3 små-pinlige tilståelser fra en ellers sød juletid

Drengene og jeg er i gang med at lave en juleguirlande af gamle tilbudsaviser og gavepapir, som skal være 24 meter lang… indtil videre er den lang nok til lige at nå rundt om ‘juletræet’.           

Reklame for Rosendahl

Vi skal have lidt sjov og ballade, nu hvor det er jul…

Så her får I tre små tilståelser fra en sød juletid. Tre historier, som jeg har gravet frem fra dybet af godt gemte juleminder, – måske fordi jeg helst ville glemme dem, eller måske fordi det har været upassende at dele dem. Hvem ved? Det må I vurdere.  Ja, og historierne er jo naturligvis fra “min egen” søde juletid  – og derfor også mine små-pinlige ‘confessions’, der alle tre er bundet op på mine juleminder og -hygge. Ingen andre end jeg kan holdes til ansvar for følgende indhold…

Derudover pryder jeg lige blogindlægget med fint nyt julepynt fra Rosendahl, fra Karen Blixens Jul serien, som jeg har brugt til at hænge på mit lille juletræ i stuen (der kommer også et ‘rigtigt’ juletræ, don’t you worry!), og til at dekorere gaver og juledekorationer med.

Med det samme vil jeg lige fremhæve de små Karen Blixens Jul-vedhæng, hvor man kan sætte sine egne billeder i hjerte-rammen, som efterfølgende kan hænges på træet eller sættes fast på gaver. Jeg synes det er den fineste lille detalje, der gør hele pynten meget mere personlig. Jeg skal selv i gang med at printe en masse billeder, så vi kan få dem på vores juletræ med minder fra i år.

Tilståelse 1, “Den uprofessionelle”:
De uspiselige æbler, der endte på billede i min bog

Da vi skulle fotografere kager til min julebagebog, der hedder Julebag, havde vi lidt travlt den sidste dag. Sådan er det altid, så jeg var egentlig ikke stresset over det, da jeg har prøvet det så mange gange før og derfor tager det ret roligt.

Jeg havde taget det måske lige roligt nok, da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit sukkertermometer derhjemme, og jeg skulle til at lave kandiserede æbler. Men altså, – helt nonchalant – forestillede jeg mig, at jeg ville kunne ‘fornemme’ på karamellen, hvornår den var perfekt, og derfor gik jeg bare i gang med opgaven.

Jeg siger jer én ting, de æbler, der endte med at blive fotograferet, var overtrukket med den mest uspiselige røde karamel, jeg til dato har produceret. Man kan heldigvis ikke se det på billedet, og man kan også sagtens regne med opskriften, naturligvis, da jeg har lavet dem mange gange siden – men dem på billedet – ja, de er faktisk bare totalt mislykkede.

Og nu skal jeg ikke afsløre for meget, men jeg kan da sige, at det ikke er første gang dén slags sker, når der skal laves bøger. Tid er penge i den sammenhæng, og hvis en kage lige skal sættes sammen med strikkepinde og staniol, for at holde formen, så er det bare sådan, det er. Der er ikke altid tid til at bage forfra, og så er gode råd dyre, og kreative løsninger må komme i spil.

Jeg kan da lige dele en opskrift fra samme bog med jer. Her får I Honningkage med vaniljesmørcreme

Se lige dén guirlande, – sammen med ornamenterne ser det da mega cute og festligt ud. Hvad synes I?

Jeg har fået bagt pebernødder med min søn i løbet af denne uge, så jeg vil lige folde nogle små kræmmerhuse af bagepapir, som jeg kommer i de gyldne Karen Blixens Jul kræmmerhuse og så skal de fyldes med pebernødder. Det er så sødt, og ungerne elsker, at de kan gå og hapse lidt af pynten. 

Tilsåelse 2, “Den hvide løgn”:
Dengang jeg trampede på muttis sorte kugler

Historien kræver lidt forklaring… Da jeg flyttede hjemmefra som 18-årig fik jeg en masse julepynt af min mor. Hun havde været ude og investere i en lyskæde og i sådan noget meget ‘moderne’ sort, sølv og hvidt julepynt (det var nok smart dengang), men jeg drømte egentlig mest om Disney-jul med farverige glaskugler, masser af guldglimmer og levende lys på træet.

Men altså, jeg tror ikke min mor egentlig havde overvejet, hvad jeg ville synes om, hun havde vist bare været en tur i Bilka og købt julepynt, hvilket jo var megasødt, faktisk. Altså kære mor, det var rigtig sødt af dig (Mutti læser med, den er stensikker!).

Nå men, årene går, og jeg bliver ved med at hive det her sort/hvide julepynt op af kælderen hvert år til jul og hænge det på juletræet. Hvert år tænker jeg, at det måske er noget af det grimmeste julepynt, ever, men jeg kan bare ikke få mig selv til at smide det ud, i frygt for 2 ting. 1) At det er sådan lidt dårlig karma at smide julepynt ud, som man har fået i gave af sin mor og 2) At min mor ville opdage det, og det ville måske gøre hende ked af det.

Det, der så sker, er, at jeg en jul – da jeg er omkring 27 (altså 9 år senere! 9 år med grimt julepynt!!!!) – kommer til at jokke lige oveni de sorte julekugler, da jeg er ved at pynte op til jul. Og de her sorte kugler smadrer (eller et par af dem smadrer, mindst! – eller var det kun én?).

