Hvad sker der for medmenneskeligheden?
Klokken er nu 06.38. Jeg har fundet en bænk indenfor i Lyngby Storcenter, hvor jeg kan holde varmen. Udenfor er det pissekoldt og det småregner. Der går en rengøringsdame rundt med et par høretelefoner og støvsuger gulvet omkring mig. Hun kigger ikke på mig, overhovedet, men jeg forsøger faktisk også at undgå hende. Kan man se at jeg har grædt? Øh, ja!
Jeg har røde hævede øjne og mit halstørklæde er helt vådt, der hvor det egentlig burde være vamset er det bare fladt og gennemblødt af tårer.
Det er ikke en scene fra en film jeg beskriver. Nej, det er mit liv. Lige nu. Her. I storcentret. Men med den rette underlægningsmusik og perfekt udvalgte nærbilleder, så havde mit liv helt sikkert gjort sig fremragende i et hollywood drama lige nu, hvor man som publikum havde siddet med en klump i halsen over hvor uretfærdig verden ind i mellem er. Hvor kolde mennesker kan være. Hvor meningsløse valg vi ind i mellem træffer.
Det ville i hvert fald være dén følelse jeg havde haft…eller skal jeg sige har?
Lad mig beskrive forløbet her til morgen.
Kl 04.13 vågnede Luca. Han skreg og skreg og skreg. I vilden sky som om han skulle dø. Det gør han nogle gange. Vi ved ikke hvorfor. Hans ører fejler ikke noget. Han er sund og rask. Men han skriger bare uafbrudt. Og det er næsten hver nat.
Jeg går ind til ham og tysser på ham.
Han får en flaske med mælk.
Micky går ind til ham og tysser på. Synger for ham.
Vi gør hvad vi kan, men han skriger fortsat.
Kl 05.20 er det blevet for meget for os begge. Jeg ender med at råbe af Micky og han skælder mig ud. (Flot! Så voksne er vi nemlig). Men det resulterer i, at jeg pakker Luca ned i barnevognen, hopper i dynejakke og uldsokker, trækker huen godt ned over ørene og går med ham. Ud i det iskolde, våde vejr.
Jeg græder – faktisk ret meget. På den dér måde, hvor man snøfter hårdt ind, og så vælter det bare ned af kinderne med tårer igen… og så forfra. Det står vel på i 15 min.
Luca sover stadig ikke, men han er ved at være rolig. Så længe jeg går med vognen og den vugger ham, så er han stille. Hvis jeg stopper op, så skriger han straks.
Da klokken er 06.00 sover han. Endelig.
Men hvad så med mig?
Jeg går rundt i Lyngby og der er virkelig koldt. Forgrædt. Gårsdagen makeup ligger nu som sorte motorveje ned af mine blege kinder. Jeg véd godt at de først åbner på kaffebaren kl 07.00, men da jeg går forbi er der en ung pige inde i butikken.
Der er ikke ét øje i nærheden. Der er helt tomt på gaden.
Jeg tager chancen og banker på.
Hun åbner med et beklagende udtryk og siger “vi åbner først kl 07″…
Dét ved jeg, forsikrer jeg hende om, men spørger samtidig om ikke jeg må få lov bare at sidde indenfor ved døren og holde varmen mens mit barn nu sover i barnevognen. Så kan jeg stille ham udenfor vinduet og holde øje med ham.
Hun kan sagtens se, at jeg har grædt. Og at jeg fryser.
Jeg forklarer hende, at han har skreget i næsten 2 timer, og at nu sover han endelig. At jeg har brug for at få varmen, men jeg lover hende at jeg ikke forstyrrer. Jeg skal bare låne en stol. Hun er der jo alligvel, stolene er sat frem, bordene er tørret af, hun skal bare fylde op med brød.
Men nej. Jeg må ikke låne en stol inde i varmen. Fordi hun “har mange ting, der skal gøres lige nu”.
Jeg kigger bedende på hende. Gentager, at jeg ikke forstyrrer. Jeg skal blot sidde lige indenfor døren og holde varmen.
Nu er det jo ikke fordi jeg er en maskeret eller hætteklædt ung mand, der helt stereotypt ville have kunne skræmme hende. Jeg mener, jeg står dér med en pink strikhue, våde øjne, makeup i baner på kinderne og fryser. Med et barn i en barnevogn.
