Skønhedsidealer: Skal de “fede piger” elske deres krop?

Nøj, hvor er det her en varm kartoffel, som er virkelig farlig at røre ved. Jeg véd sgu da på forhånd, at jeg brænder nallerne, men jeg bliver alligvel nødt til at deltage i den offentlige debat om emnet, da der ganske enkelt ikke er nogen grund til at have min blog, hvis jeg ikke vil bruge den til noget med ‘kød på’. Dette indlæg er der både kød på, og på samme tid er det ganske ranglet. Ja, bogstavelig talt. Fyldt med krølfedt man kan mæske sine kontroversielle holdninger i og samtidig udsuget, som en fedtsugning, for energi, debatteret på forhånd, udmagret til benet. For gud, hvor er der dog ytret mange holdninger til kropsidealer gennem tiderne.

Men lad mig se at komme i gang.

Hvad mener jeg med de “fede piger”?

Når jeg formulerer min overskrift som jeg har gjort, så er det naturligvis for at sætte noget på spidsen. Er de “fede piger” egentlig blot en reference til overvægtige kvinder, eller mener jeg de “cool tøser”, ligesom dem fra skolegården, – altså dem, der højst sandsynligt stadig figurerer i hver vores liv – nu bare i form af ret perfekte kvindekroppe og -liv på instagram og i andre medier? Dem, der er lidt sjove at hade, fordi de næsten er for tjekkede til at man kan bære det, og fordi de lever lidt for “fede” liv.

Ja, hvad mener jeg egentlig med “fede”?

Inden jeg besvarer det spørgsmål, så vil jeg fortælle jer en lille historie fra mit eget liv.

Jeg blev engang spurgt, af en blodtørstig journalist fra et af de mere kulørte dagblade, hvad min vægt var. Få minutter senere fik samme sultne journalist flettet ind i samtalen, om ikke jeg lige kunne oplyse min højde. 

Jeg er altså ikke dum. 

Måske er jeg rimelig tynd, – eller på daværende tidspunkt var jeg, ja, særligt tynd – men jeg har sgu alligevel aldrig været dum. Jeg kunne da sagtens regne ud, hvad det var, journalisten var ude efter.

Hun ville ‘fælde’ mig, hvis hun kunne

Spørgsmålene faldt dagen efter jeg vandt den store bagedyst på tv. Og derfor også efter en lang periode, hvor jeg lige havde deltaget i den hårdeste personlige proces, jeg nogensinde har prøvet, i øvrigt med den vildeste arbejdsbyrde jeg havde kunne drømme om, – jeg snakker om deltagelsen i bagedysten. Derfor havde jeg tabt mig en håndfuld kg. Yderligere stod jeg midt i den værste tid i mit liv, lige midt i en altopslugende skilsmisse, der havde suget al energi ud af mig og efterladt mig på kanten af en mørk, endeløs afgrund. Jeg havde i alt, på baggrund af den cocktail af erfaringer jeg havde pådraget mig gennem de forudgående 5 måneder, tabt mig 9 kg. Og nej, jeg havde forud for det ikke meget at tabe af, så hvis journalisten havde fået informationerne ud af mig omkring højde og vægt, havde hun helt sikkert kunne lave en smældende overskrift, der havde ramt mig lige i mellemgulvet og som ville slå al luft ud af bagedyst-boblen.

“Utroværdigt: Undervægtig vinder bagedysten!” eller “Bagedystvinder spiser ikke sine egne kager” – tja, eller det der er meget værre. Jeg er jo ikke sladderjournalist, så jeg er ikke trænet i at opsvulme overskrifter på dén måde.

Men sagen er den, at journalisten ville udregne mit BMI. Det var og er der stadig i dag ingen tvivl om. Bare så hun kunne diske op med én eller anden farverig overskift, der kunne chokere og forarge, – og måske, i virkeligheden også pille mig lidt ned fra min bagedyst-piedestal. “Never trust a skinny chef”, ikke! Så kunne hun lige få mig udstillet som noget, jeg overhovedet ikke var. Hun havde kunne forvride sandheden, så det fremstod som om, at jeg var syg og usund.

Det var på grænsen, det ved jeg

Jeg var dog ‘bare’ meget tynd på daværende tidspunkt. Jeg var hverken syg eller havde et usundt mindset, – men jeg indrømmer, min krop var på grænsen til at være usund. Den var for tynd, og mit BMI var for lavt. Det lå lige under grænsen for, hvad der anbefales, men praktisk talt var jeg ‘undervægtig’. Det vidste jeg godt. Og jeg var meget bevidst omkring, at det ikke var sundt for min krop. Jeg ønskede faktisk inderligt, at jeg lige sådan vupti kunne tage at par kg på. Men dengang, på grund af omstændighederne, så var det svært for mig. Min appetit var ret lille, og jeg var utrolig trist, deprimeret og stresset. Og kærligheden til mig selv var ikke så stor, som den burde være.

