REKLAME
Jeg har fået en ny vaskemaskine, som nu skal gøre livet meget lettere for mig og min familie. Men den kan I læse om længere nede… Først starter vi lige med de pinlige bekendelser…
Det er simpelthen for pinligt!
Jeg er husmoder. Jeg er mor. Jeg er blogger og jeg er et menneske, der lever i det offentlige øje… Og det er roller, der skal doseres rigtigt, for at det hele skal gå op. Lige i dag er jeg primært blogger og husmoder, så lad mig fortælle jer, hvad der er nyt på “husmodermenuen” her i huset.
Jeg er ikke sart mht. privatliv. Det er jeg altså ikke, og det ved I nok godt. Men er jeg den eneste, der synes det er noget så grænseoverskridende at komme ud på folks badeværelser, og så ligger deres vasketøj der med udsigt til indersiden af underbukserne lige op i hovedet på en? Jeg oplevede det for nylig, og det har fået mig til at tænke over, at mit eget badeværelse skal laves om på en eller anden måde. Vasketøjet må i hvert fald under ingen omstændigheder hobe sig op på den måde…selvom det ofte er sket! (Piiiinligt! Hvad har folk ikke tænkt.)
Men uanset hvor meget husmoder jeg kalder mig selv, så er vasketøj bare ikke min kop te.
Jeg hader det. Ja, hader! Det er et stærkt ord, som jeg vælger at bruge med fuldt overlæg her. Jeg er typen, der lader vasketøjskurven bugne mere og mere af gammelt surt vasketøj – indtil det punkt hvor det ikke længere kan forsvares, for nu er der ganske enkelt ikke flere rene underbukser til ungerne – hvis ikke jeg gør noget ved det asap.
Jeg ville ønske, at jeg havde en lille husalf, der kunne komme og fikse det for mig – men det i sig selv er et problem, for ingen skal røre ved mit vasketøj… Sådan har jeg det. Men en lille husalf i form af en helt splinterny vaskemaskine fra Bosch (Bosch i-DOS)…øhm, ja tak! Den er jeg med på. Og så kan man sidde og tænke, at en vaskemaskine jo ikke løser problemet med, at jeg ikke gider sortere skidtet. Men men, ikke desto mindre bliver det en større fornøjelse at vaske tøj, nu hvor vaskemaskinen er super effektiv, betjenings- og miljøvenlig.
– Nu skal jeg aldrig mere bekymre mig om, hvorvidt jeg doserer korrekt. Nu kan jeg bare læne mig tilbage, snuppe en kop kaffe, og vide, at maskinen klarer arbejdet for mig.
Bosch i-DOS: Det kloge, stille og miljørigtige valg
Nu bliver det teknisk, men ikke desto mindre vigtigt.
- Vaskemaskinen er SUPER STILLE. Man hører nærmest kun vaskelyden og ikke nogen motor. Det er den takket være den kulfri motor EcoSilence Drive, hvilket gør, at maskinen holder længere, da den bliver mindre varm og slides mindre. Og så er motoren stærk, stille (!) og energieffektiv.
- Vaskemaskinen doserer selv vaskemiddel, så jeg slet ikke skal bekymre mig om, hvorvidt jeg doserer korrekt. – For helt ærligt, hvor mange af jer læser egentlig på flasken hvor meget vaskemiddel, der skal til den ene eller den anden mængde vasketøj? Jeg er typen, der bare hælder et skvæt i maskinen og krydser fingre for, at det stemmer.
- Det intelligente doseringssystem besparer også vand. Primært fordi maskinen ikke skal skylle ekstra pga. for meget vaskemiddel. Fordi hvis man giver et ekstra skvæt (som jeg plejer) så sker der egentlig bare det, at tøjet skal skylles flere gange i maskinen før at vaskemiddelet er skyllet ud…hvilket jo bare er helt hen i vejret. Og hvem synes ikke, at det er smart at begrænse vandforbruget?
- Den er hurtig… virkelig! Jeg kan skrive under på det, for nu har jeg brugt den i flere dage… Og at den bliver færdig med en vask på kun lige lidt over en time er genialt. Det letter hverdagen for os som børnefamilie.
Dér går grænsen…
Jeg kender folk, der får deres au pair til at ordne deres vasketøj. Nu har jeg ikke sådan én – en au pair – og jeg tror nu heller ikke, at jeg ville have en, selvom jeg så have penge nok til det. Men det er også sagen underordnet. Ingen…(!) skal røre ved mit vasketøj. Dér går grænsen for, hvad der er privat. Mine brugte underhylere, det er altså mine – og dem skal ingen andre end jeg selv håndtere. Tænk, hvis man nu havde haft luft i maven… Ja I forstår.. uf, ad, nejnejnej… som sagt, ingen andre skal håndtere mit vasketøj.
Men uanset om andre skal eller ikke skal få adgang til mit vasketøj, så ændrer det ikke på, at jeg faktisk bare ikke gider det. Jeg synes det er så røvsygt at stå og sortere den ene bunke beskidt tøj efter den anden. Og med tre drenge i huset, så er det ikke småting, der skal vaskes. De går som regel ud af døren om morgenen – rene og pæne – og så kommer de hjem og ligner nogen, der har rullet sig i en pløjemark. Det er blevet efterår og tro mig, det kan ses på vasketøjet.
Og så hjælper det heller ikke på sagen, at vi bor til leje og den “gamle” vaskemaskine ikke ligefrem var sådan en state-of-the-art model. Derfor er jeg SÅ glad for, at kampen med vasketøjet nu bliver noget lettere med min ny vaskemaskine fra Bosch.