Har du prøvet at aflevere et skrigende barn?
…hvis du har, så tænker jeg, at du kan relatere 100% til dette blogpost. Men jeg håber faktisk også, at du måske, som “erfaren ekspert” på området, kan give mig nogle råd til, hvordan man håndterer den situation.
Jeg er mor til tre drenge. De er 2, 7 og 9 år gamle. De to ældste har faktisk været nogle ret nemme børn. Sådan nogle, hvor jeg troede, at det var MIG, der havde knækket koden og bare var en super duper mor – og alle de andre mødre, som ikke kunne få deres børn til at sove eller afleverede skrigende børn i vuggestuen, i virkeligheden ikke havde helt styr på det at være mor. (Sorry, jeg véd det godt, – jeg lægger mig fladt og siger UNDSKYLD) Fordi, boy was I wrong.
Læs også: Jeg er på sammenbruddets rand
Men hey, hvad fanden skal man tro og tænke, når ens børn bare er nemme. De to store sov altid, og de blev ikke sure eller kede af det, når de blev afleveret i vuggestue eller kom i armene på fremmede mennesker. Det skal lige tilføjes, at det bliver Luca faktisk heller ikke – altså sur over fremmede mennesker. Faktisk er han utroligt tryg ved folk han aldrig har mødt, næsten sådan at jeg har været helt bange for, om han bare kunne finde på at gå med hvem som helst.
Men derudover har vi vores hyr med ham. Han har aldrig været nem at få til at sove. Altså det har været en grotesk hård periode i de første godt 2 år af hans liv, hvor ungen aldrig sov om natten, indtil den dag, hvor vi prøvede kranio sakral behandling, og miraklet ramte os: ungen sov igennem. I en alder af 1 år og 11 måneder. Jesus, hvor var det hårdt. Men nu sover han, og det er ikke længere en reel bekymring. Dog vågner han hver nat kl 3-4 stykker og vil ind til os. Det kommer han så, og så sover han videre, og det kan vi godt leve med. Det er ikke optimalt, men det er bedre en søvnløse nætter.
Med det problem løst, så melder et nyt sig…
Nu har et nyt problem så meldt sig, og jeg aner ikke, hvad fanden jeg skal gøre ved det. Men det er mindst ligeså hårdt, som dengang hvor han ikke sov. Nu er han ulykkelig, hver morgen vi afleverer ham i vuggestuen. Og det er virkelig slemt. Han skriger og skriger, og vrider sig i vores arme, til det punkt hvor vi giver ham til pædagogerne og nærmest må skubbe ham fra os (ikke nærmest – vi skubber!) for at få ham til at slippe. Intet virker. Jeg har prøvet at tage mig rigtig god tid og sidde med ham længe, indtil han virkede klar til at sige farvel – i det sekund jeg drejer om på hælen stikker han i et hyl. Jeg har prøvet nærmest at snige mig ud af døren i håb om, at han ikke opdager, at jeg går, men det føles også helst forkert, at man ikke siger farvel til sit barn. Vi har også prøvet at lade Micky aflevere, men det går endnu værre fordi Luca virkelig er fars dreng og helst bare vil være limet fast på Micky 24/7.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man løser det her. Jeg har aldrig prøvet det med de to store. Og det skal understreges, at han altså går i en virkelig god vuggestue. Hans storebror gik i samme og det har altid fungeret upåklageligt. Pædagogerne er super søde, og han er altid glad, når vi henter ham om eftermiddagen. Så er der nemlig fuld gang i legen, og vi kan se på intranettet at han har haft det godt i dagtimerne. Så det er faktisk kun afleveringssituationen, der er helt afsporet.
Hvis du er pædagog eller lign. og er vant til at modtage skrigende børn i dine arme om morgenen, kan du så ikke lige fortælle mig, hvordan det normalt ser ud, når mor og far er forsvundet? Græder børnene typisk længe, eller går det hurtigt over?
Mit hjerte græder i hvert fald i flere timer, efter jeg har sagt farvel. Men jeg bliver jo nødt til det, min hverdag kan simpelthen ikke hænge sammen, hvis jeg skal have Luca hjemme hver dag, så det er ikke en mulighed. Og det ville heller ikke fungere for ham, da han jo, som sagt, er rigtigt glad for vuggestuen, når først dagen er kommet lidt i gang.
Nogle gode råd, anyone?
41 reaktioner
Annemette – jeg vil foreslå at du spørger pædagogerne i vuggestuen, om de ikke kan ringe til dig, når han er faldet til ro, så du også kan få ro – det ved jeg fra veninder at de har aftalt med institutionen. Råd til hvad du skal gøre i situationen har jeg desværre ikke, for vi har også kun haft nemme børn at afleverer.
