Vores vielse i billeder og ord

Det tog mig lidt tid – eller måske en hel del tid, hvis man går op i den slags – før jeg fik lyst til at sætte mig her (foran computeren ved tastaturet) og dele mine tanker omkring vores bryllup, der løb af stablen d 21/6 2018. I dette blogpost vil jeg lægge særlig vægt på den vielse, vi havde valgt.

Til jer, der læser med ofte, så véd I måske – eller har kunne fornemme – at jeg er inde i en eftertænksom periode, hvor jeg har haft brug for at ændre kurs og navigere i nyt farvand, – et farvand, hvor der er mere plads til dem jeg holder af og til mig selv, ikke mindst. Der skal være plads til at være mig. Og når jeg siger “mig”, så mener jeg den helt jordbundne, ærlige, ægte udgave af mig. Hvor jeg spejler mig i mennesker, som jeg rent faktisk holder af, og som sender mig god karma og vil mig det bedste. Jeg skal ikke bruge tiden på at spejle mig i kameraernes søgelys på én eller anden tilfældig rød løber eller i øjnene på personer, der ikke vil bruge mig til andet end “business”. I hvert fald ikke lige nu, hvor jeg ikke har det overskud.

Derfor var der heller ikke indbudt presse til vores bryllup, og jeg har ikke haft lyst til at dele vores private billeder fra brylluppet her på bloggen før nu. Jeg har haft lyst til at holde det lidt for mig selv. Være i den lille bobbel af kærlighed, som et bryllup og de efterfølgende dage er. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har delt billeder – det har jeg da – på instagram gik jeg vist lidt amok. Men instagram er et nemt medie på dén måde. Mere uforpligtende end bloggen her, og noget jeg kan klare på 2 sekunder.

Jeg har dog skrevet en guide til naturlig bryllupsmakeup og jeg har delt billeder af vielsesring, buket, smykker og negle.

Og hvis I er stødt på billeder fra vores bryllup i bladene, så er det billeder de har fået adgang til på bagkant. På selve dagen var der bare os, gæsterne og vores “egen” fotograf, Elona Sjøgren, som jeg kender godt og holder af. Hun har taget de billeder, der er her i blogpostet.

Men det her behov for at bruge min tid “rigtigt” førte også til, at det kun var vores nære venner og familie, der var indbudt til brylluppet. Ingen kollegaer eller forretningspartnere… Vi holdt ingen reception, hvor bekendtskaber kunne dukke op med en gave og lige ønske tillykke. Jeg synes nu nok, at det kan være en ret god idé – det dér med en reception hvor alle mulige fra nær og fjern kan komme forbi – men Micky er et meget privat menneske, og jeg havde slet ikke lyst til at omgive mig med andet end vores ægte venner. Dém, der altid vil os det bedste. Så sådan blev det. Vi var i alt 55 personer. Og det var helt perfekt.

Så kan man jo spørge sig selv, om ikke 55 personer er mange, hvis det kun er de nærmeste… og til det vil jeg bare tilføje, at særligt Micky har en meeeeeget stor familie bestående af en hel masse brødre. Ergo; – nu har jeg også en meeeeeget stor familie.

Hvorfor bryllup på en torsdag?

For det første, – der er mange, der er har spurgt til, hvorfor vi valgte at blive gift på en torsdag. Det var 1-årsdagen for Mickys frieri. Derudover er d 21/6 året længste dag, og på den led en sød måde at få flest muligt solskinstimer ind i sit ægteskab fra start. Pladderromantisk, måske, men sødt!

Og da vi først gik i gang med at planlægge brylluppet på en torsdag, gik det op for os, hvor smart det i virkeligheden var, fordi vi kunne få alt, som vi ville have det. Ingen DJ er booket på en torsdag. Ingen hoteller havde problemer med at få plads til os på en torsdag… etc. Og hey, så kan man faktisk også bedre forhandle prisen lidt ned, når man holder på en torsdag. Siger det bare!

Så det endte altså med at blive torsdag d 21. juni 2018 – og det blev et stort bryllup hvor intet manglede – præcis som vi drømte om.

Min brudepige der måtte melde fra

Der var jo også et lille bump på vejen lige op til brylluppet. Jeg måtte undvære min ene brudepige, – min veninde Sarah, som jeg har stået igennem tykt og tyndt med i 17 år. Hun var nødsaget til at melde fra, og det har jeg FULD forståelse for. Bare så der ingen tvivl er. Men naturligvis manglede jeg hende på dagen, hun er trods alt én ud af mine to bedste veninder, der altid er der for mig, og som giver mig ro.

Jeg havde lang tid forinden brylluppet fået lavet to små armbånd til mine brudepiger, ét i gråt og ét i lyserødt, som det var meningen, at de skulle bære på dagen. Som en lille gave fra mig til dem, og som et minde de kunne have efterfølgende. Armbåndene var designet til at matche min vielsesring. Men det endte altså med, at jeg “lånte” det lyserøde armbånd af min manglende brudepige, og bar det til mit bryllup – så på dén måde var hun med mig, ved min højre hånd, hele dagen i tanker og i hjertet. Det var faktisk ret dejligt, hver gang jeg så ned på mit håndled, lige at blive mindet om hende, og vide, at hun sad hjemme i Kbh og tænkte på mig.