Men nej, hun vil simpelthen ikke hjælpe mig. Det er åbenbart meget vigtigt, at hun er alene i butikken.
Fair nok. That’s life. Men kære venner, jeg synes ikke det er sådan verden bør være. Jeg går derfra og tårerne pipler frem. Igen.
Hvis jeg havde været hende, så havde jeg åbnet døren og sagt kom indenfor. Jeg havde nok endda lavet en kop varm te, og serveret den for den grædende mor til barnet i barnevognen. Havde jeg været hendes chef ville jeg have været stolt af hende, hvis hun havde gjort sådan.
Medmenneskelighed må vi ikke glemme. Det er vigtigere end at “gøre det rigtige” og bare følge procedurer og regler. Medmenneskelighed ER det rigtige.
Vi hensyn og omsorg for hinanden. Det er min bøn til jer.
♥
Det viser sig, at vores “vi-har-ingen-forståelse-for-småbørnsfamilier”-underbo kl 05.15 har skrevet et lille surt opstød af en morgenhilsen til os på sms’en. Fordi dét hjælper jo! Klart. Lad os da endelig mærke, at I også er sure. Tak for den. (Nu er det ikke kun Micky eller Luca jeg får lyst at råbe af. Nu får jeg også lyst til at gå ned og banke på og bare flippe helt ud…). But I won’t. Det lover jeg. Jeg går forbi Emmerys og køber en stor tripple cafe latte og vender snuden hjemad. Ingen sure miner. Ingen vrede. Det er livet for kort til.
Om lidt vågner Luca og så starter dagen. Igen.
21 reaktioner
Der er gået alt for meget regler og vilkår i denne verden, hold kæft det må være hårdt at være så blottet også ikke blive mødt med en snert af medmenneskelighed, stakkels dig. Det var måske lige det der kunne have gjort din dag er my bedre. Vores dreng sov ikke det første år og kender alt til det du beskriver heldigvis vendte det, men husker året som, 1 år uden søvn i helvede.
Kæmpe kram til dig fordi du gør det så godt du kan, du er en fantastisk mor og bare et menneske ❤
Sikke en hård start på dagen. Håber du kom af med det værste i dit indlæg og nu er klar til en skøn weekend ❤️
Ikke andet end ❤️❤️❤️ det fortjener du
Hvor er du et smukt menneske, Annemette. Alle os med børn, kender følelsen af magtesløshed og afmagt, når vi ikke får vores søvn. Somme tider skal der ikke mere til, end netop et “ja” fra en venlig sjæl. Det burde være en selvfølge, at vi passer på hinanden, når vi har brug for en håndsrækning… Det er desværre sigende om vores samfund til tider. Vi vil ikke fejle, og følger hellere strømmen, så hører vi ikke dem der “forstyrrer” os, eller skal tage stilling til noget.
Et stort og fedt HALLELUJA på, at vi alle skal åbne øjnene for den verden vi lever i så kort tid, og byde medmenneskeligheden indenfor – til en kop kaffe ❤️ Håber den unge pligtopfyldende pige læser med, og husker dine ord til en anden gang… måske med åben dør.
Smukt indlæg, og kærlig tanker til alle ❤️
❤️
Den oplevelse burde ingen have. Din oplevelse lyder ganske frygtelig, bliver helt ked af det på jeres vegne og på Lucas ❤️
Men hold op, hvor er du god til at skrive og beskrive jeres situation 👍
Ja det pynter altid på humøret når naboerne er opbakkende, suk.
Det er vidst kun folk med børn i samme alder der kan nikke genkendende til din triste morgen erfare .. Hvor har jeg tit også pakket vognen og smuttet fordi det var det eneste der kunne hjælpe. Lyden er ikke så høj når man er udenfor, og når man bor i lejlighed så for man bare hurtigt den fornemmelse at der bliver holdt øje, sukket og brokket sig når man bor med små børn, trist.
Jeg håber din dag har vendt! Også vil jeg bare lade dig vide at du er ikke alene med de tanker. Krydser fingre for han tager en god lur og at du har tid til at putte med.. god weekend ..