De erfaringer jeg har gjort mig, er at man skal være TYDELIG og fortælle hvad man gør. Man skal ikke blive længe, men gøre afleveringen kærlig og kort. Man skal altid sige FARVEL, og man skal gå når man siger man går. Barnet skal kunne STOLE på at man gør som man siger. Sæt gerne ord på barnets følelser.
Jeg har været der (både som mor og pædagog), og “det er bare en fase”😏😘
Jeg er dagplejer ( har været det i 22 år,så har haft en del børn igennem tiden). Der er enkelte børn, som har grædt en del, men langt de fleste er nærmest stoppet inden forældre er ude af hoveddøren. Og min erfaring siger, at det kun bliver værre af en lang aflevering. Efter mobiltelefon m kamera er blevet hvermandseje, gør jeg altid det, at jeg sender billeder til mor/ far , så snart barnet er faldet til ro , Så kan de se, at barnet er glad og leger. Jeg ved, det lyder enkelt, men jeg plejer at sige til mine dagpleje børns forældre, at hvis de gør afleveringen kort og glad, ikke for lange følelsesladede kram mv. så bliver det lettere. Man skal passe på ikke at forstærke barnets reaktion. Det betyder ikke,at man ikke elsker sit barn, men gem det til afhentning. Håber du kan forstå hvad jeg mener 😊 knus og held og lykke ❤️
Jeg har ingen gode råd, men jeg stod i helt samme situation klokken 8 i morges. Min 2-årige var helt ulykkelig, og til sidst måtte jeg bare gå. Av. Nogle gange venter jeg lige et minut uden for døren for at lytte, og hun stopper altid hurtigt med at græde, men det kan stadig mærkes i maven resten af dagen …
Kære Annemette.
Åååå det er så hårdt. Så først og fremmest. Øv øv øv. Og ja det er ski… hårdt af aflevere et grædende barn.
Børn tilpasser sig så derfor bliver dagen hurtig god og derfor græder han ikke længe efter du er gået.
Men er det godt nok, – ikke hvis du spørger mig😘
– Hvis ikke du allerede har haft en god snak med stuepædagogerne omkring hans gråd og dine bekymringer… så skal du gøre det.
– En anden ting som jeg som pædagog altid tænker er “det er ikke barnet som har et “problem” det er det som er omkring barnet der skal justeres på” …..forstås på den måde, at du skal gå på opdagelse og sprøge sig selv og din mand, pædagoger og hvem du tænker kan komme med gode refleksioner… du skal spørge: hvorfor er det mon sådan, er der nogle dage hvor der er mere gråd end andre dage, skal vi ændre noget herhjemme, osv…
Mennesker, børn som voksne, er letpåvirkelige så måske der er noget i jeres rutiner der kunne justeres, måske et sted hvor i voksne skal ændre adfærd osv….
Børn forandre sig i trit med alderen og derfor kan det være en god ide at de voksne også ændre deres adfærd overfor barnet…. måske har din søn i denne tid brug for noget andet end før… en større forudsigelighed eller en klar regel for aflevering…. eller noget heeelt andet…
I SOM FORÆLDRE VED BEDST.
Håber det kan hjælpe dig lidt ud af frustrationen… har selv børn og kender til smerten som kommer når jeg har følt mig magtesløs…men gode snakke og ændringer kan være medårsag til gode forandringer…
Pøj pøj til jer alle….❤️❤️
Som mor til 4 ( nu voksne børn), er min erfaring denne. Barnet skriger, fordi det virker, for du bliver lidt længere, når han skriger. Så aflever ham og gå straks, selvom han skriger, han holder op, straks du er ude af syne.
Han skriger kun, fordi det virker. Hvis du går straks, selvom han skriger, finder han hurtigt ud af, at det ikke virker mere. Bare et godt råd fra mig 🙂
Min søn på 6 har lige siden vuggestue tiden haft perioder hvor det er svært at aflevere. Og det gør jo simpelthen så ondt. Jeg synes det er nemmere for både ham, mig selv og ikke mindst pædagoger hvis man laver kort process. Og nok skriger de når man går, men det går over så snart de ikke kan se en mere. Jeg har nemlig mange gange ringet efter 1/2 times tid lige og hørt hvordan det går. Og har så fået den besked 🙂 Her i SFO kan det også være lidt svært indimellem (mest på skiftedag mellem mor og far) men der er de voksne så søde at de loge sender en SMS 1/2 time efter at alt er godt igen 🙂 Så prøv at snakke med din søns pædagoger, evt ring derned efter aflevering 🙂
Hej Annemette, Jeg tænker at du skal tale med de pædagoger som er knyttet til ham i vuggestuen. De må vide hvor længe han græder når i er ude af døren. Mine 2 har for langt det meste nemme afleveringer, men når man ikke har det så skærer det en i hjerter. Dog kan jeg høre når jeg tager en snak med pædagogerne at det for langt det meste af tiden er ovre når man er forsvundet ud af døren og lilleputten har fået afledt opmærksomheden af en anden lilleput som gerne vil lege. Ved ikke om det kan hjælpe bare lidt 🙂
Hilsen Lene
Mor til 6 sønner her. Har været igennem det selv utallige gange. Det gør så ondt i hjertet. Men, efter ca 5 minutter holder de op med at græde og går så igang med at hygge og lege. Det er os som forældre der ikke har det godt selv flere timer efter episoden fordi vi ikke får set at de slapper af og leger. Men det gør de. Man skal bare kysse kramme og aflevere, og så bare prøve at lægge den dårlige skyld følelse bag os og få gang i hverdagen. Der er ikke andet der virker, efter min 14 års erfaring.
