Med børnene kom frygten…
Reklame for Codan Forsikring
Hvad tror I egentlig om mig som mor? Altså jer der læser med her på bloggen ofte. Tror I, at jeg er sådan én, der pakker ungerne ind i vat og forsøger at skærme dem fra dit og dat i frygt for, at de slår sig på tilværelsen. Eller tror I, at jeg er sådan én, der hellere vil puffe ungerne ud over kanten for at se dem flyve selv?
Ja okay. Det er nok obvious hvilken type mor jeg er, når jeg sætter de to valgmuligheder op.
Jeg er sådan én mor, der har skubbet (bogstavelig talt skubbet) mit barn ind i en af de dér vogne på pariserhjulet i legolands Faboland – fordi nu skulle ungen fandeme finde glæden ved at køre i pariserhjul… selvom det på alle måder var imod hans vilje, fordi han var skide bange for hjulet. Jamen altså, hvad kan jeg sige… Rundt kom han – og så rundt igen og igen og igen…til han ikke var til at stoppe. Han elskede det pariserhjul, han skulle bare liiiiige skubbes…hårdt!
Jeg er også typen, der lader mine drenge lege vildt. Altså jeg mener – jeg har tre drenge. 3! TRE!!! Plus min kæreste. Det er rimelig meget testosteron i en familie, hvor vi er fem og jeg er det eneste feminine indslag i hverdagen. Men drenge – og piger, just saying – skal da have lov at være børn. Så de får lov til at klatre i træer – også højt op – og de får lov at hoppe på trampolin, ligeså vildt de vil. Der er sådan set rigtigt mange ting, som de får lov til, der nok er lidt vildt. Men jeg synes ikke man skal begrænse dem. Jeg hører stort set aldrig mig selv sige “ej unger, pas liiiige på” eller “nej stop, ikke så vildt” etc. Jeg er som regel på det punkt en ret afslappet mor. Men angsten for at der sker dem noget – jo jo da, den har ret godt fat i mig, skulle jeg hilse og sige.
Hvis du har 2 minutter, så se lige videoen. Ja, det er jo en slags reklamevideo for Codan – men den er vildt sød og tankevækkende… en af de dér reklamer, der faktisk giver stof til eftertanke. Den går lige i hjertet på én, som forælder.
Den dag frygten bankede på.
For katten, hvor jeg synes det er svært at være mor ind i mellem. Fordi med børnene kom frygten også. Jeg husker det faktisk meget meget tydeligt. Det ramte mig ca. 15 minutter efter min første søn kom til verden. Jeg husker at sidde med ham i mine arme. Han var helt fedtet ind i fosterfedt og havde små rynkede fingre og duftede bedre end noget andet jeg nogensinde havde duftet til. Han var helt perfekt – hvilket han i øvrigt, 9 år senere, stadig er. Synes jeg! Men lige dér, da den første lykkerus havde lagt sig bare en my, gik det op for mig, at for evigt vil jeg være bange.
Bange for at miste på en måde, som jeg aldrig har været bange før. Bange for at han skulle komme galt afsted. Bange for at der skulle ske mig noget. Bange for… ja, bare bange for alt muligt! Faktisk.
Jeg lader mig nu ikke drive af frygt. Det får man ikke noget ud af. Men jeg lader mig bestemt drive af rationale, – og en forsikring, der passer på os allesammen har jeg styr på. Fordi det giver mening og tryghed. Det var noget af det første jeg sørgede for, da jeg fik børn. Og jeg sørger også for liiiige at lave et forsikringstjek hvert år. På dét punkt er jeg nemlig ret ansvarlig… haha, på dét punkt 😉
Vidste du, at børn ikke automatisk er dækket af deres forældres ulykkesforsikring? Tjek lige her, om du har styr på din egen forsikring, ik! Mere end 400 børn må en tur på skadeturen hver dag – men hver 5. forælder har ikke tegnet en børneulykkesforsikring. Jeg er faktisk ret stolt over at være en del af dem, der har styr på sit “shit”. Fordi utroligt nok, så er det kun 62% af forældrene i Danmark, der ved, at man selv skal tegne en ulykkesforsikring til børnene, fordi de ikke længere er forsikret af kommunen, mens de er i skole eller institution. Vidste du det?
Det er jo vildt svært, det her!
Siden den novemberdag, hvor min ældste kom til verden, har frygten dog endnu ikke forladt mig. Med eller uden forsikring, så er jeg stadig bange. Så nok er jeg sådan én, der sender mine børn alene afsted om morgenen, og lader dem gå i skole selv, hvor de både skal krydse den ene og den anden vej… men jeg holder nærmest vejret, til de er hjemme igen om eftermiddagen, og jeg hører deres små trin på trappen, som derved forsikrer mig om, at de igen er i min varetægt og sikkert hjemme i reden.
Det er simpelthen så utrolig svært at være forælder, synes jeg. Jeg bilder mig selv ind, at jeg umuligt kan være den eneste?!
Jeg skubber gerne mine børn ud over kanten og lader dem svømme på dybt vand, fordi de skal bare lære at passe på sig selv, men jeg skal også lære at løsrive mig. Det er nærmest ligeså vigtigt, som at de skal lære deres egen selvstændighed at kende. Hverken mine børn eller jeg kan blive gode velfungerede mennesker, hvis vi ikke “slår os lidt” på livet ind i mellem. Vi bliver nødt til at komme ud hvor vi ikke kan bunde for så at finde fodfæste igen. Det gælder også mine børn, det véd jeg, fordi jeg jo er voksen har har gjort mig den slags erfaringer igennem min egen barndom og mit voksenliv.
