Kan en blogger få nok af sig selv?

Ja, det er jo spørgsmålet?

Sådan én som mig, der på flere punkter lever af at fortælle om mig selv, mine holdninger, tanker, meninger osv (hey, jeg gør det jo lige nu!) – kan jeg mon få nok af mig selv? Øh, ja. J to tha A. YES!

Hvis jeg havde spurgt mig selv om det samme for et par år siden, så tror jeg egentlig jeg havde svaret sådan noget intellektuelt velovervejet i retning af “I ordvendingen at få nok ligger der implicit en slags mættethed. At man faktisk ikke rummer mere af én selv. Så nej da, for hvis man er i balance med sig selv og i øvrigt står ved de valg man tager, hvorfor skulle man så få nok af sig selv. Hvis man har det godt med sig selv, så hviler man også i sit eget selskab.”

Jesus Christ, er jeg blevet klogere!

Man kan nemlig sagtens få nok af sig selv. Eller, jeg kan i hvert fald godt. (Må hellere lige holde den på egen banehalvdel 😉 ) Af den grund har jeg også blogget noget mindre i et par uger nu – end jeg førhen har gjort – og jeg har også instagrammet væsenligt mindre. Måske faktisk til det bedre, når jeg skal være helt ærlig.

Og nu behøver I ikke gøre mig opmærksom på, at jeg stadig er meget aktiv på sociale medier – I know. Jeg siger heller ikke, at jeg ikke kan holde mig selv ud – slet ikke. Jeg har bare skruet lidt ned for charmen. Fordi ved I hvad, jeg fik faktisk nok af mig selv. Det begyndte to-tre uger siden – midt i al søvnløsheden pga Luca, der holder hele huset vågent om natten. Midt i konfektbog-udgivelse og midt i bryllupsplanlægningen. Lige pludselig kunne jeg ikke finde på mere at skrive om, fordi jeg ikke rigtig gad høre min egen mening. (Giver det mening?) Og hey, jeg er altså vældig fint skruet sammen på øverste – der er ikke en skrue gået løs eller lign.

Læs også: Jeg er på sammenbruddets rand

Jeg synes bare ikke, at jeg havde noget interessant at byde ind med, så hvorfor overhovedet forsøge? Flere gange om dagen når jeg lagde en InstaStory op, så skyndte jeg mig at slette den igen, fordi jeg ikke synes at indholdet var relevant.

Jeg følte mig træt (need I say more?), uoplagt og ikke som et særligt inspirerende menneske. Jeg havde nok i mit søvnløse barn. I min lille verden med Micky og drengene. I mit job på Tv2. Så faktisk blev bloggen “det rum” jeg ikke kunne rumme. Det rum, hvor det hele handler om mig, og “mig” var det sidste jeg gad tænke på.

Det har fået mig til at tænke…

Jeg synes man let føler et slags pres og et ansvar for at være på. Af at fodre verden med updates og modtage ligeså fra mere eller mindre vigtige mennesker, som man har valgt at følge. Jeg synes man let bliver grebet af de der InstaStories. Jeg kommer i hvert fald nemt til at hænge længe ved dem og jeg kommer også nemt til at lægge flere op, end jeg egentlig har lyst til. Med det mener jeg, at jeg mest af alt har lyst til at dele relevant og interessant indhold, og derfor er nogle af mine instaStories, set i det perspektiv, ligegyldige. Tsk tsk… så hvad gør man?

Jeg synes hurtigt, at de her stories bliver mindre interessante end et velovervejet blogpost eller et udvalgt billede med en forfattet tekst, som man finder i feedet på Instagram. Der er trods alt tænkt lidt mere over tingene…i hvert fald for mit vedkommende.

Så konklusionen må være, at lige for tiden, der er bloggen lidt som vinden blæser. (Vinden = mit humør, that is.) Nogle dage deler jeg, nogle dage holder jeg bare kæft, fordi jeg har fået nok af mig selv.

Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er på en evig søgen efter interessante emner at skrive om. Så kom gerne med jeres input. Har I nogle emner, som I godt kunne tænke jer at høre min holdning til? Smid en kommenter herunder på siden.

♥/ AM