Så sent som i morges stod jeg i nøjagtigt samme situation og ja det er MØG hårdt at tage afsted med lyden af ens skrigende barn i ørene. Men når det sker så plejer jeg at ringe til børnehaven Max 10 min efter at jeg er kørt for at høre hvordan min søn har det.
Som både pædagog og mor til en 2-årig som lige nu har det svært med at mor går, SÅ RING!! Ring til vuggeren et stykke tid efter at du har afleveret. DET MÅ MAN GODT! Og man er ikke en træls pyller-mor, selvom man måske føler sig sådan. Med stor sandsynlighed vil du få at vide, at din søde dreng er glad og leger 😊Og det gir bare så meget mere ro i mor-maven at have den viden.
Vi har selv vendt det med “vores” pædagoger. De er nu super opmærksomme når jeg afleveret (når far gør det er arvingen helt cool, siger farvel, og gir sig til at lege – tarveligt!!) De er vildt gode til lige at få opmærksomhed og står parate til at tage imod, så afleveringen blir så kort som muligt, men at hun samtidig er bevidst om at jeg går. I morges blev det til en snak om min datters nye strømper. Fokus var på noget helt andet end mig og jeg kunne “skynde mig ud af døren” efter et kram. (Hun vil som udgangspunkt ikke over til pædagogerne når jeg skal gå, men fordi de lige er ekstra opmærksomme, så kan det lade sig gøre uden gråd)
Hej Annemette.
Bagrunden for min kommentar er denne: Jeg har en søn på 3 år (med meget klare og stærke meninger og tilsvarende temperament), derudover har jeg tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper i 3 forskellige vuggestuer over en længere periode.
Min søn havde en fase (Jeg hader faktisk det ord, for når man står med begge ben i elendigheden syntes man jo aldrig det vil få en ende) i børnehaven, hvor vores afleveringer var ligesom du beskriver. Han holdt meget fast i os, så det nærmest var et overgreb, at aflevere ham til pædagogerne (også her er vi glade for børnehaven og pædagogerne).
Jeg trøstede mig altid ved, at min erfaring som pædagogmedhjælper er, at ungerne bliver gode igen ret hurtigt. I mange tilfælde handler det om magtkampe som vi som forældre bliver nød til at vinde selvom det føles hæsligt. Jo længere man som forældre bliver hængende i institutionen, jo være vil det oftest føles for barnet.
Når barnet finder ud af, at mor eller far er gået, og de bliver nød til at gå, så bliver de hurtigt distraheret af leg og gode institutionsvenner 🙂
Jeg er gået grædende fra min søns børnehave de dage hvor det var værst – for det føles jo fuldstændig forfærdeligt!! Men når jeg ringede ned til børnehaven en halv time senere (hvilket i øvrigt er et godt råd at gøre) fortalte de voksne altid at han var blevet god igen efter 5 minutter…
Vi fandt et lille trick som virker for os (de fleste dage) og det er, at han elsker at vinke til os i vinduet. Han stiller sig på en stol og åbner vinduet og så vinker vi farvel i gennem vinduet. Jeg tror det hjalp på ham, rent faktisk at se at vi gik og ikke bare “drillede ham” ..Hvis det giver mening??
Jeg håber snart, at det bliver bedre med jeres afleveringer <3
Hej Annemette
Tænker du skal snakke med vuggestuen og spørge ind til hvor længe han er ked af det, det er som forældre aldrig rart at aflevere sig barn når de bliver så kede af det. Jeg er pædagog og arbejder til dagligt i en vuggestue og vi sende mange gange et billede og en lille hilsen til forældrene hvis de er gået fra deres skrigende barn. Gå i dialog med pædagogerne så I måske kan finde en løsning så det bliver en god aflevering for jeres søn.
