over længere tid havde kommet i de samme kredse i nattelivet, og jeg havde sendt ham blikke henover baren på Crazy Daisy. Vi mødtes ved at busstoppested. Helt tilfældigt. Han spurgte modigt om jeg ville med over og spise en kebab med ham. Det ville jeg gerne, – men jeg sagde nej tak. Så kom bussen. Kort tid efter flyttede jeg til København. Jeg flyttede væk fra alt det, der gjorde ondt og alt det jeg ikke kunne holde ud. Siden da så jeg ham ikke.

Nu følger jeg en mand. Jeg læser mandens ord med stor interesse og med omhu. Manden kan virkelig skrive. Manden er sådan en mand, der ville imponere mine forældre og som er præcis så reflekteret og velformuleret, at han ville passe perfekt ind i en kvindes drøm om at finde en sig en “mægtig” mand. For manden har magt. Ordets magt. Drengen er manden. Jeg kender ham ikke mere. Men jeg véd hvem han er. (Eller gør jeg?) Jeg kan se, at han stadig bor i den by og blandt de mennesker, der har formet ham. Jeg selv flyttede langt væk, fra alt det, der formede mig og alt det der var svært dengang. Han er en modig mand. Han blev, han holdt ud, han lærte, han skabte et bemærkelsesværdigt liv. Tydeligvis så gik han ud i verden og formede et liv, som er beriget. Beriget med reflektion og mod. Og han beriger min verden med sine ord. Tak til manden, tak til drengen!

Jeg må konkludere. Der er så meget vi ikke ser, – så meget potentiale i mennesker omkring os. Døm ikke! Og du skal blive overrasket!

Jeg har lært noget – efterhånden. Noget, som kun livet kunne lære mig. At det er ikke karaktererne, der definerer om jeg kan. Det er ikke min afsluttede uddannelse, der afgør om jeg får jobbet. Det er ikke mit tøj, der afgør min karakter. Det er troen på mig selv, der afgør det hele.

Tro på det! På dig.

Nu vil jeg citere ham. Det er smukt skrevet. Det rørte mig. Du kan følge ham på Facebook her.

“Til dig derude med enten ingen studenterhue eller et snit, du ikke kan bruge til en fis. 
(eller til mig selv som 18-årig).

Du kan komme efter det. 
Livet hverken starter eller slutter med en studenterhue.

Jeg havde kun en halvsløj HG uddannelse. 
Det lykkedes også kun med 2/3 dele af en HF-eksamen.

Livet er mere end din hue og dine karakterer i skolen. Det handler om din egen karakter.
Den er dynamisk og flytter sig igennem erfaring og mødet med verden og menneskerne, du møder i den.

Jeg har rejst en del. 
38 stater i USA. Cuba. Grønland. Island. Australien. Asien. England. Moskva og mange andre steder. 

Jeg har pakket frugt på et lager i kulde og på sommerdage. Om natten i duften af lunt rugbrød. 
Jeg har pakket tøj ind. På fars dag. Konfirmanddage. Lavet cocktails. Serveret for dem, som fulgte en mere lige vej i livet end jeg.

Men jeg har betragtet, observeret og smagt.
På verden. På retterne foran mig.
Jeg har læst det, jeg fandt spændende. 
Det, som jeg ville blive klogere på. 
Det, som jeg ikke vidste noget om, før bogen åbnede en ny verden for mig.

Jeg har elsket og tabt. Elsket igen. 
Tabt endnu mere. 
Oplevet det bedste og værste, verden har at byde på. 
Set solen stå højt på himlen til en Penthouse-fest i New York, som jeg havde forvildet mig til. 
Hørt kirkeklokkerne ringe ud, imens jeg bar min fars kiste. 
Det samme med min lillebrors.

Men, og det er vigtigt – jeg har troet. 
På vejen jeg gik, selv når ingen andre forstod den. Eller når kursen virkede ufarbar.

I 2012 var jeg 31 år. 
Der skrev jeg min første historie. 
Fordi det føltes rigtigt og nødvendigt. 
Sendte den til en avis. 
På avisen sad en mand og så talent. 
Han så mit talent. 
To måneder efter skrev jeg hjem til en avis hver uge – fra USA – i tre måneder og fandt min vej. 
Uden en hue. 
Uden fine karaktersnit.

Fire år efter arbejder jeg for TV 2. 
Har været på Al-Jazeera for et trecifret million antal seere. Oplevet et land i krig.
Udgivet én bog og skrevet endnu en.
Fået forsidehistorier trykt. Mødt endnu flere talentfulde og beundringsværdige mennesker, som har troet på og hjulpet mig på vej.

Er huen vigtig?

Ja, gu er den så. 
MEN – livet mellem huen du fik eller ikke fik og din dødsdag handler om lidenskab, tro og kærlighed.

Så giv ikke op. Vil du have noget – så gå ud i verden og ta’ det.

Det er livet. Det er dit.”
(af Morten Pelch)

 

3 reaktioner

  1. WOW!!! Tusind tak fordi du delte dette vigtige budskab!! Det vil jeg gemme og læse igen og igen 🙂

  2. Tak for den! Kommer selv fra Vejle og har stået i selv samme Crazy Daisy kø og betragtet ham og hans lillebror. Vidste næsten fra første linie at omhandlede ham. Han skriver så flot og reflekterende! Tak for din blog og inspiration.

  3. Fantastisk historie fra det virkelige liv.. Jeg følger ham også.. Og han har også engang været kærester med min veninde :-))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN