Jeg har en opskrift på risalamande – og den er mega god. (Så meget tør jeg godt sige). Den har jeg nærmest perfektioneret over tid – og så alligevel ikke… For der er jo sket det, at jeg ikke kunne lade være at eksperimentere lidt i år, og jeg har nu forbedret min opskrift på risalamande, synes jeg.
Hermed, ny forbedret opskrift på risalamande.
Risengrød
5 dl piskefløde
5 dl sødmælk
175 g grødris
100 g lyst rørsukker
evt. 1 lille kanelstang
Fyld til risalamande
60 g smuttede mandler
1 polynesisk vaniljestang
1 tsk flormelis
fintrevet skal fra 1/2 øko citron
5 dl piskefløde
Kirsebærsauce
1 glas dessertkirsebær
3/4 dl lage fra dessertkirsebærrene
1/2 dl portvin
50 g mørkt muscovadosukker
evt. et nip rå lakridspulver
1 tsk maizena majsstivelse (rørt ud i 2 spsk vand)
Sådan gør du:
Kog piskefløde, sødmælk, grødris og rørsukker op i en stor gryde – evt. med en lille kanelstang (ca 5 cm). Når det koger tages gryden af varmen, læg låg på og sæt gryden i ovnen ved ca 120 grader varmluft i ca 40-45 min til grøden er færdig. Rør rundt hvert 10-15. minut. Lad grøden køle helt af i køleskab natten over.
Hak de smuttede mandler, – husk at gemme én enkelt til mandelgaven – flæk vaniljestangen på den lange led, skrab nænsomt kornene ud og mas dem sammen med flormelissen for at skille vaniljekornene ad. Rør mandler, vaniljesukkeret og fintrevet citronskal i den kolde risengrød. Pisk fløden til meget luftig og letpisket flødeskum og vend den sammen med risengrøden. Hvis du synes der skal mere flødeskum i, kan du jo bare tilsætte lidt ekstra.
Kirsebærsauce: Dræn dessertkirsebærrene, og gem 1 dl af væden. Kog bærrene, væden, portvin og muscovadosukker op og smag til med et nip rå lakridspulver. Lad det småsimre i ca 10-15 min hvorefter saucen jævnes med maizena majsstivelse. Lad saucen småkoge i yderligere 5 min. Køl af til den blot er lun og server.
Velbekomme.
2 reaktioner
Hej Annemette.
hvor mange portioner er der til i opskriften?
Kære Signe, undskyld jeg først svarer nu – men er i New York, så har ikke haft adgang til nettet. Der er til ca 6-8 pers (mindst)
KNUS