Hvordan jeg egentlig oplever det at være i bloggerbranchen

“Hej. Jeg er blogger”.

Det har jeg haft lidt svært ved at sige højt, når folk på min vej har spurgt ind til det. Hvis jeg f.eks. har lavet et interview til et dameblad, så spørger de altid “Hvad skal vi skrive som din profession?”. Jeg har haft tendens til at sige alle mulige andre ting end blogger først,- I véd, forfatter, opskriftsudvikler, tv-vært, foredragsholder etc – fordi jeg oplever at der ‘hænger’ så mange negative forestillinger ved det ord: Blogger.

Så da jeg trådte ind i bloggermiljøet var det lidt med forbehold for, hvad det mon var for en branche og hvilket type arbejde jeg ville beskæftige mig med. Jeg skulle i hvert fald ikke lave hverdagsblogging – næh nej, jeg ville have sådan en meningsdannende blog hvor jeg debatterede og gjorde mig klog på dit og dat. Det var min umiddelbare indskydelse, fordi jeg tænkte, at det andet var ‘ligegyldigt’. Altså, hvordan kunne mine hverdagstanker og følelsesmæssige refleksioner være interessante for andre… Jeg tænkte, ganske uvidende, at det da var ‘for nemt’ bare at skrive om hverdagslivet og så udgive nogle opskrifter i ny og næ.

Jeg selv havde i hvert fald en del vrangforestillinger om, hvad bloggere egentlig var for nogle, inden jeg selv i gang med at skrive fast. Jeg troede, at det var mega nemt bare at blogge. Altså hallo, hvor svært kan det lige være? Det troede jeg, men jeg tog fejl. Det er ikke nemt, det kræver tid at lære sin egen ‘skrivestil’ at kende, og det kræver faktisk også mentalt overskud, hver gang man sætter sig til tasterne og skal lade ordene strømme frit ud gennem fingerne. Det er ikke nemmere end det var dengang man gik i fokeskole og skulle skrive en fristil. Det kræver tid, idérigdom og skrivelyst. Jeg er i hvert fald blevet overrasket over, hvad det egentlig sådan helt praktisk kræver, at producere SÅ meget skriftligt indhold dag efter dag.

Når ja, så er der selvfølgelig også hele ‘hvor meget skal jeg dele om mig selv?’-problematikken. Det er overvejelser, der fylder en her del i det daglige. Hvad er privat og hvad er blot personligt? Der er en forskel. Med tiden bliver man som blogger jo vandt til kommunikationen med sine læsere, hvorigennem man (læs jeg) jo oparbejder en form for fortrolighed, fordi man lærer at stole på, at læserne faktisk vil én det godt… Og så bliver det pludselig nemmere at skrive åbent om følsomme emner, og man vænner sig også til at dele mere og mere ud af detaljer fra hverdagen.

Men lige pludselig en dag, så er der én eller anden, der får skovlen under én. I mit tilfælde, de gange hvor det er sket, – enten igennem ubehagelige kommentarer eller dårlig opførsel – så har det efterladt mig i en situation, hvor jeg føler mig ekstremt blottet. Fordi jeg ganske enkelt ikke rigtig har holdt tilbage. Fordi jeg ikke mente, at der var behov for det. Jeg mener grundlæggende ikke, at det bør være farligt at snakke om noget. Jeg mener, at det bør være ganske uproblematisk at dele ud af personlige refleksioner og oplevelser, baseret på den tese, at vi mennesker minder utrolig meget om hinanden, – og har jeg oplevet noget, så er chancen, at jeg sikkert ikke er alene med det – så lad os bare dele det. Så længe man ikke skriver grimt om andre, uanset hvad man måtte mene.

Her på det sidste, har jeg ramt en mur. Jeg har haft svært ved at skrive, fordi jeg har været usikker og ramt af hårdt arbejdspres. Når jeg har mange opgaver på min dagsorden, så er det typisk sådan, at “Forretningskvinden” tager over, og så kører jeg bare på med alle mine gøremål, og samtidig lukker jeg helt ned for ‘Annemette-Annemette’, som er mig. Altså mennesket, ikke forretningskvinden, forfatteren eller bloggeren – men mig. Hende er der pludselig ikke så meget tid til, når det hele skal gå stærkt.