Rigtig god dag
Hilsen Pernille
Hej Annemette
Der er intet galt med jer som forældre eller med jeres søn. Mange børn har det sådan og ofte i perioder. Som en anden skrev, så ring og spørg hvordan det går lidt tid efter. At du kan se på intra at han er glad og det samme når du henter er jo et godt tegn. Hvis ikke han har glad der ville jeg bære bekymret, men det lyder ikke til det er et problem. Jeg har selv oplevet som mor (og fagperson) at hvis man trækker afleveringen ud, altså bliver længere i håb om at det så bliver lettere at aflevere, ja så bliver det egentligt bare svære for barnet når man så går. Måske i kunne prøve det. Ellers tror jeg bare man som forældre skal tale positivt om det og udvise at det er ok barnet er ked af det men at det er ok at blive afleveret til det voksne, selvom det er supersvært. Jeg er selv da børnene var yngre, gået grædende derfra, da de var afleveret grædende (uden børnene så jeg græd).
Husk i er bestemt ikke dårlige forældre der ikke hr styr på det! Børn er bare forskellige!
Jeg er uddannet pædagog, jeg læser godt nok en kandidat ovenpå nu, men sidste år arbejdede jeg i en SFO hvor der var enkelte børn der havde rigtig svært ved afskeden.Det er svært men det bliver bedre … før eller siden. Det bedste råd jeg kan give er at lave en fast rutine, i kommer, siger hej ligger taske og overtøj og putter madkasse i køleskabet osv. efter det finder en pædagog der hjælper med at sige farvel ved fx “vinkevinduet” hvorefter du går. Det kommer med tiden!. det vigtigste er at du og pædagogen bevarer roen så barnet med tiden opdager at det ikke har nogen grund til at være utryg 🙂
Held og lykke
Som mor til 2 drenge har jeg oplevet det med den ene af drengene. Først hos vores dagplejemor. Her lavede vi en aftale om at jeg kom ind, satte ham ned og fik overtøjet af og sat tasken på hylden, derefter farvel kys og ud af døren. Så tag hun over. Han hyldede hver morgen i lang tid. Men dagplejen fortalte at ha stoppede så snart de gik ud i køkkenet for at få morgenmad, altså Max 3 minutter efter jeg var gået. Den første tid sms’ede vi sammen så jeg havde ro på resten af dagen.
Da han startede i børnehave begynde han igan at hyle når jeg afleverede om morgen. Vi taler med pædagogerne og lavede er fast aftale hvor en af pædagogerne gik fra i de minutter hvor jeg afleverede og gik ud af døren. De havde ikke mulighed for sms’er så jeg ringede når jeg kom på arbejde, blot for at høre han havde det godt legede.
Det råd jeg fik den gang var, samme rutine hver gang og så hurtig ud af døren, så det ikke trækkes ud.
Fuld forståelse herfra, hvor har jeg tudet mange gange i biler væk fra dagpleje og børnehave.
Hej Annemette.
Puha hvor jeg kan sætte mig ind i hvordan du har det. Det er så utrolig hårdt at gå fra sit barn på den måde der.
Følelsen kommer op i mig med det samme når du beskriver det sådan der, og det til trods for at min datter nu er 19 år.
Hun har en storebror som vi ingen udfordringer havde med mht institution, aflevering osv, men jeg skal da lige love for at det var noget andet andet med min datter.
Hun har i dag en autismediagnose som hun har fået for under et halvt år siden, så det hele giver mere mening nu, set i bakspejlet. Nu må du ENDELIG ikke tro at jeg hentyder til at jeres Luca har en diagnose af en art, jeg vil bare forsøge at beskrive hvordan det var med min datter.
For det første var der kun én pædagog hun havde det trygt ved, og selv denne skønne pædagog kunne ikke afhjælpe afleveringssituationen. Min datter afviste enhver form for kontakt og sad derfor alene i det store vindue og græd da jeg stod udenfor og forsøgte at se glad ud og vinke ( glad var nok det sidste jeg var ). Hun kunne godt sidde der op til en halv time efter vores afsked. Ikke grædende dog, bare mut.
Ingen pædagoger kunne gøre noget for at få hende på andre tanker lige der.
Udover dette havde hun det fint resten af dagen. Ikke noget særligt der. Og pædagogerne fandt åbenbart ikke hendes reaktion om morgenen tilstrækkelig afvigende ift andre børn.
Jeg siger bare, i min optik, er det ikke noget børn gør “fordi det virker”. Selvfølgelig heller ikke fordi de alle sammen har autisme ( eller andet for den sags skyld ). Men jeg tror de ville sige det med ord hvis de kunne. Det kan vi som forældre, og pædagogerne måske hjælpe dem med. Det er jo heller ikke sjovt for børnene der er kede af det.
Jeg håber så meget for jer at det løser sig hurtigt, for det ér opslidende.
Pøj pøj med det, og undskylder mit lange indlæg.