Selve vielsen

Jeg har én gang i mit liv stået bag nogle store tunge trædøre og hørt orglet begynde at spille bryllupsmarch. Dét skulle jeg ikke prøve igen i ren frygt for at blive “sat tilbage” til dengang, da det var en anden mand, jeg giftede mig med. Og der er også et eller andet mærkeligt ved at stå og sige JA foran gud – und alles – når man, som jeg, er blevet bekendt med, at den slags løfter er til at lukke op og skide i. Såeøhhhh… Hvad gør man så?

Jeg ville stadig, meget gerne, have en kirkelig velsignelse og skabe noget højtideligt over vielsen. Micky havde det på samme måde, selvom han ikke rigtig er den troende type. Det er jeg derimod – jeg tror faktisk på kristendommen, i sådan lidt bred fortolkning – så et kirkeligt islæt ville vi gerne have. Ret hurtigt blev Micky og jeg enige om, at vi gerne “bare” ville holde vielsen på hotellet, hvor festen skulle stå. Vi ville gøre det under blå himmel og med lyden af bølgeskvulp og vinden i trætoppene som rammen. Og det skulle være en præst, som viede os.

Vi fik fat i Lisbeth, præsten fra det tilhørende sogn, og hun ville hjertens gerne komme og gøre vores dag helt særlig. Hun var heldigvis også en fantastisk præst, – fyldt med humor. Lige som vi kan lide det.

Kun meget få af vores gæster var klar over, at de skulle ankomme til hotellet og gå direkte til vielse. Der var flere, som troede, at de bare lige skulle tjekke ind, og at der senere ville være vielse i en kirke. Men næh nej, vi snød dem lidt, gjorde vi. Dagens program var der ingen, der rigtig kendte til ud over os selv og vores toastmaster.

Ved ankomst blev folk gennet ud på terrassen, hvor vejret heldigvis holdt tørt, og så fik de ellers en rimelig stor Aperol Spritz i hænderne. Der var fuglefløjt og vind i træerne. Det var smukt, dog lidt køligt, men helt perfekt. Det var ikke for koldt.

Kl 11.30 dukkede solen op på himlen, i samme minut som jeg trådte ud på den røde løber, der var lagt ud fra toppen af terrassen og ned mod Micky, der ventede spændt for enden af løberen. Det lyder utroligt – men det er sandt. Og hvad, der var endnu mere vildt, var, at sangen, som Szhirley så smukt sang og Mads så smukt lagde musik til, som jeg gik ned mod Micky, var Beatles “Here comes the sun”. Der var ikke et øje tørt.

Jeg husker ikke så meget andet, end at jeg bare smilte så stort, at jeg fik ondt i kæberne. Jeg kunne bare slet ikke stoppe med at smile. At gå min mand i møde, med mine tre børn om mig, var magisk. Det var overvældende og fyldt med kærlighed.

Det var min bedste veninde Anne-Irene, der gik med Luca og Ferdinand og min ældste søn Hugo-Sander, der førte mig op ad “gulvet”. Det var vigtigt for mig, at det var drengene, der gav deres mor bort – og ikke min far. Min far har jo allerede en gang givet mig bort – denne gang var det meget mere sigende, at det var drengenes accept af Micky, der var i spil.

Drengene var klædt i hvide skjorter med brystbuketter, afslappede mørkeblå shorts og sko, der kan blinke i turkis, blå, grøn og rød. Jeg synes de så mega-seje ud. Og solbrillerne havde de selv valgt. Årh, er de ikke søde?

Min kjole og mit slør er fra Jesper Høvring – en kjole som jeg i sidste øjeblik endte med at låne af min svigerinde, der aldrig har brugt den. Længere historie…men hun er altså lykkelig gift med min svoger, skal det siges 😉 Der er naturligvis alle mulige gode årsager til, at jeg endte med en anden kjole, end den jeg først havde regnet med at bære. Men de årsager holder jeg for mig selv. Jeg vil dog understrege, at min kjole på ingen måde føltes som et kompromis – faktisk så synes jeg, at den kjole jeg endte med at bære, var det helt rigtige valg!

Under hele seancen stod alle gæsterne og sippede deres Aperol og nød vejret og udsigten. Det var vildt fedt og totalt afslappet. Det var i øvrigt en stående vielse, vi havde vagt. Så der var ikke den samme formalitet, som opstår, når man beder folk sætte sig ned på rækker. Folk stod og holdt om hinanden og vuggede med til musikken. Totalt cool, hvis jeg selv skal sige det.

Præsten klarede vielsesritualet, som hun nu skulle. Kun afbrudt af Szhirley og Mads, der sang og spillede Caroline Hendersons “Vil du være min i nat” og afsluttede med George Ezras “Budapest”. Sange, som betyder noget særligt for os. Der blev ikke sunget salmer – det havde vi ikke noget ønske om.

Som jeg skrev før, så var præsten ret sjov. Blandt andet sagde hun til gæsterne, efter de alle havde bedt fadervor at “…det var godt I alle bad med. Bliv bare ved med det. Det får brudeparret brug for” – Det er da sjovt?! Folk grinede i hvert fald, og det var fedt, at folk var i dét humør. Det blev nemlig ikke for højtideligt.

Vielsen var faktisk bare helt vidunderlig. Da vi havde sagt JA, kysset, krammet og der blev sagt tillykke, så blæste alle gæsterne sæbebobler på os (i stedet for at kaste med ris), og dernæst stod den på frokost efterfulgt af vinsmagning og mandehørm – og for kvindernes vedkommende var der pool party og piña coladas. Men dét må jeg dele billeder fra på et andet tidspunkt.

♥

(Tak for sangen, Szhirley!)