Når “Mortanker” bliver til mordtanker…

Calling all moms… Jeg søger solidaritet fra mine fellow sisters, der helt sikker véd hvad jeg taler om, når jeg siger, at der findes tanker man først bliver bekendt med, efter man er blevet mor. Right?

Og de tanker dér, – dem kalder jeg MORtanker. Harmløse egentlig. De stammer fra ubetinget kærlighed og fra et godt sted. De kan desværre bare godt gå hen og blive en anelse drabelige og ende som diverse mord-gåder, og konspirationer om en ond ond verden… hvis de får lov, altså tankerne, at tage over!

Ja, undskyld til dem som læser med, der ikke er mødre. Men den er god nok. Der findes simpelthen et helt skatkammer af ustyrlige tanker bagerst i hjernen, der bare ligger og venter på at blive åbnet op for, – og det er som om, at den dør, den åbnes på vid gab, det sekund der plopper en unge ud mellem benene på én. (ja, eller maven, – jeg må hellere lige tage hensyn til alle jer, der har fået kejsersnit).

Jeg anede virkelig ikke, hvilke rædsler jeg skulle gennemgå som mor, inden jeg selv blev mor. Jo da, vist nok havde jeg hørt om, at mødre (og fædre for den sags skyld) lever med en masse bekymringer for deres børn. Jeg havde bare aldrig rigtigt forstået hvor slemt, det egentlig står til med de tanker dér. For jeg skal da ellers lige love for, at det ikke er småting, min hjerne kan producere af tanker og scenarier, som jeg begynder at frygte på vegne af mine tre små poder.

Vi kan hurtigt blive enige om, at vi elsker vores børn. Jeg tror heller ikke, at der er mange, der fortryder deres børn – I know I don’t. Jeg synes det er vildt fedt at være mor, selvom det også er hårdt. Men halleluja, hvor synes jeg egentlig det er svært at bevare fatningen og ikke bare pakke dem ind i vat, låse dem inde på deres værelse på ubestemt tid, skærme dem fra alt ondt og sikre mig at INGEN eller INTET, nogensinde, kommer til at gøre dem skade.

Hvor er det bare svært, at blive mor. For hver dag, der går, og de bliver større lærer jeg selv en masse. Det er sandelig ikke kun dem, der løsriver sig – jeg skal også lære at løsrive mig. Hvilket jeg virkelig gør, føler jeg. Men jeg synes godt nok det kræver en vis portion tillid til verden omkring mig. Jeg skal virkelig turde stole på alle dem, der kommer i nærheden af mine børn – lærerne, fodboldtrænerne, ekspedienterne, for ikke at nævne bilisterne… I véd, folk og potentielle (irrationelle) farer, som ens børn møder på deres vej, hver dag.

Jeg spurgte på Instagram i går, om I ville være søde at dele med mig, hvilke forskellige frygt I selv har (eller har haft) i forbindelse med at være mor. Og det var ikke så lidt, der kom ud af det 😉

Så here goes. Jeg er SÅ glad for, at jeg ikke er alene med mine bekymringer.

Mortanker

Jeg er SÅ bange for, at mine børn bliver ædt af hajer, når vi er på ferie. Seriøst.

*

Hvad nu hvis jeg dør om natten, når jeg er alene med dem…

*

At de snubler på en togstation, falder ned på sporet lige foran toget og bliver kørt over.

*

At mine børn bliver syge og pludselig dør. Og at jeg bare ikke opdagede HVOR SYGE de var.

(nøj, hvor jeg kan genkende den tanke!)

*

Jeg er bange for, at nogen kan finde på at gøre min lille pige noget

(vi tænker alle det samme, ik? Det er så forfærdelig en tanke!)

*

Er vildt bange for, at der sker dem noget i trafikken.

*

Jeg er decideret bange for, at nogen vil myrde mine børn.

(Jep, den slags tanker kender jeg faktisk også godt! – anyone else?)

*

At han dør i en højresvingsulykke

*

Jeg frygter at se på mit barn blive kvalt i sin mad.

*

Jeg tjekker altid om de trækker vejret, når jeg går i seng og når jeg står op

(don’t we all?)

*

Jeg er bange for min datter bliver overfaldet, når hun går ned i vores cykelkælder
– en særlig tak til Mørkeland podcast

(don’t listen to it, – just sayin’!)

*

Jeg får åndenød og tror, at alle dør af kulilteforgiftning, bare et lys pustes ud.

(uh, det må være hårdt her til jul, med alle de stearinlys!)

*

Drugs

(Fuck. F U C K. Bare altså virkelig meget fuck. Det er jeg og SÅ bange for!)

*

Jeg er bange for, at nogen kunne finde på at slå ham ihjel.

(Kunne også sagtens have været mig, der tænke det!)

*

Jeg har ALTID ondt i maven, når min søn cykler til skole

(trafikken, igen.)

*

Jeg er bange for jeg kom til at efterlade dem i en autostol eller alene hjemme.

(Den dér med børn, der dør i brandvarme biler, fordi de er blevet glemt i en autostol…uh, det er simpelthen også nogle gyselige og forfærdelige tanker, der sættes i gang i mit hoved.)

*

Jeg er bange for at mine børn hænger fast i hætter i børnehave/skole og ingen opdager dem. Eller at de bliver kidnappet.

*

At mine børn skulle få kræft.

(Til dig, der måtte have oplevet det. Undskyld, hvis dette føles som underholdning. Det er ikke tænkt som at gøre grin med alvoren. Jeg aner intet om, hvordan det må føles, at ens barn er sygt!)

*

At en af dem drikker sig fuld, og derefter bliver kvalt i sit eget bræk

*

Jeg vågner mindst 2-3 gange om natten for at tjekke om min søn trækker vejret.

*

Når vi kører bil – og familien ikke er fuldtallige – tænk så, hvis der skete et uheld!

(Den tænker jeg også, men så tænker jeg altid, at det alt andet lige, ville være bedre, hvis vi IKKE allesammen var i bilen.)

*

Min datter sover meget tungt. Nogle gange bilder jeg mig selv ind at hun ikke trækker vejret.

(Der er godt nok mange, der er overbevist om, at deres børn ikke trækker vejret!)

*

At de bliver kørt ned at en lastbil, stukket ned, bliver bortført, får kræft…my list goes on…

(se nu dér, der er andre end mig, der bare lader tankerne løbe af med sig…)

*

Jeg har de mest forfærdelige tanker om, at min søn skal falde ud af altanvinduet til sommer

*

At en af drengene falder på gaden og lander med hovedet i en vandpyt. Og derefter drukner i den lille mængde vand, fordi han var bevidstløs.

(Den er min, den her… meget specifikt, I know…)

Konklusionen må være, et jeg – og du, faktisk alle mine læsere, virkelig elsker deres børn ubetinget. I hvert fald, hvis vi tager det for gode varer, at disse MORtanker udspringer af en slags ubetinget kærlighed, et bånd mellem barn og forælder, en styrke, der får os til at ville lægge os ud foran en bil for at redde vores eget afkom. Den slags kærlighed, der kan gøre en lettere sindssyg.

Så hey, Fellow mamas. Prøv at slippe bekymringerne bare et øjeblik og så NYD det. Du er nogens mor. Det er det smukkeste i verden.

♥