Nevermind, jeg konkluderede i hvert fald, at det måtte være mit hint til at smide al julepynten ud. Og vupti, minsandten om ikke det hele endte hos genbrug på lykkelig vis, og derefter gik jeg hele Helsingør tynd (der boede jeg) for at finde gamle mundblæste, farverige julekugler. Endelig begyndte min jul at ligne noget jeg drømte om.

Det små-pinlige er, at jeg aldrig har fortalt min mor sandheden. Jeg tror bare jeg fik sagt til hende, altså dén jul hvor de ‘forsvandt’, at jeg ikke kunne finde min julepynt… og derfor måtte ud og købe nyt. Men there you go, bloggen er et genialt sted at ‘confesse’ sine synder…

De her små fine ornamenter, som ses på billedet ovenover, er helt perfekte at sætte på gaver som en ekstra lille ‘gestus’ til én du holder af. Men kunne jo også sætte billeder i de små billedrammer, som er af den person, der skal modtage gaven. Eller måske finde et billede af barnebarn og bedsteforælder, hvis gaven f.eks. var fra barnebarnet til den pågældende bedsteforælder. På den måde kan selv de helt små børn være med til at fordele gaverne, der ligger under juletræet. 

Tilståelse 3: “Den frække”:
Julefantasien, der aldrig blev indfriet

For mange mange år siden, mødte jeg engang en fyr lille juleaften. Vi var, som sagt, ikke så gamle, men dog voksne nok til at blande julehygge med alkohol, og det hele var vældig lystigt. Vi var til en privatfest og der var fuld knald på julemusikken mens den her unge fyr ‘kurtiserede’ mig med søde blikke fra den modsatte side af bordet.

Jeg husker, at jeg blev meget smigret, og synes han var åh-så-sød. I min meget unge “last-christmas-kind-of-hjerne” havde jeg forestillet mig, at han ville komme over og sige noget sødt til mig. Noget i retning af, om vi skulle snuppe en drink i byen senere, eller om jeg måske havde lyst til at danse med ham… Altså noget ganske ‘ufarligt’. Men det der skete var noget helt andet.

Jeg ser ham rejse sig fra sofaen på den anden side af bordet, og han går over bag mig og lægger hånden om nakken på mig. Så hiver han mit øre ind til sin mund og fortæller mig, om ikke vi skal tage hjem sammen senere på aftenen, hvor han vil hælde noget spiritus (nævner ingen navne af frygt for reklameregler) ud over mig, og så ville han slikke det af (ja, det sagde han altså!).

Okay, jeg var målløs. Mine øjne må have været så store som tekopper og jeg har sikkert været helt lamslået. Jeg havde aldrig i min, som sagt meget unge, “last-christmas-kinda-julefantasi” forstillet mig, at det var den slags ord han ville byde ind med. Og jeg var hverken voksen eller erfaren nok til at svare med en rap replik. Jeg måbede vist bare og fik fremstammet et eller andet og sendte ham et sødt smil.

Nu skal jeg måske lige, for god ordens skyld, sige, at det endte altså aldrig med noget som helst i dén dur. Intet spiritus-brusebad til undertegnede. Hans lille julefantasi blev altså ikke indfriet, men vi blev dog kærester og det var såmænd både godt og sjovt, mens det varede.

Men det, som det hele her mange år efter er endt ud i, er, at jeg nu må tilstå, at jeg siden da ikke har kunnet nyde et glas af den pågældende spiritus i juletiden, uden at jeg griner lidt ved tanken om denne her unge mands frække beskeder i mit øre, om alt det han synes, han skulle gøre ved mig. Jeg får et godt lige julegrin indvendigt hver gang, jeg skåler i det.

Har du nogle sjove jule-tilståelser, du vil dele med os andre?

Hvis du også ligger inde med nogle sove historier og harmløse tilståelser, så fortæl mig om dem i kommentarsporet. Så får vi allesammen et godt julegrin.

Jeg har haft en masse tørrede blomster liggende fra flere af de juledekorationer, jeg har haft gang i denne jul. Jeg er gået lidt amok i går med blomster og gran, – men jeg kan slet ikke lade være…  Så jeg supplerede lige med noget ler, nogle tidsler, lidt olivengrene og julepynten fra Rosendahl, – og så var der igen nok til at kunne lave nogle flotte juledekorationer. 

Den ene juledekoration gav jeg til min “BFF”, Anne-Irene, fordi hun bare er en one-of-a-kind-girlfriend. Jeg elsker hende så højt, så hun skulle forkæles lidt denne jul. Og bare rolig, idéen om at give hende en dekoration var min egen og kom helt fra bunden af hjertet, – at jeg så lige kunne dekorere med de små juleornamenter og kombinere dekorationen med denne opgave for Rosendahl gav bare god mening. 

Jeg synes faktisk, at det hele ser rigtig godt ud sammen, og jeg har virkelig brugt tid på at vælge et look, som Anne-Irene vil synes godt om. Vi allesammen véd jo godt, at den juledekoration dér havde været noget mere farverig – eller skal vi bare sige lyserød, – hvis den havde været til mig selv.