Tør du stå ved hvad du er god til?

I min verden må man rigtig gerne være god til noget eller se pissegodt ud. Og endnu bedre, – man må i den grad også gerne stå ved det.

Jeg kan rigtig godt lide at omgive mig med mennesker, der véd hvad de er gode til og som tør sige det højt. Det gør mig tryg. Jeg behøver egentlig ikke høre en helt masse om hvad de så ikke er gode til, – det finder vi nok ud af med tiden. For der er jo netop ingen mennesker der er perfekte, og det ved vi vel allesammen godt for forhånd – så hvorfor overhovedet dyrke alt det vi ikke kan – når vi i stedet kan rette ryggen og holde hovedet højt i mens vi fokuserer på alt det vi faktisk kan?!

Jeg vil meget hellere høre om mine medmenneskers styrker, for det er interessant og det viser mig groft sagt “hvad jeg kan bruge dem til”. Vi har jo allesammen vores venner og veninder af en grund. Fordi vi bruger dem til noget. Vi “feeder” af hinanden, på en måde. Jeg bruger mine venner til at udfylde de huller jeg selv har. Og omvendt. For at skabe balance. Så jeg er vild med at vide, hvad de er gode til. Så ved jeg hvor jeg skal gå hen, når jeg mangler hjælp eller et lyttende øre. Nogle er gode til at snakke. Nogle er gode til at lytte. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet. Men, jeg kan bedst lide, hvis personen selv er klar over sine styrker.

Jeg har gjort mig en del tanker efter jeg læster maries blog post fra sidste uge. Læs med her.

Jeg tænker ikke, at man skal være selvfed – som Marie beskriver det så fint. Nej selvfed klinger ikke fedt. Jeg tænker, at vi skal være bedre til at dyrke selvtilliden. Selvtillid og selvværd går hånd i hånd, hvis man skal nå frem til en god mental velvære her i livet – det er i hvert fald min overbevisning. Og I, der følger med her på bloggen og min instagram, eller de af jer, der har læst artikler med mig osv., véd, at jeg har en god portion selvtillid. Men masser af selvtillid betyder på ingen måde, at man ikke er ydmyg. Jeg føler mig ganske ydmyg. Ydmyghed følger med, og faktisk er det meget nemmere at være ydmyg, hvis man hviler i de ting, man er god til. For så bliver det nemlig ikke så skræmmende at indrømme, hvad man ikke kan og spidse ører og øjne, når der er noget man kan lære. Men jeg ser egentlig ikke nogen grund til hele tiden at udpensle, hvad det er jeg ikke har styr på…

Jeg synes der er en utrolig underlig tendens i vores danske jantelovssamfund at vi altid skal retfærdiggøre vores evner ved at tilføje vores mangel på samme. Og jeg oplever det ekstremt meget blandt kvinder. Det er ikke helt det samme med mine mandlinge venner. De er lidt bedre til at fremhæve deres styrker, synes jeg.

Som når man snakker med sine veninder og f.eks. er på vej i byen, så står man allesammen der og gør sig til foran spejlet. Og i stedet for at sige: “Hold kæft nogle gode stænger jeg har i de her bukser” – så siger man “ja det kan godt være jeg har lange ben, men jeg har også lidt for stor en røv”... Det dér underlige behov for kompensation. Usikkerhed. Jeg ved jeg er god, pæn, dygtig, klog etc…men jeg understøtter lige med at fortælle hvor jeg ikke er pæn, eller dygtig eller klog etc. Hvad handler det egentlig om? Hjælp mig lige. Jeg kan nemlig også selv finde på det.

Nu er oventående eksempel jo noget fysisk. Men faktisk kan det dreje sig om alt mulig andet. “Jeg er god til matematik, men til gengæld er jeg totalt dårlig til historie”… “jeg er god til at bage, men jeg bliver nok aldrig en sportspige”… “Jeg er god til det her, men dårlig til noget andet….” Hele tiden først det gode, så det dårlige. Men nu er vores evner jo ikke en slags cocktail, der skal afstemmes med både surt og sødt som på et menukort. Nu er det jo et menneske vi taler om, og måske det ville være mere spændende at cocktailen blot blev beskrevet “Mega lækker cocktial – med hemmelig ingrediens X” – Så må den hemmelige ingrediens, – det uvisse – selv afsløre sig over tid.

Det virker på mig som om, at vi er bange for hvad folk vil tænke om os, hvis vi står ved hvad der virker for os. Som om at vi ikke tør sige det højt uden at skulle maskere det med lidt selv-hate for ikke at fremstå selvfede. Jeg synes ikke der er noget som helst selvfedt ved at sige hvad man kan. Sålænge med véd med sig selv, hvad man kan blive bedre til – på den måde kan man bedst udvikle sig som menneske. Hvil i dig selv omkring alt det gode, stå ved det og nyd at du er et dygtigt, smukt, klogt og velfungerende menneske. Nobody is perfect – det ved vi. Så det behøver du faktisk ikke understrege hele tiden – det ligger ligesom allerede i kortene.

Jeg prøver virkelig at lære mine børn, at fokusere på deres bedste evner og stå ved dem. Jeg snakker ofte med dem om, at det er vigtigt at kende sine gode sider, men også de dårlige. Men så længe de ved, hvad de ikke er gode til, og kan være afslappede omkring det – faktummet at de ikke evner alt – så skal de nyde, at der er noget, som de faktisk bare er vildt dygtige til. Jeg har f.eks. en dreng, der er mega sej til at tegne – virkelig – men som nok aldrig bliver er stor fodboldspiller. Men han behøver jo ikke holde fokus på, at han ikke er så god med en bold. Det kan være han lærer det. Han skal i stedet huske, at der er noget han er dygtig til – og glæde sig over det.

Men altså. Jeg må jeg til det. Her får I lige 5 hurtige om hvad jeg er god til.

1. Jeg er god til at bage, særligt når jeg får helt frie tøjler og kan eksperimentere.
2. Jeg er god til at få andre til at føle sig velkomne.
3. Jeg er en betænksom mor/kæreste, der virkelig vil gøre alt for at skabe et dejligt varmt hjem for min familie.
4. Jeg synes jeg ser godt ud.
5. Jeg kan til tider være sjov. Faktisk ret sjov, synes jeg selv.

Det her er ikke mine 5 bedste evner nødvendigvis. Men det var 5 ting jeg lige kom i tanke om. Og véd I hvad, det føles lidt skræmmende og selvfedt at lade dem stå der – helt alene uden modvægt. Jeg føler nærmest et behov for at fortælle jer, hvad jeg ikke er god til. Hvad jeg ikke kan lide ved mig selv. Men nej. Næh nej. Nu vil jeg holde fast i det positive fokus.

Jeg synes mennesker er skønne – også alle dem jeg ikke bryder mig om. (Her ser vi lige bort fra kriminelle og den slags, ikke!) Men jeg elsker mennesker, fordi vi kan hver vores. Vi er på hver vores måde, og vi allesammen (stort set) har jo nogen omkring os, der holder af os – for alle vores gode sider – og folk, der kender vores dårlige sider, men som elsker os alligevel. Så frem i lyset med dem, de gode sider! Og mød verden med et smil og rank ryg.

Hvad er du selv god til? Skriv det i kommentarfeltet.
Kom med jeres tanker. Hvad synes I?

/AM