Åh de underboer. Så trist at man ikke kan have lidt forståelse. Det sidste man har brug for at der er nogen som kommer og brokker sig. Egentlig synes jeg at man slet ikke kan tillade sig at brokke sig over børn. Man kan intet stille op og som forældre prøver man jo sit bedste på at få dem til at falde ned og være rolige. Tænker på jer!
hahaha – hvad synes underboen i skulle gøre? Jeg tænker de må kunne nogle fantastiske tricks udi babyberoligelse, som du måske kunne indhente og dele på bloggen?
Kære Annemette
Jeg skulle egentlig bare ind og blive inspireret af dine lækre opskrifter, men jeg faldt straks over dette blogindlæg.
Jeg har ikke selv børn (endnu), men arbejder på det – hvilket har vist sig ikke at gå så hurtigt. Derfor skal jeg være ærlig og erkende, at jeg ofte bliver lidt irriteret over mødre, som beklager sig over manglende søvn osv., for i min verden burde de bare være evigt glade over at have børn. Men dit indlæg ramte mig virkelig! Og det ramte mig især pga. dit mod til at være så ærlig og uperfekt, hvilket jeg mener, vi har behov for i denne digitaliserede verden, hvor mange vælger kun at vise de perfekte stunder. Du rammer i øvrigt plet, når du beskriver problemet med, at så mange ‘død og pine’ følger reglerne i stedet for at vise noget medmenneskelighed og omsorg for andre.
Så tak for dit indlæg og for at give mig en øjenåbner.
Jeg håber, at du på trods af den dumme morgen får en dejlig weekend. Nu vil jeg kaste mig over dine opskrifter og finde ud af, hvilken kage jeg skal bage til mine gæster i morgen 🙂
As a fellow mama ♥️
Sikke en nat, for helt ondt af jer 😥Håber i finder ud af hvorfor jeres lille dreng er så ked af det om natten, hvor han skal ligge og sove så sødt.
Jeg ved ikke helt hvad jeg vil gøre med jeres underbo, enten vil jeg som du skriver, ignorer hende, men måske en ide at skrive tilbage til hende, i en pæn tone, at I er ked af at hun også bliver vækket af jeres dreng, men i gør alt og er kede af det selv, at i gør alt for at han kan sove.
Ja, det bedste vil være hvis alle mennesker havde en empati for andre mennesker, men tænker den unge pige må havde været nervøs for hvad hendes chef vil sige, men ja, jeg vil nok også sige kom indenfor og sæt dig og lavede en kop the/kaffe 😊
Er Luca blevet undersøgt for Night terrors?
https://www.babycenter.com/0_night-terrors-why-they-happen-and-what-to-do-about-them_142.bc
For for en udenforstående lyder det som om, det er det, han lider af…
Det er simpelthen for meget. Nogle har også hellenoget imod der ammes dic. Steder. Nu må folk holde op. Hvordan er det vi/I opfører os.
Kom lige ned på jorden og vågn op.
For det første øv hvor jeg kan huske det min søn havde meget det samme, bortset fra at hans startede omkring midnat og kunne vare alt fra mellem 2 til 5 timer. Vi har så fundet ud af at han er laktose intolerant så prøv evt mælkeprodukter uden laktose. Modermælkserstatning kan også købes uden.
Og for det andet så den med naboen prøvede vi også de reagerede ved at larme alt hvad de kunne i dagtimerne hele tiden. Det var så slemt at en dag min far spontant kom forbi sagde han at det ikke var larm men chikane. Men men men karma er en bitch, og de fik tvillinger 5 måneder efter vi flyttede pga larmen og der var der så flyttet et fest hoved ind i vores lejlighed der larmede dag og især om natten så de to børn blev vækket konstant.
Stakkels børn men kan simpelthen ikke have ond af deres forældre.
Og ja hvor er med menneskeligheden, empatien næste kærligheden… der er langt i mellem men nogen gange er man heldig stadig at støde på det der fantastiske mennesker som alle vil elske. Men der er bare langt i mellem. Derfor gør jeg sindssygt meget ud af at min søn lære at være sød og god ved alle altid. Også hvis det giver knubs en gang i mellem. Men det er det værd i sidste ende. Igen karma kommer igen😉
Håber det bedste for jer alle tre for det der kan ingen leve med i længden.
