Om at acceptere sin rolle som Moaaar!

Guderne skal vide, at jeg elsker at være mor. Med stort M og tryk på “aaaaar”, når ungerne kalder på mig: Moaaaaar!

Så smelter mit strikse moderhjerte og jeg bliver blød som softice i solen.

Jeg elsker børn – mine børn. Og de børn jeg kender godt. Med årerne er jeg faktisk også blevet vild med børn i sådan mere bred forståelse, men det er noget, der er kommet i kølvandet på, at jeg selv blev mor. Jeg kan bedre og bedre lide børn, fordi jeg bedre og bedre forstår børn, og hvor de kommer fra på hvert stadie. Jeg var som udgangspunkt i start 20’erne ikke vild med børn. Overhovedet.

Men en ting, som jeg ikke nødvendigvis er blevet bedre til med årerne – er at acceptere min rolle som mor, når det betyder, at jeg skal sætte mig selv bagerst. Altså, misforstå mig ikke, det er jo fuldstændig instinktivt for mig, som for alle andre mødre, at man “bare” og naturligvis sætter sig selv bagerst, når ens børn kræver det, men det betyder jo ikke, at jeg synes det er mega fedt.

Jeg har lært med årerne at gøre det og finde ro i det, så jeg ikke bruger tid på at gå og surmule over whatever det nu end er, jeg må sætte tilside eller udsætte til fordel for at udfylde min morrolle ordentligt. Som nu.

Lige nu sidder jeg på en bænk i skyggen ved Karlsbroen i Prag og ser ud over vandet. Her er varmt og dejligt og det lyder jo umiddelbart som et ret okay sted at sidde. Men sagen er den, at Micky og de to store drenge er på Apple Museum, hvilket jeg rigtig godt gad. Altså virkelig. I stedet sidder jeg her med armen i en temmelig ubehagelig og upraktisk stilling, viklet ind i håndklæde og klemt ind under solskærmen på barnevognen, så Luca kan ligge og nive mig i huden på håndryggen, inden han falder i søvn, for det nu engang er sådan han helst vil have det… og det gør jeg naturligvis med glæde. For ungen har brug for at sove og ikke blive hevet med rundt på museum den næste time. Sådan er det, og det er min rolle som mor, der er vigtigere end min egoistiske interesse i at se et museum.

Og så tænker I måske, jamen kunne Micky ikke tage ham lidt? Nej. Det kan han ikke. For Micky er verdens største Apple-fan. Dengang man kun kunne få Apple Watches tre steder i verden, og en lille butik i London var et af de steder – så rejste vi til London og købte et ur til ham. En af de allerførste modeller, som man ikke engang kan få længere… Da de nye homepods kom frem, som stadig ikke kan købes i DK, var Micky hurtig, og indenfor få uger havde han skaffet dem hjem til os fra udlandet. Micky er typen, der nærmest ved, hvad Apple finder på af nye ting, før Apple selv ved det (næsten, ik). Så nej. Denne gang var det mig, der måtte tage en for holdet.

Men jeg synes ikke det er totalt fedt at måtte undvære. Jeg kan sagtens ærgre mig over, at det at være mor kræver ofre dagligt.

Når man snakker med folk, inden man selv bliver forælder, så siger alle jo, at det ER hårdt. Men at kærligheden og alle de gode oplevelser opvejer det hårde arbejde og afsavnet af diverse oplevelser (eller byture…for that matter) gange 100.

Og det er også rigtigt. Det ER fantastisk at være mor. Forælder. Det er mega fedt.

Men hold kæft hvor er det også hårdt nogle gange, og hold kæft hvor jeg glæder mig til en bryllupsrejse kun med Micky i oktober, hvor vi tager til Rom og finder “os-tid”…

Jeg skal hilse og sige, at en sommerferie, hvor jeg først tog 4 dage på telttur, som supermom alene med tre børn, og derefter 14 dages bilferie ned gennem Europa trækker lidt ekstra på mor-kontoen. Jeg kan mærke, at ungerne er trætte og hænger mere op ad mig. Der har brug for at blive krammet mere, nusset mere, og lyttet til mere end normalt. And so I will… jeg krammer, nusser og lytter til fordel for freden og den gode stemning. Og jeg finder roen i det og nyder det.