Problemet er, at det er ‘hende’, – altså mig selv, som jeg skal lære at lytte til. Fordi Forretningskvinden kommer ikke og siger “Hey stop lige en halv, gider du lige køre på halvt blus, fordi dine energiressourcer ser ud til at være opbrugt! Du virker træt, trist, opslidt – og du bruger energi på ligegyldige ting”. Nej, det siger hun ikke, tro mig. Hun siger nærmere til mig, som en vedholdende stemme i hovedet “Annemette, bare kør på. Du kan godt lidt endnu. Du skal bare skrive noget mere. Glem de ting, der gør dig utryg. Fyr den af. Kom nu. Kom nu. Op i tempo. Mere! Ja, sådan! Hvis du skal nå at gøre det hele ligeså godt og ligeså hurtigt som alle de andre, så er det bare om at komme igang!” 

Sådan taler min indre forretningskvinde til mig. Hun har sgu ‘balls‘, og hun vil frem her i verden.

Problemet er, at jeg faktisk ikke har brug for mere arbejdsmæssig råstyrke. Jeg har ikke brug for at blive en dygtigere, hurtigere eller en mere velskrivende blogger. Ikke lige nu. Jeg har brug for at være endnu mere mig. Jeg har brug for at tage hånd om mig selv, være sød og blid ved mig selv. Jeg har brug for at føle mig mere tryg og glad, i det arbejde jeg har. Jeg har behov for balance.

Når jeg allermindst kan lide mit arbejde.

Nogle gange, når jeg føler mig længst nede personligt og højest oppe arbejdsmæssigt, så har jeg det som om, at jeg er på arbejde i et ‘bloggerfirma’. Sådan kan jeg bedst beskrive det. Hvor jeg bare præsterer og producerer. Jeg forestiller mig, at jeg sidder på etage med en masse andre bloggere i et stort kontormiljø. Alle arbejder intenst. Så længe vi allesammen bare sidder ved hver vores lille computer og smiler pænt til hinanden henover computerskærmen er alt ok. Ingen kommer mig ved, og jeg kommer ikke dem ved. På den måde er der ingen fare for, at jeg ‘klokker i det’ og pludselig gør eller siger noget, der pisser nogen af. Det er forfærdeligt at skabe sig fjender i en så lille branche. Der er i øvrigt heller ingen fare for at de (de andre bloggere på ‘etagen’) gør eller siger noget til mig, der gør mig ked af det. Men inde i min lille forestillingsverden om bloggerfirmaet bliver jeg utryg ved tanken om at skulle bevæger mig bort fra min plads det store kontormiljø. Jeg bliver i tvivl om, hvem jeg skal hilse på. Hvem skal jeg stoppe op og snakke med. Hvem gider mig egentlig?

Det er sådan en halvnegativ spiral af tanker, der kredser om, hvem der egentlig har lyst til at lære mig at kende? Hvem vurderer mig ikke udfra hvormange følgere jeg har, eller hvor mange læsere der er på min blog? Hvem har egentlig min ryg i det her cirkus? Hvem er ligeglad med, om jeg poster billeder af os sammen og tagger vedkommende i billedet, – just for show – og for at hente følgere hos hinanden? Dét er jeg i tvivl om. Sådan har jeg det, på de værste dage. Når jeg allermindst kan lide mit arbejde.

På de bedste dage, så elsker jeg det. Så er jeg på et mega ‘high‘ og så kan jeg mærke at jeg er on top of my game. Jeg kan mærke, når der er balance mellem “Annemette-Annemette” og “Forretningskvinden”, så kan jeg dukke op til både det ene og det andet event, og jeg er rolig. Så glemmer jeg alt om min negative forestillingsverden om ‘bloggerfirmaet’, hvor jeg dybest set føler mig utryg blandt kollegaer. Når der er balance, så kan jeg charmere mig gennem dagen uden den store indsats og jeg arbejder både fokuseret, ligesom jeg finder tid og ro til at lytte til mig selv og mine behov.

Sagen er dog den, at jeg typisk svinger en del mellem yderpunkterne. Det er hårdt. Jeg ville ønske, at jeg var et menneske, der havde mere leverpostej i mit liv. Flere gråtoner og mere ligegyldighed. Mit problem er bare, at sådan er jeg ikke. Der er desværre ikke meget leverpostej over min tilværelse, og jeg er lidt sådan en enten/eller type. Jeg har svært ved ligegyldighed, fordi jeg næsten altid mærker mere, end jeg nok burde, hvilket resulterer i, at jeg har en holdning til (næsten) alt.

Hvis jeg da bare kunne være mere i balance, oftere. Jeg kan simpelthen så godt lide mig selv og mit liv, når jeg er i balance. Så synes jeg, ærlig talt, at jeg er et godt menneske.

Kender I det?