Tranebærcookies med hvid chokolade

Fotograf: Stine Christiansen

Det her er verdens bedste småkage – det mener jeg! Hands down! Og det har jeg faktisk også hørt fra rigtig mange andre mennesker, som har smagt på småkagerne, når jeg har været rundt DK på messer osv.

Nu udgiver jeg opskriften, fordi why not? Selvfølgelig vil jeg helst have, at I køber min bog Julebag, hvori opskriften også gemmer sig, men jeg tror på, at man kommer længst med at være sød og givende, så kommer alt godt tilbage tifold…ikke?

Hvis du lyttede med i radioen på P4 her til morgen mellem 8-8.30, så lagde du måske mærke til, at jeg snakkede om en småkageopskrift, der bare er fantastisk. En opskrift som “can’t go wrong” og som giver mulighed for, at du kan bruge dine smårester i skufferne. This is it! Det var denne opskrift jeg refererede til.

Variationsmuligheder:

Opskriften er bulletproof. Du kan erstatte hvid chokolade med lys eller mørk chokolade. Du kan erstatte hasselnødder med andre slags nødder, og du kan erstatte tørrede tranebær med f.eks. rosiner eller finthakket tørret abrikos. Mulighederne er mange. Det er bare at komme i gang.

Tranebærcookies med hvid chokolade

18 stk.
sværhedsgrad: let

Cookiedej
1 god vaniljestang
200 g lyst rørsukker
125 g blødt smør
1 æg, str. M
225 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk fint salt (uden top)
100 g hvid chokolade
50 g hasselnøddekerner
50 g tørrede tranebær

Sådan laver du tranebærcookies:

Cookiedej: Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas dem sammen med en smule af sukkeret. Pisk vaniljesukker, sukker og smør sammen i en skål. Tilsæt ægget og pisk det rigtig godt. Bland hvedemel, bagepulver og salt og rør det i dejen. Hak chokoladen, nødderne og tranebærrene groft og kom det hele i dejen.

Rul dejen til en pølse med en diameter på 8 cm (for chewy cookies) eller på 5 cm (for sprødere småkager) og pak den ind i husholdningsfilm. Kom rullen i fryseren i mindst 1 time.

Tag dejen ud og skær den i 1 cm tykke skiver (for chewy cookies) eller 5mm tykke skiver (for sprødere småkager). Læg skiverne på et par bageplader beklædt med bagepapir med god afstand imellem, da kagerne flyder ud under bagningen. Bag dem i ovnen ved 180 grader varmluft i 10-12 minutter (for cookies) eller ca 6-7 min (for småkager), til de er let gyldne. Flyt dem over på en bagerist og lad dem køle af.

Opbevar dem i en kagedåse med tætsluttende låg.

4 reaktioner

  1. Tak for opskriften den må prøves.
    Ser pt bagedysten nr 2 lige nu
    Hvor er du sød og sjovt at tænke på du jo ikke viste hvordan dit liv ville ændre sig

    1. haha, tak. Ja det var en helt anden tid – ingen af os i Bagedysten anede at man kunne leve af at bage kager på den måde, som så mange af os i dag gør 🙂 Og jeg anede heller intet om skilsmissen der ventede forude. Det er underligt at tænke tilbage på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN

Hej. Hvor er det dejligt, at du har valgt at kigge forbi min blog. Jeg hedder Annemette Voss Fridthjof. Jeg er mor, hustru, datter og søster – og så elsker jeg virkelig kanelsnegle. Altså af hele mit hjerte. Jeg er oprindeligt uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole, men efter jeg vandt Den store bagedyst 2013 tog mit liv en drejning. I dag arbejder jeg som blogger, kogebogsforfatter og foredragsholder – ja, jeg har endda været tv-vært i et par år, og er i dag også fast kagedame i køkkenet på Go’morgen Danmark. 
 
Jeg er super åben, kærlig og følsom. En slags struktureret æstetiker, der er ret ligeglad med nullermænd i hjørnerne. Jeg er virkelig kreativ. Stenbuk. Sjov, synes jeg selv. Og så er jeg vel det man kalder en forholdsvis god taber men en rigtig dårlig vinder…eller noget i den dur. Det værste jeg ved er illoyalitet og tørbagte kager. Og nårh ja, jeg siger min mening.
 
Mine tre børn er drenge, og min mand hedder Micky. Det synes drengene er ret fedt, fordi det lyder som Mickey Mouse. Micky arbejder med noget, jeg ikke helt forstår. Men det er noget med salg og apps – og noget med at være ret klog. Han er alt det jeg ikke er. Alt det jeg ikke kan leve med. Og alt det jeg ikke kan leve uden. Og så er han den vildeste sucker for tech-udstyr. Micky er også far til min yngste søn. 
 
Jeg er glad. Ikke altid, ikke hele tiden, men hver dag.  

Kom med på mit nyhedsbrev

Webshop