Jeg har selv prøvet at få en nedsmeltning ude i det offentlige rum…. Desværre er vi nået dertil at det er normalt at ignorere sine medmennesker i nødsituationer… Vi dulmer vores samvittighed med at smide en 20 i indsamlings kassen… ingen tvivl om denne oplevelse var ikke en af det bedste… Det er ikke kun jer som kan finde på at råbe ad hinanden i pressede situationer… Det er simpelthen ren og skær afmagt…Fordi i har gjort alt for at hjælpe jeres søn….Håber i er kommet ovenpå dette…
Hej AnneMette!
Jeg så din instastory, hvor du bare var SÅ træt og græd…og jeg fik squ så ondt af dig!
Jeg troede jeg kendte til at være træt…indtil jeg fik barn! For hulan da…..😂
Jeg er en “gammel” mor….og min mand og jeg besluttede ret tidligt, at vi ville sove så meget om natten som muligt. Og derfor har vi altså i lange perioder haft barn i soveværelset…enten i barneseng, i smørhullet eller på madras på gulvet…
Har I overvejet det?😬
Og så vil jeg, som flere af de andre, foreslå at du googler nightterror….
Alt er en fase…husk det nu!
Kys fra Horsens.
Hmm for det først så tror jeg ikke hende i cafeen selv har børn for så ville hun helt klart forbarme sig over dig😫
Jeg har desværre ingen gode råd, men kan SÅ godt sætte mig ind i din situation. Vores datter startede da hun var 6 mdr med kun at sove 1 – 1 1/2 time ad gange. Når hun vågnede skreg hun som besat, det var så frygteligt. I dag er hun 3 år og sover stadig ikke igennem. Hun er meget fremmelig og kommunikerer nærmest som en voksen😄 hun talte meget tideligt og i sætninger. Jeg tænker at der foregår sindssygt mange ting inde i hendes hoved og jeg tror hun bearbejdet ALT hvad der sker i løbet af hendes dag og at hun derfor reagerer meget voldsomt. Vi har også prøvet ALT fra ørelæge, fys, kiopraktor til kranio sakral og intet har virket. Har googlet night terror men jeg kan simpelthen ikke bare lade hende ligge og skrige og synes det at vække hende og give hende en tår vand er bedste middel. Nå men ved godt det ikke hjælper dig, men sender jer alt den gode karma jeg kan😉
Kære Annemette,
Blev virkelig berørt af jeres situation. Har selv prøvet noget lignende. Det er så altomsluttende for ALLE i familien. Er dybt imponeret over hvordan du formår at have din karriere kørende for fuld skrue ved siden af. Min verden var ufattelig lille i den periode! Man er bare max presset som par og familie. Ind imellem fortrød jeg ligefrem at vi havde fået vores lille pige. Tænkte mens hun skreg allermest, at nu smider jeg hende ud af vinduet og jeg vil ikke engang savne hende. Man er total irrationel om natten når gråden bare blir ved og ved – og det eneste man tænker på er søvn. Min mand og jeg aftalte sågar at hvad man sagde om natten, ikke gjalt om morgnen. For hvad har vi dog ikke kaldt hinanden!! Til vores held har vi et stort hus, så det var muligt at sove lidt på skift.
Selvom vores pige også var en glad lille en om dagen, så var jeg virkelig også plaget af mange bekymringer. For et eller andet måtte der jo være galt siden hun skreg sådan. Børn skriger jo ikke som om de er ved at dø for at være irriterende! Mine bekymringerne blev helt sikkert forstærket af den manglende søvn. Tilsidst gik vi til lægen hvor vi insisterede på at få hende total undersøgt på børneafdelingen. Om ikke andet så for at afkræftet mine mange bekymringer. Det viste sig at hun havde refluks. Og efter få dage på medicin begyndte hun at sove langt bedre. Det og den dag hun blev erklæret helt rask er nogle af de bedste dage i mit liv!
Jeg håber virkelig snart at I finder ud af hvorfor jeres lille dreng ikke sover. Eller at det vender af sig selv.
Varme tanker fra Jette
Åh altså jeg kan mærke din historie helt ind i hjertet. Hvis du en dag tilfældigvis går rundt i Karlslunde er du velkommen til både kaffe, varme og lidt afløsning med barnevognstjansen 😄
Åh nej, sikke en ubehagelig historie. Håber I finder en løsning på det, for det slider da voldsomt på jer.
Man kan ikke læse historien uden at få en lille tåre i øjenkrogen, for jeg kan da så absolut godt følge hvor desperat man kan blive. Vi vil jo gøre alt for de kære små…
Krammer herfra til jer.