Jeg står i PRÆCIS samme situation! Min søn på 2 har det sidste halve år 19 ud af 20 gange klynger sig til mig og er blevet helt vildt ulykkelig når jeg afleverer ham 😫 det er forfærdeligt, og det gær absurd ondt i mit hjerte! Men pædagogerne er dog søde til, at fortælle mig når jeg henter ham, at det altså gik lynhurtigt over, og at han har haft en rigtigt god dag. Og de dage det er rigtigt slemt, der får jeg en sms 5 minutter efter jeg er gået, hvor der står at han er god igen, og sidder og hygger sig. Det gør det lidt nemmere for mit mor-hjerte! Men jeg føler VIRKELIG med dig!!!
Jeg arbejder til dagligt i en børnehave som pædagogmedhjælper.
Jeg synes da du skal tage en snak med personalet i Luca’s institution.
Først, det er helt normalt at børn i perioder reagere på det måde og skriger helt vildt.
Børn er kloge, han ved også godt du finder det ubehageligt, at afleverer på den måde. Han ved du bliver længere, det er det våben han har til at “tage magten”
Hos os anbefaler vi hurtige afleveringer når sådan en situation opstår.
Som nogle af de andre skriver. Ha’ en rytme tøj af, madpakke i køleskabet, find voksen -SIG FARVEL.
Det er mega hårdt at gå fra etgrædende barn, men typisk er det over i løbet af 5 min (det fleste stopper dog før i næsten er kørt)
Hos os ringer vi til forældrene når barnet er faldet til ro.
Brug så i stedet god tid om eftermiddagen når du henter 😊
Hej 😊
Puha det er så hårdt at aflevere grædende børn. Vi prøvet at det er Far som afleverer for så er gråden ofte mindre. Men ja den fungerer så ikke for jer. Ellers har det for os virket at ændre tidspunktet for aflevering.. og det justerer vi løbende. Måske aflever en halv time tidligere eller senere… så brydes den “dårlige” rutine og måske din søns humør er anderledes lidt tidligere eller senere. Held og lykke 😊
Her er aflevering KLART lettest når han bliver afleveret tidligt, hvor der er roligt i børnehaven og han kan sidde stille og roligt og spise morgenmad og falde til inden alle (og larmen) vælter ind- de dage, vi tager det stille og roligt og afleverer sent, er det et cirkus og så må jeg ikke gå😕 og de dage hvor han er ked af det når jeg går, ringer jeg også altid og hører at han er ok igen😉☺️
Jeg har lidt samme hyr med min dreng på 2,5 år… han sover dårligt – og har altid gjort det – og bliver meget ked af det, når han afleveres om morgenen.
Min erfaring er at afleverings-seancen skal gøres kort: sige godmorgen til pædagogerne, finde yndlingsbogen eller -legetøjet, sætte gang i en leg – og så få en pædagog til at overtage, så man kan gå. Men VIGTIGST af alt kan jeg se en forskel i min søns reaktion, de dage, hvor jeg er i stand til at udvise ro og en form for bestemthed: mor skal på arbejde, så du skal altså være hér – MEN, når du har sovet/spist, så kommer mor og henter dig! Kan mærke at det er noget, min søn kan “holde fast i”. Og det har gjort en verden til forskel for os, at JEG virker rolig og beslutsom. Tårnene løber stadig ned af kinderne på ham, når jeg går (suk 💔), men jeg kan mærke på ham, at han har følelserne under kontrol og på en eller anden måde kan være i sin krop og følelser.
Men for fanden, hvor er det hårdt med børn, der bliver så kede af det!. Ens følelser flænses op hver dag – og man skal bare håndtere det, puha. Håber for jer, at I finder en læsning, der fungerer for jer ❤️ Og tak for at jeg må følge med – du er herligt ærlig!
Halløj
Jeg arbejder i børnehave med en masse dejlige rollinger. Jeg oplever ofte grædende børn og forældre der må gå væk til lyden af det. Jeg tilbyder altid barnet kan sidde hos mig og det varer ikke længe før de er holdt op med at græde. I dialog med forældrene prøver jeg at hjælpe uden at overskride nogens grænser. Fx nu siger vi farvel til mor og så skal vi have en god dag. Så få forhandlinger som muligt synes jeg har virket bedst. Tit skriver jeg også lige en besked eller sender et billede til forældrene – så de ikke skal tro resten af dagen bliver forfærdelig 😊
Hjemme hos os får man kys og kram og siger mor farvel – men det er jo meget forskelligt hvordan ens rutine er om morgenen.
