REKLAME for min egen bog
Eftersom min bog Konfekt er super aktuel, og julen nærmer sig med næsten ubegribeligt hastige skridt, – hvad er så mere oplagt end, at jeg deler en opskrift med jer fra bogen? Hele Danmark skal jo som bekendt i gang med det helt store konfektshow inden for ganske kort tid, så jeg tænkte, at I godt kunne bruge lidt inspiration.
Køb min bog ‘Konfekt’ her! Hele bogen er fyldt med nemme opskrifter, der ikke tager specielt lang tid at lave. Fordi sådan synes jeg, at konfekt skal være. Jeg bryder mig ikke om, at det skal tage flere dage at få lavet et enkelt lille bidrag til julehyggen. Naturligvis er der et par stykker af de i alt 46 opskrifter, som er i den lidt sværere ende – men her taler vi altså kun om ganske få. Resten er bestemt i øjenhøjde med helt almindelige konfektglade menneskers formåen 😉
Opskrift på blomme i madeira
12 stk.
Sværhedsgrad: medium
Blomme i Madeira:
200 g ren rå marcipan
1 spsk flormelis, til udrulning
12 tsk marmelade (herunder)
Marmelade:
4 røde blommer, uden sten (300 g)
½ polynesisk vaniljestang
125 g hvidt sukker
½ økologisk citron, fintrevet skal og -saft
2 tsk melatin + 2 tsk sukker
½ dl madeira
Tip: Du kan tilberede marmeladen flere dage i forvejen, hvis det letter processen.
Overtræk og pynt
200 g god mørk chokolade (eller overtrækschokolade)
Pressede, tørrede hornvioler (eller f.eks. kandiserede violer)
Sådan gør du
Vask blommerne grundigt. Skær dem i mindre stykker og kom dem i en lille gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem sammen med lidt af sukkeret. Kom vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker samt fintrevet citronskal og -saft i gryden til blommerne og kog det op. Lad det småsimre i 10-15 minutter til en tyk marmelade. Blend kort marmeladen med en stavblender til en grødet konsistens. Rør melatin sammen med sukker og rør det i marmeladen, som koger videre i ca. 10 min. Tag gryden af varme og rør madeira i. Sæt marmeladen til at køle af – gerne natten over.
Rul marcipanen tyndt ud i lidt flormelis til en tykkelse på ca. 2 mm. Udstik 24 ens runde pletter med en diameter på 4-5 cm. Læg dem sammen to og to med en klat marmelade imellem og tryk dem let sammen langs kanten.
Temperer chokoladen eller anvend overtrækschokolade. Dyp konfektstykkerne heri. Du kan også vælge at pensle chokoladen på med en pegefinger – det giver et fint og mere rustikt udtryk. Dekorer med tørrede hornvioler, mens chokoladen stadig er fugtig.
Velbekomme!
Gem den overskydende marmelade. Den er f.eks. rigtig god til gammeldags sprøde vafler eller i anden konfekt.