Men ja. Jeg synes det er svært. Jeg føler ikke altid, at jeg er typen, der var født til at være Mor med stort M og tryk på “aaaaar!”.

Please tell me – at jeg ikke er den eneste?!

8 reaktioner

  1. Du er ikke den eneste! Man kan bare blive så lillepige misundelig nogle gange, når man må gå glip af en oplevelse fordi man er mor. Det er møj træls…men håber at det bliver bedre med alderen. Min datter er 1 1/2 år og har virkelig været en af de sværeste ting ved at blive mor.

  2. Kære Annemette!
    Du er på ingen måde den eneste. Jeg finder lige lidt trøst i dit indlæg for selv samme. Efter to uger alene “ferie” med min 2 årige datter og en uge hvor hendes far også havde fri, er jeg helt træt af at agere underholdning, kramme/nusse lidt ekstra og sætte mig selv bagerst HELE tiden. Og har haft det liiist dårligt med faktisk at glæde mig til at aflevere hende i dagplejen, for vi har haft det så hyggeligt, men det har fannermer også holdt hårdt for mor her! Jeg priser mig lykkelig for lige at være studerende et halvt år endnu og dermed stadig ferie 😉 Så High fives til os mødre for alt hvad vi gør! Nyd det sidste af jeres dejlige ferie! De bedste hilsner Marie

  3. Nej selvføljelig er du ikke den eneste. For pokker hvor har jeg mange gange sagt, jeg går hjem med ungerne alt i mens jeg prøver at overbevise mig selv om det er for en periode og at det går nok….
    Så nej nu er ikke alene 😉

  4. Oh Gud hvor kan jeg sætte mig ind i dine tanker!
    Vi sidder i bilen på vej hjem fra ferie i Italien! Og han er 2,5år og stædig! Så nogen dage efter kun 40min ved poolen måtte moren gå på værelset for at lege med biler og slappe af i aircondition for så GAD han ikke mere varme! Mens familen blev og solede ved poolen! Og ja kunne faren eller mormor ikke være gået med ham, joooooo men når alt er dumt og man ikke gider mere så dur KUN mor! 🙈

  5. Åhh, det blog post er så meget sådan jeg føler det omkring mor-rollen. Men hey, det er også vildt at være nogens favorit person. At være den, der kender netop ens egne børn bedst. Måske er det, det som gør det hårdt?😊
    Men tak for din ærlighed!

  6. Du er ikke den eneste i verden der har det sådan… Jeg kender til det og vi har kun et barn… Min mand vil gerne have nummer 2… Are you kidding me? :/

  7. Gid flere skrev så ærligt som dig ❤ Vi har to piger på hhv 4 og 6 år og jeg tænker tit: “Come ooooon and give me a break…” Jøsses, hvor det kan trække tænder ud! Når familie, venner eller udefrakommende siger at vi har de yndigste piger og at jeg må være lykkelig, siger jeg en gang imellem at vores liv også ville være godt og berigende uden børn…anderledes ja, men helt sikkert også godt. Jeg får hovedrysten og vantro øjne i retur.
    Men jeg mener det (sgu)!! Jeg er gået ned i tid, så jeg kan hente tidligt hver dag. Jeg har lige brugt det sidste af min ferie her i december da de fik skoldkopper på skift. Det trækker tænder ud på et højere plan! (Min mand er skøn, fantastisk og jeg ville kravle i fosterstilling bag en dør, hvis han ikke kom hjem hver dag) Men det gav mere mening arbejdsmæssigt, at jeg tog ferie i december. Måske skal der rykkes ved mine forestillinger omkring tanken om den perfekte mor, i dont Know… og jeg har faktisk ikke overskud til at tage den drøftelse med mig selv lige nu, ha ha ha.
    Ville jeg undvære dem? NEJ! Glæder jeg mig til de bliver 5 år ældre? JA!!!!!
    Tak for en dejlig blog – jeg er ny fan 😍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du vil måske også kunne lide....

Følg disse hashtags:

#CLUBKAGEKARMA

#SWEETCAKEKARMA

#PYNTEBOGEN

#LAGKAGEBOGEN

#PIECEOFCAKEBOGEN

#BRØDBOGEN