I den periode gjorde jeg alt min magt for at være god ved min krop. For at få den på ret køl og for at tage på igen, så jeg kunne være sund i min krop.

Først, måske et års tid efter, da jeg rigtigt havde genvundet kærligheden til mig selv og min krop, fandt jeg også en balance, hvor jeg vægtmæssigt og kostmæssigt levede sundt og fornuftigt igen. Hvor jeg havde masser af appetit og levede med sund fornuft i forhold til at passe på min krop og den ‘maskine’, den nu engang er. Men kære læsere, på intet tidspunkt var jeg psykisk usund, da jeg véd præcis hvordan dét er. Der er meget stor forskel. Dér har jeg været, – dér hvor man bevidst ønsker at yde skade på sin krop og dens funktioner.

Nå men, – det var en lille del af min historie, som jeg lige ville dele i anledning af dagens emne.

Et enormt fokus på vægt

Men det her enorme fokus på min vægt er noget, som jeg har måttet leve med igennem hele min karriere indenfor kagebagning og sidenhen også som tv-vært og blogger. Det er ikke kun den nævnte journalist, jeg har oplevet – nej, der er virkelig mange, der nævner min vægt, eller som spørger ind til den – ofte. Det er altså ikke mit fokus, det er omverdenens fokus. Min familie og mine venner véd, at jeg bruger ganske lidt energi på at bekymre mig om min vægt – jeg respekterer derimod min krop og lytter til den. Jeg elsker nemlig min krop, og ja, lidt plat, det tempel den er.

Det er så ærgerligt med det vægtmæssige fokus vi har ifht. kvindekroppe. Hvor kommer det fra, helt ærligt?

Jeg bliver aldrig stillet spørgsmålet “Annemette, hvordan har du det egentlig med din krop?” – til det ville jeg kunne svare “Jeg elsker mig selv og min krop, og jeg holder mig sund, netop fordi jeg elsker den”.

Derimod bliver jeg altid stillet spørgsmålet “Annemette, spiser du egentlig selv dine kager? Det gør du da ikke, hva’?” – til det svarer jeg “Jo, jeg spiser mine kager. Jeg spiser kage eller noget andet sødt hver dag. Men jeg spiser bare ikke for meget kage!”, men i virkeligheden har jeg lyst til at svare “Hvad vedkommer det egentlig dig? Bekymrer min vægt dig? Er jeg da for tynd? Jeg føler mig sund og rask!”

Spørgsmålene handler alt for ofte om fysisk vægt fremfor mental sundhed. Vi har i vores samfund et enormt behov for at sætte mennesker i kasser. Er du overvægtig eller undervægtig? Jeg mener, det er to sider af samme sag. Begge dele er ikke specielt sundt.

For mig at se, er der kun to væsentlige kasser, som vi i samfundet, når det kommer til kropslig sundhed, burde fokusere på. Kassen med mennesker, der træffer bevidste valg, og som er i stand til at ændre på deres tilværelse, hvis de ønsker det. Og den kasse af mennesker, der ikke træffer bevidste valg, og som har svært ved at ændre på deres tilværelse, hvis de altså ønsker det. Fordi jo flere vi kan få fra sidstnævnte kasse over i førstnævnte, desto mere velfungerende samfund vil jeg mene, at vi får. Jo mere, man selv sidder ved roret, desto større lykkefølelse og tilfredshed med eget liv, vil man føle. Og glade mennesker i ‘glade kroppe’ giver et bedre samfund. Det handler ikke om vægt, men om mental sundhed, der på sigt også vil medføre større fysiologisk sundhed. Det er naturligvis mine teser, – jeg tror på, at psykisk velvære kommer forud for fysisk, selvom de to naturligvis hænger sammen. Hermed ikke sagt, at man ikke kan styrke sin psykiske sundhed gennem fysisk udfoldelse, – det mener jeg bestemt, at man kan, men det er jo en snak, der minder lidt om den om “Hønen og ægget”, I véd.

