Gallapremiere på “I krig og kærlighed”

Inden du læser videre, vil jeg gerne lige lave en slags “disclaimer”, så der ingen misforståelser er. Denne anmeldelse af I krig og kærlighed er min egen personlige holdning og har intet med mit journalistiske arbejde at gøre eller med det faktum, at jeg i starten af denne uge interviewede filmens instruktør. Dette er min oplevelse og åbenhjertige mening om filmen. Om jeg er farvet af, at filmens producent er min mands storebror, det er svært at sige. Jeg vil forsøge at forholde mig så ægte og ufarvet som muligt. 

I krig og kærlighed, – det er storslået ærlighed.

Filmen tager os tilbage til 1. Verdenskrig. Den handler kort sagt om en ung soldat, der deserterer fra krigen, da han vil hjem til sin kone og søn. Det er en kærlighedshistorie om et slags trekantsdrama mellem soldaten, konen og en tysk officer. I midten af dette trekantsdrama er der sønnen, den lille dreng, der kæmper for at finde hoved og hale i det hele. 

Det er vigtigt at forstå, at dette er en film om kærlighed mere end en krigsfilm. Faktisk er der ganske få krigsscener i filmen. 

Jeg har valgt at bruge ordene “storslået ærlighed” i min overskrift, fordi det netop var ordet ‘storslået’, der ramte mig først – fra det sekund filmen gik i gang. Filmen vil rigtig meget på billedsiden og der er virkelig mange storslåede motiver i den ene scene efter den anden. Lykkes det så? Altså at lave denne her storslåede film – absolut ja! Jeg sad limet i sædet under hele filmen og åd det råt, – jamen det gjorde jeg. Alle de fantastisk smukke billeder er gribende, på sådan et plan at man bare må give sig hen i det. Man kan ikke komme udenom – uanset hvilke anmeldelser der måtte komme – et fotograferne og instruktøren har gjort sit arbejde godt. Og man må virkelig give ros til scenografen (hedder det det på en film?). 

Spørgsmålet er mest af alt, om en dansk filmproduktion kan leve op til det, som filmen gerne vil. Altså denne her Hollywood-agtige klasse, hvor vi leger os “larger than life” og laver film, der virkelig spiller med de helt store muskler. Både på skuespillerpræstationer, produktion og i billeder? 

Jeg synes, ærligt og uden omsvøb, at det her er den flotteste danske film jeg har set i nyere tid. Jeg synes det lykkes. 

Måske – og kun måske – kan man mærke, at de unge skuespillere bærer meget store roller på deres skuldre, og at det har været en stor mundfuld. Ikke for stor en mundfuld – blot stor. Jeg tror, det jeg forsøger at sige er, at de præsterer helt til kanten og grænsen af hvad deres talenter kan bære. Og det er faktisk en ros. De gør det fantastisk godt. Ordet ‘ærlighed’ bruger jeg netop på baggrund af skuespillernes præstationer. De leverer ærligt og oprigtigt.

Jeg var personligt meget begejstret for Sebastian Jessens præstation, og jeg synes han med denne rolle performer sig ind i en helt ny liga af danske mandlige skuespillere. Thure Lindhardt får også lige min største respekt med på vejen. Han spiller ganske fremragende, – det en af hans bedste præstationer, synes jeg. 

Selve handlingen er fængslende og i den grad vedkommende, selvom den udspringer i en tid, der er svær at relatere til. Historien favner problemstillinger om kærlighed, troskab, forældreskab og stolthed, og den udfolder sig kronologisk på en måde, så man hele tiden forstår handlingen som den skrider frem. Man udvikler sympati, kærlighed og had til karaktererne således at man selv, som publikum, gennemgår en udvikling sideløbende med filmens fortælling. Faktisk er det imponerende godt klaret, hvordan instruktøren har formået at give plads til og frembringe skuespillernes evner til at gribe publikum med karakteropbygningen. Det virker. 

Farvet eller ufarvet. Jeg ER en Fridthjof, det kan jeg ikke løbe fra. Jeg ER stolt af min svoger, Ronnie Fridthjof, der med denne film skriver dansk filmhistorie. 

Og jeg ER vildt begejstret. For filmen. 

Tillykke til alle, der har været med til at skabe denne film, der i mine øjne beviser, at Danmark sagtens kan konkurrere med Hollywood.

Kjolen er fra Custommade, skoene fra Valentino og tasken er fra Coach.

Ronnie, dagens mand i skysovs, fanget i bloggersandwich mellem undertegnede og MM.