Undskyld…men sådan er jeg jo bare…

Det er et følsomt emne det her.

Men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg på at få det på skrift. Der er gået 9 dage siden jeg sidst bloggede, – og dét er der naturligvis en grund til.

Der er lige godt 6 milliarder forskellige mennesker i denne verden. Og vi ligner ikke hinanden. Der findes høje, lave, tynde, tykke, mørke og lyse – og alt derimellem. Jeg synes, at vi mennesker skal have vores ret til at være forskellige.

Jeg er måske nok langbenet og fladbarmet, og jeg er lyshåret (fake it till you make it) og smilende… Men derudover så er jeg en af de følsomme. Sådan virkelig. Jeg har det i hvert fald som om, at jeg tager alting helt ind under i huden – mere end folk omkring mig gør. Andre kan ind i mellem virke meget hårdhudede på mig. Og i den forgangne uge kom der ganske enkelt for meget ind under huden. Jeg kunne faktisk ikke rumme mere.

Min usikkerhed i kroppen og uro pga. store følelsesmæssige udfordringer kom til udtryk i en lille rimelig uskyldig opdatering på min Instagram, om at jeg savnede min kæreste. (Det skulle jeg åbenbart ikke have skrevet, hvis altså jeg går op i følgere – fordi det lille opslag mistede jeg 25 følgere på…) – så er det heldigt, at jeg er forholdsvis ligeglad med, hvem og hvorfor folk følger med. Sålænge de opfører sig pænt på mine SoMe, så er de velkomne, og de er velkomne til at tjekke ud igen, hvis de vil 🙂 Men på den anden side – det er da lidt mærkeligt, eller er det bare mig. Der var decideret én der skrev, at jeg ynkede. Og hvad så? Må man nu ikke længere savne sin kæreste? Måske havde jeg god grund til at savne ham.

Jeg har haft mega god grund til at savne. Jeg har stået alene med mine børn i 3 uger nu – og samtidig stået for at drive en virksomhed, som kører rimelig tjept derudaf – passet mit job på Tv, og nårh jo… så har jeg da også lige sørget for at istandsætte mine forældres helt nye bolig i Slagelse (alene!). Ja for der var sgu’ ikke nogen anden, der kunne hjælpe til – hverken min mor eller far er i fysisk stand til at svinge malerpenslen eller samle IKEA møbler…så dét gjorde jeg. Med glæde skal det siges.

Men ynk – ja! Jeg ynker måske lidt. Savne savne savne. Det havde været dejligt med en mand, der lige holdt om mig om aftenen og sagde til mig, at alt nok skulle gå. For hold op, hvor har det været nogle lede, triste, hårde (og sjove 🙂 ) dage…

Ja, gu’ fanden ynker jeg.

Og det vil jeg lave lov til. Ja altså undskyld, men det er jo den jeg er. Nogle gange suser jeg rundt med totalt krudt i rumpetten og et evigt ukueligt smil på læben…Og ind i mellem har jeg også ondt af mig selv.

Hvis I vidste hvad jeg har stået model til i de sidste 14 dage… (men det ved I jo ikke.) Men ved I hvad, der er desværre så meget man ikke kan skrive og fortælle om, når man har børn med en anden, end ham man lever sammen med – af hensyn til børnenes far. Og sådan er det. Det er ok, men derfor kan jeg ikke gå i detaljer med, hvad der foregår i mit liv – og derfor ser I heller ikke så ofte billeder af mine ældste børn på mine SoMe, fordi det punkt er vi ikke helt enige om – så jeg gør mit bedste for at finde en god mellemvej.

Men lad mig sige det sådan, at det at have en eksmand, og det at have børn med en anden end ham man elsker i dag – det kan være sindssygt svært. Og det er svært selvom jeg virkelig synes, at mine børn har en rigtig god far og selvom jeg stadig – på en god dag – kan finde små rum af overskud i mit hjerte, som tillader en slags “holden af” overfor min eks. Men at skulle dele sine børn med en anden er svært. Det ER det bare. Fordi ingen af os fik børn med et håb om at skulle miste halvdelen af tiden med dem. Så at have delebørn gør ondt – og at have en skilsmisse bag sig gør ondt. Selvom jeg er både videre, igennem det og glad for mit liv i dag, – jamen så gør det stadig ondt, når jeg mærker efter.

Og de sidste 14 dage har været fyldt med så mange modsatrettede følelser. Jeg er blevet tvunget til at skulle håndtere og forholde mig til nogle virkeligt svære ting, både personligt og i forhold til mine børn.

Derfor har jeg ikke kunne blogge. Og jeg skriver kunne. For det er lige præcis sådan det har været. Jeg kunne bare ikke finde ordene. Mit hjerte var enten helt tomt eller helt overfyldt. Det hele har været ét stort kaos i mit hoved og i min krop, så jeg har ikke kunne samle tankerne.

Det ser dog ud til at der snart kommer lidt ro på. At jeg snart kan læne mig tilbage og nyde at tilværelsen er god, og at mine børn er skønne, dejlige, velfungerende børn. Jeg glæder mig til at jeg en morgen kan trække vejret dybt og bare vide, at alt er godt. At tingene er præcis som de skal være, og at ingen kan komme og ødelægge det. Dét glæder jeg mig til.

For sådan er jeg. Jeg er sådan én, der gerne vil se på mit liv udefra og tænke “yes!… it’s all good“.

♥