Dette er en opskrift udviklet i samarbejde med Ditte Julie Jensen til vores fælles YouTube kanal: Kagemagi. Den kan du følge med i, og du kan også se hvor sjovt og festligt det er, når to veninder går i køkkenet sammen. Vi håber at I kan lide vores fælles fortolkning på en rigtigt lækker gulerodskage, og tilmed i en luksus udgave med fondant om smukke fondantblomster.
Luksus fondantkage – gulerodskage med appelsin
24 pers.
sværhedsgrad: medium
arbejdstid: ca. 2,5 time
afkøling: 1 time
bagetid: ca. 50 min
Gulerodsbunde
500 g lyst rørsukker
6 æg, str M
4 dl solsikkeolie
400 g hvedemel
4 tsk kanel
1,5 tsk salt
2 tsk bagepulver
2 tsk natron
500 g gulerødder med skræl
100 g hakkede valnøddekerner
140 g syltet appelsinskal
1 økologisk appelsin, saft og skal
Smørcreme
250 g blødt smør
500 g flormelis
1/2 økologisk appelsin, skal og saft
Fondant
30 store skumfiduser (Haribo)
4 spsk citronsaft
2 spsk solsikkeolie
750 g flormelis
I øvrigt
2 dl god appelsinmarmelade
Lidt maizena majsstivelse til at rulle ud i
Pastafarver til at male og farve med
en smule vodka
Gulerodsbunde: Anvend en stor dyb skål eller lav dejen over to omgange. Pisk rørsukker og æg hvidt og luftigt i en skål. Tilsæt olien og rør det sammen. Bland hvedemel med kanel, salt, bagepulver og natron og sigt det ned i dejen. Skræl og riv gulerødderne. Vend de groftrevne gulerødder, valnødder, hakket syltet appelsinskal, appelsinsaft og fintrevet appelsinskal ned i dejen.
Fordel dejen i de to smurte og meldryssede bageforme (den ene 18 cm den anden 24 cm i diameter.) Bag gerne to bunde samtidig i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 50 min. alt afhængig af størrelse. Tjek om bundene er færdige ved at stikke i bunden med en lille kniv, – hænger der dej ved bages den lidt længere tid. Lad bundene køle af. Når bundene er kølet af flækkes de på midten i to lige tykke dele.
Læg de to kager sammen et tyndt lag af appelsinmarmelade.
Smørcreme:Pisk smør og flormelis sammen til en blød smørcreme. Tilsæt lidt fintrevet appelsinskal og appelsinsaft og pisk videre til cremen er smidig og helt hvid og luftig. Lad smørcremen stå ved stuetemperatur, indtil den skal anvendes.
Fondant:Lav i mellemtiden fondanten ved at smelte skumfiduser, citronsaft og olie i en skål over vandbad til en tyk sukkermasse. Bland det sammen med flormelissen og ælt, til det bliver en glat fondant. Den skal være rimelig klistret. Læg fondanten i en frysepose og kom den i køleskabet i 30 minutter, så den samler sig lidt.
Rul fondanten ud i et tyndt lag maizena til en tykkelse på ca. 3 mm, og så den er stor nok til at kunne dække kagerne. Smør de to kager op med et jævnt lag smørcreme, gerne over flere omgange, inden de overtrækkes med hjemmelavet fondant. Når kagerne er overtrækket stables de, hvortil du med fordel kan anvende plastikrør til formålet. Kagen dekoreres med pastafarve fortyndet med vodka, der anvendes til at male blomster direkte på fondanten.
Form små blomster af fondant og mal dem med pulverfarve så de bliver mere virkelige at se på. Sæt dem fast på kagen med en smule fødevaregodkendt lim.