Lad mig opsummere…

De oplevelser og erfaringer, som jeg har gjort mig ifht. min egen krop, gør, at jeg føler mig rustet til at turde tage debatten og deltage i snakken omkring kropsidealer. Jeg tør godt, fordi jeg véd præcist, hvordan det er, når man er sund og hvordan det er at være usund. Jeg véd også hvordan det er at elske sig selv og sin krop, og modsat hvordan det er ikke at elske sin krop. Jeg skrev engang indlægget Sådan var min spiseforstyrrelse, der kan man læse mere om det.

Det er sundt at elske sig selv. Sundt. Også selvom man er 100 kg overvægtig, så ændrer det ikke på, at det er sundt at elske sin fede krop. Ligesom det er sundt at elske sin undervægtige, ranglede og udmagrede krop. Ganske enkelt sundt på samme måde som en rød peberfrugt er god for din krop. Fordi med oprigtige positive tanker og nærende kærlighed til din krop kommer også vilje til at ændre på tingene, hvis noget ikke føles godt, eller hvis din krop befinder sig i en usund tilstand.

Jeg mente kvinder.

Med ordvalget “de fede piger” mener jeg kvinder i al almindelighed. Både de overvægtige, de tynde og dem, der leve top-fede liv. Vi er nemlig allesammen rigtigt “fede” på hver vores måde, – vi er skønne, smukke individer med hjerter af kærlighed og overflod af godhed, – og vi allesammen døjer med problemer og oplever utilfredshed i vores liv…og her er det sådan set ligegyldigt, om de problemer og den utilfredshed handler om overvægt, undervægt eller noget helt tredje af ligeså privat karakter. Vores op- og nedture er vores. Og vi vælger selv, om vi vil dele det med vores omverden.

Og at elske os selv og vores kroppe er også ‘vores’. Det er en slags medfødt ret, vi har. Ligesom håbet. Ingen bør kunne tage det fra os. Og vi skal kæmpe for vores ret til at elske os selv, også når samfundsidealerne gerne vil skubbe os derud, hvor vi tror, at vi er forkerte eller ikke værd at holde af.

Jeg vil ligeledes konkludere, i henhold til snakken om vægt, at jeg mener, at kærlighed til en selv kommer før alt andet. Også før man kan løse issues ifht. vægt. Hvis man ikke elsker sig selv og den krop, man nu en gang er i, så bliver det svært at gøre noget som helst ved den, hvis man ønsker det. Ikke meget godt er nogensinde kommet af afmagt eller had. Så at elske sin knoglede figur eller sine frodige deller er det samme. Det er alfa og omega, at man finder kærlighed frem til sig selv.

En perfekt, fed og dellet instaverden – og nye skønhedsidealer

Så, når kvinder, der tydeligvis er enten under- eller overvægtige proklamerer på instagram eller andre medier, at de elsker deres krop, præcis som den er, så kan jeg da kun blive glad. Ja, for helvede. Elsk dog dig selv, alt andet ville være spild af tid! Det siger jo ikke noget om, hvorvidt de samme personer har tænkt sig at ændre på den sundhedsmæssige tilstand, som de befinder sig i, eller om de mener, at de lever sunde liv. At elske sig selv er sundt. Punktum. At leve med overvægt eller undervægt er ikke sundt. Hermed også punktum. De to ting er bare slet ikke det samme. Man kan sagtens have et sundt sind i en usund krop, og vice versa. Husk det lige, inden I dømmer.

Jeg bliver dog ked af det og oprigtigt ærgerlig, når fedme eller undervægt bliver gjort til ‘trends’, som man så – særligt med fokus på tynde kroppe – før i tiden, hvor meget undervægtige kvinder prydede forsiden af diverse modemagasiner – det er da, trods alt, blevet en anelse bedre de sidste par år, but still. Jeg bliver nervøs for vores, altså samfundets indstilling til overvægt, hvis det fremstilles som noget, man skal acceptere som en sundhedsmæssig standard, der er i orden at stile efter. Fordi det er jo ikke sundt.

Så jeg er personligt, på lige fod med de udmagrede modeller, heller ikke vild med forsider af meget overvægtige kvinder, hvis det handler om at skabe “trends”. Hvis det derimod handler om at skabe accept af kvinder i alle former og farver, så synes jeg det tjener et godt formål. Men så skal vi (ja, du og jeg) også være klar til at se på de undervægtige kvinder. Dem med knoglerne, der ser sygelige ud. Tja, det mener jeg.

Hvad mener du?

Tusind tak, fordi du læste med så langt. Jeg håber, at mine ord gav lidt friskt input til en ellers nærmest gennemgnasket debat.

♥

Du synes måske også det her er spændende: Hvad er en sund vægt? på www.sundhed.dk