Let’s do this… let’s do life.

Klokken er 00.43. Jeg sidder i Slagelse hos mine forældre. Jeg ved endnu ikke, om jeg vil udgive dette indlæg – eller hvornår, hvis jeg i så fald beslutter mig for at udgive det. Lige nu har jeg bare lyst til at skrive. Skrive, skrive og skrive for at forklare dig, der læser med, hvad søren der egentlig er sket med mig her den seneste tid – hvorfor jeg pludselig blomstrer op og hvordan jeg har fundet ind til lykken – igen. 

Men er du da blomstret op, Annemette? Ja, det kan du lige bande på, at jeg er. Og dagligt er der (helt ud af det blå, uden jeg på nogen måde har bedt om det) folk, der skriver til mig på instagram og facebook, at de er så glade for at se, at jeg har det skønt og at min energi smitter helt vildt af. Og jeg kan også selv mærke det. Det er ret vildt, faktisk.

Det handler om flere ting. 

For et par måneder siden skrev jeg dette indlæg om, at jeg gerne ville leve efter sætningen ‘more frosting, less waste’. Men der skulle lige gå lidt tid, før tiøren faldt, og jeg rent faktisk kunne efterleve det. For når man, som jeg, i en periode har været alt for god til at fokusere på det der er ‘waste’, er det som om, at hjernen skal omprogrammeres til at forholde sig til ‘frostingen’ i stedet. Det krævede lidt hjælp fra helt uventet hånd. 

Jeg har fået noget så ‘uventet’ som spirituel vejledning

Jeg er nødt til at skrive ‘uventet’ i overskriften. Fordi jeg simpelthen aldrig havde set det komme, at jeg skulle åbne op overfor det mere spirituelle.

Reklame: Jeg gør lige opmærksom på, at jeg har fået samtalen med spirituel vejleder Joan Locht gratis – vi har en fælles veninde, og derigennem tilbød Joan sin hjælp. Det virkede naturligt. Der har ikke været krav om omtale.

Joan er egentlig uddannet i forsvaret, hvilket fik mig til øjeblikkeligt at sætte min lid til hende. Micky, min mand, har også en fortid i forsvaret – det vækker en form for tryghedsfølelse i mig. Jeg tror, at det dér med, at hun faktisk har været i krig (altså, at hun er sådan én, man gerne vil have med på slagmarken) gjorde mig tryg ved hende. Jeg tænkte ærlig talt, at 1) helt hullabulla-langhåret-hængepat-spirituel-agtig kan hun jo ikke være, når hun har været sergeant i forsvaret og 2) hvis hun går i krig, sådan ægte, så kan hun også godt gå ‘i krig’ med mig i de tanker og følelser, der bekæmper forløsningen af mit fulde potentiale i mit liv. 

Joan har været en gave sendt fra himlen til mig. Den sætning havde jeg nok skrevet for 3-4 måneder siden, uden at tro på den. Altså jeg ville skrive den, men jeg ville ikke mene, at hun reelt var sendt til mig fra nogen særlig kraft fra himmelrummet. Forskellen nu er, at jeg rent faktisk tror på, at der findes en energi i dette univers, som vi ikke altid kan se, og den energi har sørget for, at Joan krydsede min vej. Så på en måde kan man godt sige, at Joan var sendt fra himlen. Det føles i hvert fald som noget nærmest overnaturligt (eller skulle jeg måske skrive… det mest naturlige i verden) – fordi at hendes indflydelse på mig har været så skelsættende. 

Hun har egentlig ikke bedt mig gøre noget. Hun har bare, gennem samtale, fået mig til at se virkeligheden fra et andet perspektiv, end jeg var vant til. Hun har fået drejet mit fokus, så nu ser jeg muligheder – ikke forhindringer. Jeg lægger planer – jeg drømmer ikke bare. Jeg tør tro på noget, sådan ægte, igen. Det er virkelig mange år siden, at jeg har haft tillid til livet.

Grundlæggende kan jeg sige, at jeg er gået fra at bekymre mig om fremtiden. Jeg har været bange for, hvad morgendagen bragte – mest på baggrund af, at jeg i mit liv har oplevet at morgendagen nogle gange har været voldsomt ubehagelig og budt på forfærdelige scenarier. Derfor var jeg i lang til drevet af angst og uro og frygt. Jeg har været i konstant alarmberedskab.

Mine handlinger var styret af katastrofeagtige tanker og idéer om, hvordan jeg hele tiden skulle holde fast i det, der var mit. Med næb og kløer. I frygt for at det blev taget fra mig, eller jeg jeg ville blive brugt. Følelsen af at blive ‘brugt’ er måske den værste følelse, jeg kender. 

Jeg er også gået fra at være bange for at ‘løbe tør’ for idéer, eller for at få mine idéer stjålet af andre, og jeg har været virkelig urolig ved tanken om, hvad der mon ville ske, hvis folk pludselig ikke synes om mine bøger eller min blog længere, fordi hvordan skulle jeg så kunne skabe indtægt og overleve? 

Mit hoved har føles som en udspilet ballon, og min krop har været en lille tandstik, der skulle balancere ballonen. Der har hele tiden været overhængende fare for at ballonen ville sprænge i tusind stykker, som følge af blot en lille forkert bevægelse i kroppen. Giver det mening. Det føltes meget skrøbeligt. 

Nu er jeg så kommet frem til et punkt, hvor jeg ikke føler behov for at være bange længere. Jeg har fået forbindelse til min krop igen, og mit hoved er ikke længere en ballon på nippet til at eksplodere. Der er konsensus mellem hoved og krop nu, og jeg er rolig i tilværelsen. 

Jeg véd nu, at hvad der er mit, er mit. Jeg behøver ikke være nervøs for at nogen skulle komme og stjæle mine idéer (eller jo, men jeg skal ikke bruge energi på den nervøsitet) – jeg skal bare holde øje på bolden og spille den i mål. Stille og roligt. Uden frygt for mod- eller medspillere. 

Og vigtigst af alt. Jeg skal stole på, at jeg aldrig løber tør for nye idéer, – så hvad er jeg egentlig bange for? Jeg har nu i 36 år aldrig kunne stoppe min hjerne med at komme på nye idéer. Ting som ingen andre har gjort. Unikke idéer. Idéer, som man kan leve af og som jeg kan drive virksomhed på. Så jeg skal egentlig bare slappe af og hvile i det. Jo mere jeg slapper af, desto flere idéer popper op, og desto lettere bliver det for mig at fokusere på de idéer, der er bedst. 

Derfor er jeg nærmest frygtløs lykkelig for tiden. Er det skrøbeligt, tjo. Men jeg gider ikke bevæge mig i en energi fyldt med modstand. Jeg foretrækker simpelthen at være i den energi, der er fyldt med medgang og kærlighed. 

Jeg håber at DU har lyst til at være med mig i dén energi.

Let’s do this. Let’s do life.