Mandag morgen og tanker om ugen, der venter

Det ville egentlig ikke gøre noget, hvis solen gad at få sådan rigtigt godt fat. I véd, på den dér måde, hvor man kan ligge på stranden i flere timer (uden at fryse) og hvor vandet kalder på én, fordi luften er så varm, at en dukkert føles forfriskende og ikke nedfrysende. Men jeg synes ikke rigtig, at vi er der endnu. Nu siger jeg jo ikke, at det skal være ligesom sidste år – det var måske lige i overkanten med grillforbud og skovbrande i Sverige. Jeg synes bare, (in my humble opinion) at et par dages sommervejr med chance for solbrændte næser slet ikke ville være så skidt endda.

Men vejret kan jo nå det endnu. Fordi på fredag stikker vi afsted til Bornholm, så hvis vejrguderne ellers bare gider gøre sig umage med at sende solskin fra himlen, jamen så skal det nok blive en helt perfekt weekend. Altså lige bortset fra, at min mand har gjort mig opmærksom på, at der er for Formel1 i weekenden, så uanset hvad vi foretager os på Bornholm, ja, så skal der lige være tid til, at han kan hive telefonen op ad lommen og følge Kevin i tykt og tyndt (o-m-f-g, altså!)… Men okay, jeg skrev jo selv for ganske nylig, at jeg er glad for, at han er sådan en mand, der gør den slags mande-agtige ting…men jeg skriver så meget 😉

Fredag er nemlig en HELT særlig dag, som vi skal nyde ekstra meget, og hele weekenden er sat af til at være sammen, sove længe i nystrøget sengetøj (her!), hoppe i havet ved solnedgang og spise god mad, – vi skal bare nyde stemningen på Bornholm og kramme hinanden mindst 10 gange i timen. Men weekendens program vender jeg tilbage til senere. Lige nu handler det jo mest om mandagens program. Og hvilket program…

Jeg har en helt del at se til i dag. Jeg skal have gæster og jeg skal forberede alt muligt forinden. Så i dag bliver sådan en dag, hvor jeg suser rundt for at nå det hele. Der skal handles blomster, fordi jeg laver naturligvis (!) min egen borddekoration – love it. Der skal marineres kød, laves mad – bages kage. I véd – the works – når man skal have gæster.

Nerverne har meldt sig, ment på den måde, at det er en smule grænseoverskridende for mig, at udføre det arbejde jeg skal i dag. Det er en dag, der kræver, at jeg forholder mig til en del fremmede mennesker, og at jeg er ret meget ‘på’. Det er arbejde, hvor jeg skal være snakkende, inkluderende og givende. En dag, hvor jeg ikke får mulighed for at tage 1 time til mig selv, hvis jeg lige får brug for det. Og sådan er det bare. Det er også fint nok, det er jo mit eget valg, og det arbejde jeg har. Det kan jeg også sagtens finde ud af, men alligevel har jeg lidt ondt i maven. Det dér angst er ikke så fedt at skulle leve med, kan jeg godt mærke. Jeg ville ønske, at eftervirkningerne af det pis ikke var så langstrakte, som de er. Men jeg døjer en del med at finde ro. En del mad at trække vejret dybt helt ned i maven.

Men you guys, – det kommer til at gå forrygende. Man skal tale sig selv op ikke ned. Så jeg véd bare, at i dag bliver en alletiders dag. Jeg véd bare, at jeg er stærk og jeg ikke er sådan én man lige vælter omkuld, når jeg først har fået fodfæste (jeg bruger jo i øvrigt str 42, så deeeeet…). Ej spøg til side. Jeg har nemlig fodfæste, – eller jeg har fået det igen. Og jeg kan meget mere end jeg selv overbeviser mig om, at jeg kan (eller ikke kan).

Denne uge bliver fyldt med arbejde. Denne uge bliver fyldt med spændende oplevelser. Med mennesker. Bekendtskaber. Og den bliver fyldt med eksempler på, at jeg er kommet langt siden sidste år, hvor jeg lå i fosterstilling i en uge i min seng med rystende hænder og overfladisk vejrtrækning. Jeg VIL bare tale mig selv op. Jeg vil bare bevise overfor mig selv og min familie, at jeg er back in business. Ikke mere angst. Ikke mere frygt for fremmede mennesker.

Meget mere “Annemette”, som jeg kender mig selv fra før i tiden.