Mit barn er bedre end dit ;)

En mors kærlighed – det er der bare intet, der slår. I kender det helt sikkert godt, – den dér følelse: “mit barn er altså liiiidt bedre end dit…” Lige lidt kønnere, klogere og nok også lidt sødere…haha. Man tænker det jo fra tid til anden, velvidende at de andre forældre har det på præcis samme måde med deres børn. Men jeg vil vove at påstå, at det ligger i en mors gener, at hun bare skal synes lidt bedre om sit eget barn end naboens. Sådan tror jeg det er.

Og jeg klamrer mig stadig fast i overbevisningen om, at mine tre knægte er pragteksemplarer og helt klart topper listen over dejlige børn her i verden. Og til dig, som læser med, – jeg håber på én eller anden måde, at du har det på samme måde med dine unger.

Jeg husker det stadig, dengang jeg havde født min første søn og lå på fødestuen. Jeg blev bedt om at overnatte, for han blev født lidt for tidligt og var ikke så stor. Så dér lå jeg, mellem 4 andre nybagte mødre og deres babyer, med min lille bitte fugleunge af en baby – der ligende en sammenkrøllet rosin, som de fleste babyer jo gør – og tænkte noget i denne retning: “Ja ja, det kan da godt være, at I andre (mødre på fødegangen) tror I ved, at jeres babyer er de dejligste…meeeeen, jeg véd ligesom bare, at min rent faktisk er den bedste af dem alle. Den smukkeste. Den mest fantastiske. Den, der sover igennem om natten…” Sådan havde jeg det jo.

I dag griner jeg lidt af mig selv. Nu har jeg jo oplevet det tre gange (at blive mor)  – og det er den samme lykkerus, der rammer én hver gang. Den der følelse af uovervindelighed og at man lige har født (muligvis) verdens midtpunkt. Men jeg véd jo også, at der kommer dage, hvor man kigger på sine børn og sander, at de ikke er de allermest kloge, smukke, dejlige eller mest velopdragne børn – selvom man elsker dem betingelsesløst.

Der kommer dage, hvor man indser at naboens barn faktisk har smukkere og længere øjenvipper end ens eget barn. 😉 At sidekammeraten faktisk bare er bedre til fodbold. At lillebror kan ting, som storebror ikke kan og omvendt. Man må indse, at ens børn jo bare er mennesker som alle andre på denne jord – og altså ikke udelukkende små guldklumper, som er dygtigst og altid træffer de helt rette valg.

Og alligevel elsker vi dem – vores børn – højere end noget andet. Det er jo en sjov ting, når man lige tænker over det. For jeg skal da lige love for, at hvis min kæreste udsatte mig for bare halvdelen af de kontroverser som mine børn byder mig i hverdagen – jamen så havde han da forlængst fået sparket. Men, som mor, så rummer man bare de små rollinger – og man elsker dem betingelsesløst. Virkelig. Det er faktisk den vildeste følelse, når man lige dykker ned i den og mærker efter. Betingelsesløst. Wow.

Og den dér følelse af at man har verdens dejligste, kønneste unger bliver altså ikke mindre af, at man får taget lækre professionelle billeder…jeg siger det bare. 🙂