Jeg kan huske dengang med min store dreng, hvor jeg skulle aflevere ham i vuggestuen, hvilket er 22 år siden 😊 Men han græd og græd, og som du skriver gør det så,ondt i ens hjerte, og en af dagene hvor jeg var gået fra en grædende dreng, står jeg og kigger igennem hegnet, der var lige en lille mulighed at kigge der, ås jeg en glad dreng, der legede, og der er jeg jo kun gået ud af døren, hen af stien, og kigger ind, der er ikke gået 2-3’min, stod og smilede og hviskede smilende “møgunge” og mit hjerte havde det bedre 😊
Vi kører den samme rutine ved aflevering hver eneste dag. Barnet får hjemmesko på, ind og sidde ved bordet, jeg (mor) siger det samme hver morgen (“vi ses skat, far henter dig, hej hej og god dag”) Derefter kys. Og går. Sådan at jeg ikke nogle gange leger med 5-10 min og andre gange går efter 30 sek. Det samme HVER morgen, 5 dage om ugen. Og egentlig må det også være rarest for pædagogerne ifht deres arbejde og det er deres arbejdsplads, at man som forældre bringer og henter på mindst mulig tid, så det ikke har for stor indflydelse på deres job at vi forældre hænger ud. Det har vores pædagoger i hvert fald frabedt☺️ Fordi det åbenbart skabte savn hos nogle børn at andres mødre eller fædre var der🤷🏻♀️☺️
Min nr 2 er 4 år nu og han gør det samme. Det er SÅ hårdt! Hos os har det stået på on/OFF siden han startede i vuggestue. Det er særlig slemt efter ferier. Vores sommerferie sluttede for over en måned siden. Har max prøvet at have tre dage i træk, hvor han ikke har været ked af det 😓
Hej Annemette.
Jeg er selv mor til 3 og uddannet pædagog.
Min den yngste datter skreg også da jeg afleverede hende, så derfor ved jeg godt hvor hårdt det er. At man næsten har ondt i maven inden man rammer døren til institutionen.
Som pædagog vil jeg sige… de stopper HURTIGT igen, ofte er mors eller fars bil ikke startet før gråden er ophørt og legen igang.
Jeg ser altid børns reaktioner som et forsøg på at fortælle os voksne noget. Og hvis du ellers er ret sikker på at han trives i vuggestuen tænker jeg at du måske skal kigge et andet sted.
Jeg har fuldt din blog længe og har jo kunne følge med i, at du har været og er igennem en rejse i livet lige nu, hvor du er ved at finde tilbage til dig selv.
Det kan dine børn helt sikkert mærke og reagere på. Og det er okay:). De må gerne på deres egen måde sige fra og sige “Hey lige nu er det svært”.
Så jeg tror det vigtigste du kan gøre er, at bevare roen og vise at selv om du har dage hvor du er presset så kan du stadig sagtens passe på ham. Og at selv om han reagere voldsomt når han sksl afleveres, så er du rolig omkring det og har styr på situationen.
Og så huske dig selv på at du er den bedste mor i verden for dine børn og at det er sundt at reagere på nye ting.
Og jeg ved godt det er super svært nogle gange, så vi skal blive ved med at øve os :).
Jeg har en på nu 20 år, som også var en øgle 😉, men reaktionen på henholdsvis dagpleje og senere skole, var også total kaos, men det handlede uden tvivl om at hun ikke var tryk der hvor hun var placeret, efter 14 dage opgav vi dagplejen, og fik tilbudt en anden, der var ro på fra første minut. Børnehaven valgte vi den rette fra start 😇, men så blev det skole tid…..
Efter 3 mdr hvor jeg måtte være med og i nødstilfælde kunne få lov til at gå ud i gården, skiftede vi skolen ud, og da vi havde været på den nye skole i 1 time, vendte hun sig om og sagde, du kan godt gå mor 😅.
Så selvom vi har et svært barn, tror jeg også det er vigtigt at lytte, de kan jo ikke sætte ord på, men bare reagere.
Rigtig god kamp ❤️
Psykolog og tidligere pædagogmedhjælper her. Forudsigelighed er vigtig for børn og øger barnets følelse af tryghed ved at vide hvad der skal ske. Derfor vil jeg foreslå at afleveringen sker på samme måde hver dag. Dét at din søn bliver meget ked af det når du går kan afhjælpes ved at du får en af pædagogerne (helst den samme, eller i hvert fald en din søn er tryg ved) til at styre afleveringssituationen dvs. pædagogen invitere din søn til leg og sørger for han føler sig set; “hej Luca, jeg sad lige og tænkte på hvornår du kom fordi jeg ville så gerne lege .. sammen med dig osv.” Mens du skal afspejle at dét pædagogen invitere til er positivt. Men ellers systematiser afleveringen: går ind, får tøj af, lægger madkassen i køleskabet sammen, går ind på stuen, hjælp af pædagog til overgang, og så går du.
