Jeg er simpelthen så misundelig.

Det er ikke noget jeg er specielt stolt af. Men jeg er misundelig. Virkelig. Også selvom min fornuft fortæller mig, at jeg ikke bør være det, og at det, som gør mig misundelig, er helt normalt…

Men det er snyd.

Det drejer sig om, at Luca, min søn på 1 år og 9 måneder, faktisk udelukkende gider sin far. Han gider i hvert fald ikke mig,

Luca græder og skriger hver gang Micky forlader lokalet og han går rundt i hælene på Micky og vil faktisk bare helst sidde på farmands arm konstant. Øv. Og når jeg så prøver at komme og tilbyde min hjælp, omsorg og kærlighed – eller hvad det nu kunne være for en sød handling jeg forsøger at bidrage med – ja, så vender Luca oftest bare kinden væk og kalder på sin far.

Nu er det jo mit tredje barn, så jeg har prøvet det før. Og jeg ved godt, at det ikke er fordi jeg gør noget forkert. Jeg ved godt, at lige om lidt så ændrer det sig sikkert – eller måske gør det ikke – men det er ikke fordi jeg er en dårlig mor. Så meget ved jeg. Men det ændrer jo ikke på, den fuldstændigt altoverskyggende følelse af total misundelse, når Luca kaster sin hengivne kærlighed på sin far mens han iskoldt ignorerer sin mor.

Jeg bliver simpelthen ked af det. Jeg synes, at det skærer i hjertet og gør mig trist, at mit barn ikke gider mig.

I går morges var jeg så usandsynligt heldig, at Luca gad nusse med mig i sofaen kl 06.15 om morgenen. Jeg priste mig lykkelig over det og troede, at nu blæste vinden måske i min retning. Normalt vil han helst, bogstavelig talt, sidde med halvvåd tisseble op ad sin fars ansigt mens han ser Barbapapa, og jeg skal ikke forsøge at nærme mig…for så får jeg “skubbet”. Altså en stålfast barnearm, der konsekvent skubber mor væk!

Men tro om igen, Annemette!

Vinden blæser ikke en skid i min retning.

Her til morgen satte vi Micky af på arbejdet, hvorefter Luca stak i et hyl, og gudhjælpemig skreg hele vejen i bilen fra Hellerup til Lyngby… Det er en tur der tager ca 15 min. Og det er altså virkelig laaaaaaaaang tid at høre på ens utrøstelige barn på bagsædet, der er spændt fast i en autostol. Og særligt når man er på motorvejen og faktisk ikke rigtigt kan gøre noget, så føles det bare ikke godt. Skal jeg nu være helt ærlig, så mærkede jeg en tåre i øjenkrogen. Ej, who am I kidding, jeg græd. Mere end én tåre.

Og da jeg så afleverede ham, efter 10 minutter ude i bilen, hvor jeg havde fået tysset ham ned og jeg havde fået tørret tårerne væk og samlet ny energi, så virkede alt umiddelbart i skønneste orden. Jeg brugte god tid på at aflevere ham. Nusse ham. Give ham ro og en god start på dagen. Da jeg så gik, så startede det hele forfra – han skreg. Og så er spørgsmålet, bør jeg være glad for, at han skriger, fordi jeg går… eller bør jeg ikke? (Altså i forhold til min misundelse overfor hans far.)

Naturligvis er jeg ikke glad. Det gør altid virkelig ondt i hjertet, når end barn skriger og er ked af det. Men måske er der en forklaring. De har lige nu, – for 5 linjer siden – ringet fra vuggestuen. Luca har vist fået skoldkopper, – og dét er jeg faktisk glad for. For mine to ældste på 6 og 9 har endnu ikke haft skoldkopper, og det skal de bare skynde sig at få i en fart 😉

Så jeg smutter. Over efter lillemanden. ♥