Jeg tror det er et slags livsvilkår for mennesker, at vi kommer galt afsted fra tid til anden – men vi heler jo op. Vores krop er bygget til at kunne klare knubs og brækkede lemmer. Det skal man lige minde sig selv om som mor, at ens børn på den ene side er små “guldklumper”, der for alt i verden ikke må komme noget til, men at de også på den anden side bare er små “kødklumper” med knogler og hud, der kan tåle at komme ud for lidt af hvert. At deres kroppe er bygget til at være børn. Børn, der slår sig på tilværelsen.
Tak fordi du læste med. Jeg håber du kunne bruge mine overvejelser til noget.
♥AM
5 reaktioner
Det skal nok gå alt sammen, så ingen grund til frygt – heller ikke frygten for at miste. Det vi hellere skal frygte, hvis vi endelig skal, er, hvis vi glemmer at fortælle dem noget af det vigtige mens de lytter.
Det gælder alt fra husk kondomet (nu hvor kønssygdomme er i fokus) til lad være med at drikke for meget (fordi vi kender tømmermændene, også selvom det ikke afholder os andre fra at møde disse når vi lejlighedsvis får forregnet os)… 🙂
Livet er fyldt med udfordringer, og du fremstår ganske fint, så lad være med at bekymre dig om det. Ingen grund til tvivl – tværtimod.
Jeg tror, at der er kæmpe forskel på at være mor til en flok drenge og til en flok piger. Der er helt forskelligt hvordan man ser på frygten. Jeg har selv 3 piger og jeg var virkelig en hønemor halvdelen af tiden, fordi de var piger….og piger skal ikke have knubs og falde ned fra høje steder eller blive bange eller noget, vel? Men alle har sin egen personlighed og især EN af mine piger var helt sin egen og fik præcis alle de hjernerystelser som hun skulle have for at lære at passe på sig selv:-)
Men tiden er gået og de er nu alle voksen og selv mødre og jeg har stadig en ømhed og bekymring for dem, fordi de er piger….tankevækkende. Men jeg har jo heller ikke nogen drenge at sammenligne med:-)
Jeg er også bange dagligt – og har været det i snart 22 år – bange for der skal ske hende den store (22) noget i Esbjerg når jeg bor 1 1/2 times kørsel væk. Bange for at ham på 19 kører galt i bilen -eller bliver overfaldet ect når han er ude i nattelivet. Bange for at den mindste (16) ikke kan styre sin nyfundne “frihed” til at drikke alkohol. Alt det er jeg bange for lige nu – for år tilbage var det noget helt andet – men frygten den har altid været det og den vil altid være det. OG HER HJÆLPER INGEN – ABSOLUT INGEN SOM HELST FORSIKRING – ked af at sige det men dette post Annemette – det oser altså for meget af REKLAME (som jeg også ser du skriver) til min smag – jeg har “heldigvis” formet nogle ansvarsbevidste og fornuftige unge mennesker, så jeg tror aldrig der sker dem noget – men frygten er stadig med som “blind” passager i mit liv. PS mine unger er/har altid været forsikret
Kære Anja, jeg er meget glad for at du skriver, fordi det giver mig jo mulighed for at gennemskue, hvad der virker og ikke virker for mine læsere. Jeg synes ellers selv, at jeg på alle måder IKKE har reklameret tungt, vidt og bredt for forsikringer i dette post. Jeg synes, at jeg har sat fokus på dét som vi alle er bange for, at noget skal gå galt med vores børn. Og jeg har da haft brug for min forsikring en del gange, i forbindelse med tandskader og uheld. Og faktisk også når mine børn har ødelagt ejendele hos andre.
Så du har ret i, at angsten for at ens børn ikke træffer rette valg, kan man ikke forsikre sig imod. Men jeg tænker da egentlig at en forsikring var meget rar at have, hvis din søn på 16 kom ud for en ulykke. Dette blogpost er jo mest rettet mod forældre, der har børn, som endnu ikke er myndige. Så nej, dette post er ikke gældende for din 19-årige eller din datter på 22.
Og ja, det ER en reklame. Fordi det lever jeg jo af. At skrive personlige, ærlige indlæg, der ofte er sponsoreret af et firma/brand. Men husk nu, mine ord og holdninger kan ikke købes. De er mine.
Knus
AM
Kære Annemette
Jeg synes det er et fint blogpost du har skrevet. Fedt at der er nogen der gør opmærksomme på det! Ja, en ulykkesforsikring fjerner slet ikke de sindsyge bekymringer man bliver overdynget af som mor. Det er blot et vilkår man har som forældre – og det skal vi lære at tackle og leve med. Men som personskade behandler i snart 20 år (også fra Codan) vil jeg bare sige at de har et af de bedste produkter på markedet. Jeg har selv tre børn og med to brækkede arme indenfor de sidste måneder vil jeg bare sige at strakserstatning er et fantastisk plaster på såret.
For ikke at tale om de tænder der er blevet slået ud igennem årene ?? Tro mig, at børnene bliver glade for at de kan få fikset en evt. Tandskade når de bliver voksne.
Pt. Sidder jeg med skader i en kommune – og tro mig, jeg taler tit med forældre der ingen ulykkesfiorsikring har på deres børn og tror at skole eller børnehave dækker deres børn ved uheld.
Jeg synes det er et super vigtigt budskab! Tegn for pokker en ulykkesforsikring på dit barn. Du forsikre jo din bil, ik?
Husk at tegn forsikring med mengrad fra 5% + strakserstatning og sygdomsdækning.
Vi har desværre haft brug for alle produkter! Selvom vi pakker vores børn ind i vat 😉
Kærlig hilsen en passioneret personskadebehandler 😘