Om veninder, business og angsten for at blive misforstået

Hvordan balancerer man egentlig et venskab med sin veninde, når man oven i købet er forretningspartnere? Og hvordan kender man forskel på bekendtskaber, businesspartnere og rigtige venner og veninder? Og hvornår går et bekendtskab eller et godt samarbejde over i at være et venskab?

Jeg synes faktisk at det kan være svært at hitte ud af.

Jeg har den dejligste veninde – og nu også businesspartner – i Ditte Julie. Men havde I spurgt mig for tre år siden, om hun var en veninde eller en potentiel samarbejdspartner, så havde jeg ikke tøvet ét sekund – hun var en veninde, – eller en god bekendt, på vej til at blive en veninde. Jeg havde mega travlt med min egen virksomhed og på daværende tidspunkt ikke en idé om, at jeg skulle “slå mine alle mine brød op” sammen med nogen anden end mig selv. (Ja, sådan har man jo lov at blive klogere 😉 )

Havde I til gengæld spurgt mig for halvandet år siden, så havde vægten nok været mere på samarbejdspartneren og mindre på veninden. Misforstå mig nu ikke – Ditte ER og har ALTID været en veninde, – nærmest fra den dag vi første gang så hinanden. Men da vi valgte at starte vores fælles Kagemagi-youtube-projekt op, så gik der rigtig meget business i den. Lige pludselig blev der faktisk ikke så meget tid til vin og hygge på en fortorvscafé under solen på Christianshavn, som der havde været før i tiden. Pludselig handlede det om indkøbslister, bage-planlægning, fakturaer osv.

Men i sin spæde start handlede Kagemagi egentlig bare om at være veninder i køkkenet. Om at vise alle jer derude, at det bare er sjovere når man er to. To, der hygger sig og holder ligeså meget af hinanden som af selve bagningen. Derfor er det sindssygt vigtigt at jeg – eller vi – holder fast i venskabet. Og ikke kun fokuserer på hvordan, der skal tjenes penge til at lave mere Kagemagi. Selvom der er kommet en fælles bagebaby ud af vores samarbejde i form af en bog, så er det stadig indholdet i venskabet – og ikke fysiske manifester – der skal definere vores samarbejde. Jeg håber det skinner igennem.

Så i dag har Ditte budt på morgenmad. Egentlig skulle vi have redigeret videos, men jeg ringede i går til Ditte og bad om udsættelse. Jeg har haft nogle rigtigt travle dage – og sygt barn (!) – så jeg havde virkelig brug for en veninde-dag, og IKKE en arbejdsdag. Ja, det er sgu luksuslivet at være selvstændig nogle gange, men sådan er det jo. Og Ditte kan heldigvis også planlægge sin tid frit, som jeg, så derfor valgte vi at strege arbejdsplanerne og i stedet bruge tid på at drikke kaffe, spise god morgenmad og bare sludre. Yay. Dét kan anbefales… bare fra tid til anden.

Men med al denne glæde over at være i en branche, hvor der er tid til at nyde samarbejde med sine veninder, følger der også en angst for at blive misforstået – synes jeg. Jeg har f.eks. været ude for at invitere en god kollega på kaffe – fordi jeg bare synes det ville være hyggeligt at pleje et godt bekendtskab, men hvor hun troede at jeg ville være sådan rigtige veninder – og så fik jeg afslag. Det skulle jeg lige vænne mig til. Eller som da jeg anmodede om et Facebook-venskab med en person (bag produktionen) fra et tv-program jeg har været med i, og så opleve at vedkommende ikke ønskede venskab, fordi hun gerne ville skille privat- og arbejdsliv ad. Det var jo i mine øjne “bare” et Facebook-venskab, der for mig ikke tillægges særlig værdi.

Men altså… Det er jo helt ok, at man ikke ønsker at være venner med hvem som helst – det gør jeg heller ikke selv. Men det er faktisk en svær balance. Man kan jo sagtens, som jeg, være et sindssygt udadvendt menneske, der elsker at interagere med nærmest gud-og-hver-mand, og så alligevel have en meget lille og lukket kreds af venner.

Sådan tror jeg måske, at jeg er. Det er i hvert fald gået op for mig, at jeg faktisk “kun” har en lille flok personer, der sådan rigtigt kender mig. For når man giver rigtigt meget til sine relationer – og det gør jeg – så bliver man også meget mere bevidst omkring, når man ikke får det samme igen. Det bliver nemlig meget tydeligt, – det tør jeg roligt sige. Det er ikke bitterhed, der taler, blot en iagttagelse af hvordan relationer fungerer. Og sådan lærer jeg noget nyt hver dag. Jeg synes, stadig, at det er en svær balance, men jeg er klart blevet bedre til at mærke godt efter – og når jeg gør det, så véd jeg jo godt, hvem der virkelig er værd at bruge min tid på 😉 Og Ditte er i hvert fald én af dem.