Husk at de fleste issues som vi som forældre kæmper med og desperat forsøger at løse oftest løser sig selv og er over før vi får set os om. Jeg foreslår at I får lavet en lille kasse med specielle og spændende legesager i og så som fast rutine går i gang med den. Så ved at hvad han skal. Og ja gå forholdvis hurtigt og vis at det faktisk er okay. Kh Eva
Jeg har prøvet det med min datter, hun græd altid meget og det knuste mit hjerte hver gang. Pædagogerne var heldigvis så søde at de altid sendte mig en SMS når hun var glad igen, det var somregel 10 min efter jeg var gået.
Det er hårdt for forældre, men oftest er det en periode. Der går som regel max 5-10 minutter fra forældrene er gået til barnet holder op med at græde og går igang med at lege. Jeg plejer at sidde med barnet og sætte ord på dets følelser og give alle de knus og kram som barnet vil have, når mor og far er gået. Det er ok at være ked af det og i disse situationer handler det oftest om at barnet vil med mor eller far – det handler sjældent om at de ikke vil i institution.
Mit bedste råd er at når du skal aflevere, så gør det hurtigt. Selvfølgelig skal du lige lade barnet se sig omkring og sige hej til de voksne og andre børn, men derefter så sig “Så Luca, nu skal mor afsted. Hav en god dag, vi ses senere”, giv ham et kram og et kys og aflever ham. Det at tage sig laaaaang tid til barnet er klart trækker kun pinen ud for barnet – han ved jo udemærket godt hvad der skal ske.
Hvis det har været en hård aflevering plejer jeg at ringe og sige “dit barn er ikke længere ked af det, det tog x antal minutter og nu leger h*n med de andre”. Hvis de ikke gør det i dit barn vuggestue, så ring efter en halv times tid og spørg hvordan han har det – det må man gerne 😊
Tal med pædagogerne om at det er svært – for jer begge – og aftal “hurtige” afleveringer.
Min datter er også tit ked af det, når jeg afleverer hende. Det kommer i perioder – efter sommerferie, udskiftning af personale osv.
For tiden er de ude, når jeg afleverer hende om morgnen og jeg kan derfor se hende over hækken, når jeg går fra vuggestuen. Det tager mig ca. 1 minut at komme ud af vuggestuen og gråden er stoppet, når jeg går forbi hækken. Det er er ikke rart at aflevere et grædende barn, men det beroliger mig, at jeg kan se, at hun stopper med at græde så snart, jeg har forladt vuggestuen 😊
Hej Annemette
Jeg har en periode på 3 måneder haft en samme kamp med min datter.
Jeg ved hvor ondt i hjertet det gør og hvor mange tåre der skal holdes tilbage på vejen ud af børnehaven.
Vi var igennem mange overvejelser omkring hvad årsagen kunne være da hende reaktion kom efter en sommerferie, hvor de skulle skifte lokaler og der var en del nyt personale tilknyttet gruppen.
Men efter et par år hvor det har været on and OFF ligger problemet nok enlig hos os som mødre/forældre.
Ikke sagt på den negative måde men at vores børn er vildt gode til at aflæse og mærke os. Meget bedre end vi nok enlig selv er.
Du ligger ikke skjul på at du lige nu og måske i en længere periode har været mindre glad og at livet nogle gange viser sig fra en side vi gerne ville undvære.
Det er pisse hårdt, har selv været der.
Jeg kan i dag godt se at min datterens reaktion begyndte da jeg ikke selv var klar over at jeg faktisk ikke var glad, mit arbejde tog alt energi og alle kræfter og blev meget negativt.
Jeg brugte 1,5 år på at køre mig selv ned uden at vise det, men min datter var 100% klar over at der var noget galt og hendes måde at prøve at fortælle det på var jo enlig nok at hvis hun kunne holde på mig, skulle jeg ikke afsted og blev derfor ikke ked af det.
Det var så hårdt og kan i dag meget hurtigt mærke på hende når jeg ikke er på toppen.
Så måske din skønne drenge kun prøver at holde på dig så han kan passe på dig.❤️❤️
Da min datter gik i dagpleje skreg hun hver morgen når hun blev afleveret 🙈. Dagplejemoderen sagde dog at hun hurtigt stoppede igen – og om eftermiddagen ville hun ikke med hjem…..
Mit hjerte gjorde ondt hver dag – indtil en morgen hvor hun kiggede på mig, og sagde: Jeg tror ikke at jeg gider at græde i dag …..
Ingen gode råd her fra. Dem du allerede hat fået dækker godt. Men et stort mor kram skal du have. Det er rocker hårdt med børn som ikke er nemme. Vores ældste bryder sig ikke om at blive afleveret og nu går hun i 1 klasse. Der kan stadigt være dage hvor hun klæber og er ked. Samme dag kan hun så være sur over at jeg henter f9r tidligt😑.
Så rigtigt mange knus i din retning. Du er den allerbedste mor for dine børn!
Jeg har prøvet det ved begge børn, og kan godt forstå, det er hårdt for dig. Min søn var, som du beskriver, ked Af det og skreg og holdt sig fast til os.,her lavede vi aftale med hans yndlings-pædagog, at hun satte sig med ham på skødet i vindfanget og vinkede efter farvelkram. Han græd stadig, men var tryg i hendes arme og mere rolig. Pyha, det er hårdt at tænke tilbage på. jeg ringede efter ca. 10 minutter, hvor de altid fortalte, at han hurtigt blev glad og legede med de andre. Mht. For Min datter, lavede vi aftale om i stedet ar afleve ved bordet inde på stuen, hvor hun enten gik i gang med at tegne, lave puslespil eller fik en rugbrød. Og de var klar til at tage hende op, hvis hun blev ked Af det. Det var for hende en god løsning og det blev nemmere at aflevere hende. Vi fandt også ud af, at det var bedst at min mand afleverede – jeg gjorde det dog stadig en gang hver uge, da det var vigtigt, at vi begge kunne aflevere.
Jeg kan ikke lade være med at tro at Luca er en følsom fyr der reagerer sundt på hvordan mor egentlig har det…. Kan det tænkes du ikke er helt i balance og at Luca kan mærke det og derfor er ked af det i afleverings situationerne.?
Min egen erfaring er at små børn er klogere end man tror.
Mit råd her at du får den hjælp du skal have. Men for Luca er reglmæssighed vigtigt – de samme ritualer hver morgen så det bliver gengændeligt!
God karma herfra!🌸
Jeg er pædagog. Og jeg kender situationen! Det skal også siges jeg også er mor. Så jeg ved det er hårdt følelsmæssigt! Derfor RING til vuggestuen en halv time efter aflevering. Jeg ved han er glad igen der, på nær helt små børn der lige er startet i vuggestue, er det yderst sjældent børn græder ret længe, selv om afleveringen var svær. Og du ved jo også han har en god dag, ud fra billeder og ved afhentning. Så ring, så du kan få ro!
– og omkring Luca, det er en periode… som du ved af erfaring (f.eks omkring hans søvn) så kan nogen perioder være lange. Men jeg lover dig det er en periode, han græder ikke når du skal aflevere ham i klub 😉. Man kan bruge meget tid og energi på at analysere på hvad der mon er galt. Er det noget derhjemme? Noget i vuggestuen? Sker der meget udviklingsmæssigt lige nu? Men min erfaring er hvis barnet trivsel ud over afleveringen er god, så er det ikke nødvendigt med den helt store efterforskning. Og hvis du har tillid til personalet, som det lyder som om du har, så stol på de kan trøste din dreng og hjælpe ham hurtigt videre – træk ikke afleveringen ud, da det tit er sværere for små børn, og ring så du kan få ro til din dag og ikke er bekymret, det er mine bedste råd, selv om jeg godt ved det ikke er en løsning, men der er sjældent en hemmelig genial kode når noget er svært – hverken omkring børn eller andet.. men med de få råd og tålmodighed vender det igen ❤️
Vores søn på 3 gjorde det samme lige før sommerferien, han gemte sig endda inde under vores seng hvor vi ikke kunne nå ham, og det var tydeligt et råb om jeg har brug for jer mor godt far !
Jeg valgte at vi nu skulle havde rigtig laaang sommerferie nu ! Han var hjemme i 5,5 uger og boede nærmest inde i min mave 😉 tæt tæt på. En dag sagde han selv ! Mor jeg har venner , måske savner de mig ? Og dagen efter tog vi i børnehaven og der har intet været siden og han elsker at komme afsted igen ! Så måske er det bare hans måde at sige noget til jer på.
Hej jeg kommer også lige med en kommentar 🤗 jeg er pædagog og har arbejdet 10 år i vuggestue. Anderkendelse først: det er super hårdt at gå fra sit barn når det er ked af det. Så kommer råd nummer 1: du skal ikke vente for længe med at aflevere “indtil han er klar” fordi det bliver han ikke i den situation = han vil hellere med dig hjem igen og du trækker bare pinen ud og dagen efter vil han have dig til at blive længere. Nr. 2 du må heller ikke snige dig væk fra ham når du går, det er vigtigt at han ved du går. Nr 3 han kan mærke at DU har svært ved at aflevere derfor er det super vigtigt at du viser tillid og tro på at han SKAL afleveres og at han har det godt i den vuggestuen han er i (ved det er svært) men han kan mærke hvis du tvivler. Han skal kunne mærke at du mener det og tror på det. På et tidspunkt ved han også hvilke “knapper” han skal trykke på for at få dig til at blive. Husk det er dig der bestemmer 😉 det er tryghed for et barn at mærke at den “voksne” har styr det. Nr 4 god ide at ringe og høre hvordan han har det efter han er afleveret. Børn har forskellige faser de skal igennem og dette kan være en af dem. Håber det bedste til jer 😍